Halleluja for aircondition

”Brian Head Resort, hvad sker der for overnatningsmulighederne? Enten en knoldet mark uden så meget som et hul i jorden eller 93 dollars for et værelse, der er en fjerdedel værd??” Nå men så kører vi da bare videre og kan passende begynde at skrive dette blogindlæg.

Fra vores sandkasse i Page gik turen til den nærliggende Lake Powell, hvor vi efter et skuffende besøg på sten-stranden opdagede, hvorfor alle de andre turister sejlede rundt ude på søen i stedet for at få deres tæer viklet ind i tang. Med dankortet i hånden stod beslutningen blot mellem at leje en husbåd, en kæmpe speedbåd eller en vandscooter. Man skulle bare være 18 år for at leje både, så der var frit valg på alle hylder. Vi endte dog med en vandscooter der i gennemsnit kunne sejle 30-35 mph. Det skulle dog testes, så knap var vi kommet ud af havneanlægget før gashåndtaget blev trykket i bund: 8000 omdrejninger pr. min og 62 mph (100 km/t) – JA TAK, det rykker i røvhårene (specielt når man sidder bagpå og slet ingen føling har med båden).

Vandscooteren, som vi havde lejet i to timer, blev rykket max rundt og et par gange eller 10 måtte vi også se vandscooteren fortsætte et par meter videre uden os selv. På brochuren stod der, at der var brandstof nok til 3-4 timer, men det holdt heller ingen steder. Da vi var færdige, var tanken næsten tom, men til vores held kunne udlejningsfirmaet kun finde ud af at fylde 6 gallon på, hvor vi nok nærmere skulle have betalt for 11 😉

Jet ski på Lake Powel

For at fuldende en god dag købte vi en ordentlig satan af en entrecote bøf, nogle pølser og en ordentlig omgang salat. Så var der dømt grill for alle pengene. Bøffen smeltede på tungen mens pølserne knap nok egnede sig til at blive skyllet ud i toilettet. Vi må nok bare indse at ostepølser i udlandet ikke er helt det samme som i Danmark.

Dagen efter tog vi på en guidet tur til Antilope Canyon, som krævede en tur i en firhjulstrækker. Til vores store fornøjelse var vores guide ham med den tungeste fod, så udover at se den meget flotte canyon, fik vi også en sjov tur i den åbne firhjulstrækker.

Antilope Canyon

Yaa!! FOX affjedring på jeepen

Herefter gik turen til Grand Canyon. Ja du læste rigtigt! Vi tænkte vi lige ville se den igen, men denne gang fra den noget mindre turristede nordside. Efter 25 miles af spændende grusstier nåede vi endeligt ud til kanten. Her var ikke et øje, og i modsætning til sydsiden kunne vi her få lov at nyde det pragtfulde syn fra sadlerne på vores cykel. Et 18 miles langt singletrack snoede sig langs kanten og førte ud til 5 udsigtspunkter.

MTB Trail på nord siden af Grand Canyon

Næste stop på vores tur var Bryce National Park, hvor vi fik set en masse Hoodoos. Vi fandt aldrig helt ud af hvad det var udover klipper, men flot og anderledes var det. Om aftenen sov vi på Ruby’s Inn i Bryce City, som udelukkende bestod af butikker eller overnatningssteder ejet af Ruby, den havde han sku luret godt. Vi kvitterede med at gå i poolen uden at have været i bad efter vores cykeltur.

Søgaard spejder ud over Bryce Canyon, i håb om at finde en Hoodoo

Efter anbefaling fra Bjarke Refslund tog vi en cykeltur i det nærliggende Red Canyon. Vi var begge rimelig smadrede efter at have sovet i telt i en uge, så vi endte med at tage det mest kendte spor ”Thunder mountain trail” som en restitutionstur. Desværre var kun Søgaard, der tordnede. Han var ikke helt tilfreds med sin cykel, som lige fik en flyvetur ind i en busk. Udover den sidste rigtige nedkørsel, var trailet ikke specielt fedt, men den nedkørsel var så også rimelig sprød.

Generelt har vi ikke haft problemer med at udtage vores vejvalg her ovre, men på vej til Las Vegas blev det lidt mere spændende. Erfarne adventure racere ville sikkert have taget højde for det, men vi blev lokket lige i vejvalgs fælden, da en stor skovbrand havde lukket et lille område på et par hundrede kvadratkilometer af skoven af. Samlet tidstab ca. 64 minutter. BOM.

