VM i Italien samt en guldmedalje
Sådan, endelig lykkedes det at blive verdensmester og få hængt guldmedajen rundt om halsen! Fredag d. 26. august var dagen hvor det hele lykkedes for os tre juniordrenge og vi kunne køre først over stregen på samtlige 3 stafetture for tilsidst at tage titlen som verdens bedste junior stafethold 🙂
Jeg vil dog starte fra begyndelsen, så nedenfor er en længere beretning om dette års VM i Italien.
Afgang
Lørdag morgen d. 20/8 kl 7.05 lettede Air Berlin flyet mod Berlin fra Danmark. Efter en mellemlanding i Berlin kunne hele det danske landshold i MTBO stige ud af flyet i Venedig til en mur af varme på den gode side af 35 grader. Noget af en omvæltning i forhold til Danmark og de 15 grader vi nu kunne præstere midt i august, men nu var alle klar til at give sig fuldt ud for at nå deres mål.
Jeg selv var dog lidt usikker på hvad jeg kunne forvente af mig selv, da jeg ugen forinden havde slået mit knæ rigtig voldsomt og nærmest ikke havde været i stand til at cykle i en hel uge uden store smerter. Jeg tog det derfor også stille og roligt på lørdagens modelevent i terrænnet omkring golfklubben i Brendola. Heldigvis gik det godt og træningen om søndagen i nærheden af Nanto gik også godt, hvorfor troen på mine målsætninger for VM igen var stor. Det var meget enkelt. Medalje på lang og/eller mellemdistancen, vinde stafetten og da sprint ikke er min bedste distance, ville en top 6 placering være fint.
Sådan skulle det dog ikke helt gå, og det er jo desværre sådan det ofte går med drømme. De går ikke i altid i opfyldelse, men når de gør, er det bare fedt.
Lang kval og lang finale
Mandag startede vi ud med et kvalifikationsløb til langdistancen, eller for os juniorer var det bare en prolog, da alle ville gå videre til finalen. Min plan var at få ordentlig gang i benene og føle, at der var noget at skyde med og ellers komme ind på kortet og køre sikkert hele vejen. Det lykkedes rigtig godt med kun en enkelt lille fejl på vej mod post 4. Jeg rettede dog hurtig op og efter 56 min kunne jeg køre i mål som klar vinder af prologen og med Bergmann og Proschowsky placeret som nr 3 og 4. Rigtig god start for os danske junior drenge, men da alle automatisk var videre til finalen, var det svært at vide hvor meget de andre havde givet sig.
Resultater for lang kval og splittider.
Resultatet af prologen blev dog at jeg dagen efter på lang finale skulle starte sidst på den 28 km lange bane med 750 højdemeter. Jeg var indstillet på skulle vinde, da terrænet lige lå til mig med store stier og asfaltveje, hvor jeg kunne bruge min fysik. Desværre laver jeg første fejl til post 3, hvor jeg overser den asfalt vej jeg skal op ad, hvorfor jeg kommer ind af en parallel vej 150 m senere. Jeg når at kravle 70 højdemeter op inden jeg opdager fejlen og må ned samme ved og op ad den rigtige vej og 70 højdemeter mere. Kæmpebom, men der er stadig langt tilbage. De næste poster kører jeg kontrolleret for at komme ind på kortet igen, men så på post 6, som er samle og væskepost kører jeg mod post 12 istedet for 7. Jeg opdager det dog og retter ind på et noget længere vejvalg end det direkte, hvorefter jeg stempler post 7 bare for at opdage, at jeg er punkteret. I min kæmpe ærgelse er jeg ikke ligefrem den hurtigste til at få skiftet slange, og eftersom jeg kørte for medajler vælger jeg at udgå og trille hjem. Det var en enorm skuffelse for mig selv, at noget materielt skulle afgøre løbet for mig, men man må jo bare acceptere, at det er en del af sporten.
Heldigvis ender Andreas Proschowsky efter et næsten fejlfrit løb med at blive verdensmester på langdistancen med 2 min til nr 2. Så gik guldet alligevel til Danmark og det var derfor lidt mindre hårdt selv at være ude. Også Rikke Kornvig vinder guld i WE, mens Erik Knudsen bliver nr 2 i ME, hvorfor det alligevel blev en god dansk dag.
Resultater for lang og splittider.
Mellem
Efter langdistancen havde vi en hviledag som blev brugt til at slappe af, nusse lidt med cyklerne, bade, spise frokost på en god restaurant, trille en lille tur på cyklen og ikke mindst få fokus på morgendagens mellemdistance, som vi på forhånd forventede ville blive noget mere o-teknisk.
Dette viste sig at være rigtigt. Der var mange flere stier og spor og kombineret med en masse bakker blev udførelsen af vejvalgene svær. Jeg selv stoppede op rigtig mange gange for ikke at køre ud af en forkert sti i et kryds med 6 stier og det satte også sit præg på præstationen som ikke blev så hurtig med nogenlunde sikker o-teknisk, dog med små fejl hist og her. Ved post 5 kommer jeg dog den gale vej rundt om en mark og stempler posten inden jeg opdager, jeg har kørt udenfor stien, hvorfor jeg må vende cyklen og køre tilbage samme vej for at tage den rigtige vej ned til posten – noget rigtig mange andre ikke gjorde, desværre. Det kostede noget tid men hellere det, end at have snydt og stå med en dårlig smag i munden bagefter. Derfor var det dog alligevel lidt ærgerligt at ende som nr. 7 kun 36 sekunder fra podiet. Jeg var dog langt fra 1. pladsen som den unge Krystof Bogar fra Tjekkiet besatte efter et rigtig godt løb.
Rikke viste igen sin styrke og blev nr 3.
Resultater for mellem og splittider.
STAFET!!!
Fredag stod den så på stafet, mit sidste store mål men også et fælles mål. De sidste to år er vi blevet nr 4 på stafetten, første år et godt resultat, andet år et skuffende resultat efter at have ligget helt fremme indtil sidst sløjfe. Derfor var det nu, det skulle være, eftersom både Bergmann og jeg rykker op som seniorer næste år.
Stafetrækkefølgen var med mig som 1. tur, Bergmann på 2. tur og med den nykårede verdensmester på lang, Proschowsky som sidstetur – et stafethold med rigtig stærke ryttere på samtlige ture, hvilket vi skulle drage fordel af.
Min taktik var som sidste år at køre lidt defensivt og bare følge med og være sikker på orienteringen og samtidig vide at ingen ville kunne køre fra mig fysisk. Allerede på den gaflede post 1 er der dog mange som kegler, og jeg lægger mig forrest og presser lidt på op ad bakken, hvorefter kun 2 sidder med. Jeg sætter derfor bare gas på og tænker “Hva faen, hvis de er så langsomme kan det også bare være lige meget” hvorefter jeg køre mit eget løb uden at se nogle andre. Jeg laver en enkelt lille krølle på post 6, hvor der efter min mening er en kæmpe kortfejl. Det slår mig dog ikke ud og jeg fortsætter i front for min gafling frem mod post 10, som jeg hamrer forbi, idet jeg tror den ligger på asfaltvejen og ikke nede på en lille sti. Jeg ender derfor helt oppe i startområdet før jeg opdager fejlen. Jeg hamrer derfor tilbage for at opdage at 3-4 juniorhold er kommet forbi mig. Ret hurtigt sætter jeg de første, og på den ugaflede sidste sløjfe henter jeg den førende italiener og kommer i mål i bedste tid men kun 1 sek foran Italien.
Bergmann viser dog styrke og får oprejsning efter to diskvalifikationer og bliver i front og kommer ind med lidt under 10 sekunders forspring – denne gang til Finland. Herefter er det bare at vente på Proschowsky, der på radioposten meldes 1 min bagud – vi tror dog det skyldes en gafling. I hvert fald kommer Proschowsky først ind på publikumsstrækket lige foran Rusland, der dog ingen chance har på den sidste sløjfe og må se sig slået med 48 sekunder af the danish young guns 😉
Stafet er altid spændende, for der kan ske så meget, når man er tre ryttere der skal have det til at klappe, men det er ekstra spændende når man er med i front og derfor også ekstra fedt, når det lykkedes. For mig var det også en kæmpe forløsning endelig at tage den medajle og fedt at kunne dele det med to af ens venner.
De danske seniorherrer vandt også stafetten efter en meget spændende konkurrence. Rikke kørte damerne op på en 3. plads, men manglede en post, hvorfor holdet blev disket. De danske juniorpiger med min søster på holdet kom på podiet som nr 4. Så igen en rigtig god dansk dag.
Resultater for stafetten og splittider.
Øverst på podiet.
3 sultne drenge.
Sprint og banquet
Normalt ligger stafetten på sidstedagen og er dermed sidste diciplin inden den store banquet. I år lå sprinten imidlertid til sidst, hvorfor vi alle skulle ned på jorden igen og fokusere på dette års sidste VM distance. Som nævnt var mine egne forventninger ikke så store til lige netop sprinten. Men som en af de først startende havde jeg egentlig et godt løb af en sprint at være, hvor jeg kun laver et par små fejl som jeg hurtig rettede op på. Det virkelig svære stræk fra 15-16 havde jeg også luret og helt styr på, imodsætning til mange andre som bommer sig væk lige netop her. I mål er der også kun 4 der kan slå min tid og jeg ender derfor som nr. 5 to sek foran Bergamnn på 6. pladsen. Igen var det Krystof Bogar der tog guldet, hvorfor DK og Tjekkiet endte med at dele guldhøsten mellem sig – 2 sejre til hver.
På podiet i banquettøjet.
Herefter var det bare at skynde sig hjem til hotellet, pakke cyklen ned, i bad og på med banquettøjet som traditionen tro er ens for os juniorer. I år havde seniordrengene dog også oppede sig og kom velklædte til forfest på værelse 207 (juniordrengens værelse), hvor den årlige vinsmagning begyndte – lidt kulturel skal man vel være 😀
Overordnet set var det et VM med både op og nedture, da jeg specielt havde håbet på mere på langdistancen, men heldet skal også være på ens side, og det hele skal klappe, for at det lykkedes. Stafetguldet reddede dog helt klart mit VM, og jeg vil nu tage alt det positive med videre. Ellers har jeg chancen for igen at køre resultater hjem om kun 3 uger hvor jeg skal køre EM i Rusland. Jeg skal dog deltage i seniorklassen, hvorfor forventningerne om medajler ikke er helt så store.
Udover et godt VM kan jeg helt klart anbefale Düsseldorf Airport, hvor vi fik lov at vente 4 timer på vores fly på vej hjem – der er simpelthen så dejligt, og Pizzeria Nirvana, hvor specielt deres Cavalina (pizza med hest) er god 🙂
/Rasmus
Rasmus Søgaard 