Skovbrand…

Frem kom vi dog, og fandt os et lille Motel i nærheden af The Strip. Igen kan vi konstatere at det havde været bekvæmmeligt at have 21 somre på ID kortet, da det ellers er praktisk talt umuligt at finde et hotel på The Strip. Dagen efter fortsatte hotel jagten, og vi fandt frem til at Hilton måtte være det bedste sted for små drenge som os. Det lå godt nok ikke på The Strip, men til gengæld har det sin egen togstation, og en Buffet med over 100 retter! Som ved alle andre buffeter tog vi det selvfølgelig som vores samfundspligt at spise for laaangt mere end hvad vi betalte. Hilton er endnu ikke gået konkurs, men den ene dag lykkedes det os at spise så meget mad, at vi kunne nøjes med det ene måltid.

Opskriften er simpel: Gå ned til morgenmadsbuffeten (Den billigste buffet om dagen) kl. 10:45, æd dig stop hamrende mæt i French toast, pandekager, æg, bacon, melon, scones og alt hvad hjertet ellers begærer. Klokken er nu ca. 11:15, og du vil erfare at morgenmaden er blevet erstattet af en overdådig middag/aften buffet. Her starter du bare fra en ende af med at smage det hele, hvorefter du går et par omgange ekstra for lige at snacke det bedste. Hvis dig eller din makker på noget tidspunkt skulle blive mæt og have trang til at give op, må i sørge for at huske hinanden på at der er stor forskel på at være mæt, og ikke at kunne spise mere.
Måltidet afsluttes derfor med et par runder i kagebuffeten, hvorefter de meget gerne skulle have indtaget rigeligt med energi til resten af dagen.

Noget af Proschowskys morgenmad den sidste dag.

Ud over den lækre mad bød Vegas, på nogle af de største og mest pompøse bygninger vi nogen sinde har set, og nogle af de mindst påklædte damer.

Pirat show i Vegas

Det er alt hvad i får for denne gang. Vi er godt nok kommet lidt længere på vores rejse, men skrivemaskinen kører desværre ikke helt så hurtigt som Tahoen.

Rasmus og Andreas

Status: 41 grader i snit og osten er smeltet!

Endnu en gang er vi nået til en campingplads i ørkenen, og det må derfor være på tide med et nyt blogindlæg. Af en eller anden årsag er det også kun campingpladserne, hvor temperaturen aldrig kommer under 30 grader, at der er internet.

Efter vi forlod Blythe for lidt over en uge siden er der sket en masse. På vej til Tucson fandt vi et vildt sprødt mtb trail i Pheonix, hvor et stykke af ørkenen var forvandlet til en labyrint af spor mellem et hav af kaktusser. Selvfølgelig skulle vi ud og køre mens det var varmest. Heldigvis blæste det lidt, men det hjalp ikke meget mod de 45 grader.

En rimelig original opmærkning af sporet i Phoenix.

Efter en tur i Pheonix ovnen ankom vi til Tucson, hvor vi blev taget godt i mod af Belin og fik vist vores værelse. Lidt senere kom Marianna med lillebror JP og deres onkel. Om aftenen tog vi i biografen og så Prometheus, en ganske udmærket fremtidsfilm, men det bedste var nu næsten køreturen frem og tilbage.  Den foregik i en oldschool Cadillac med det vildeste læderindtræk i en så pornorød farve, at man skulle tro den var blevet censureret væk i USA. Den store køler og en blød affjedring gav den en helt speciel stil, men desværre failede den max da vi skulle hjem fra biografen – no battery 😦 Vi fik dog hjælp af en flink mand i en stor pickup og hjem kom vi.

Familien i Tucson

Det smukke indre af Marianas Cadillac.

Fredag tog vi lige et smut til Nogalez i Mexico, hvor Marianna og Belins bedstemor bor. Her blev vi inviteret på mexicansk mad og slik, hvor maden var væsentlig bedre end slikket. Mexicansk slik findes både i version der smager som at tygge i en gammel lædersko og så en for normale mennesker, der godt kan lide det lidt sødt.

Den mexicanske slikbutik

Til gengæld er mexicansk bowling ligesom i Europa, så her blev det også til en sikker sejr til Rasmus 😉

At komme ind i Mexico var ca. ligeså nemt som at komme ud af tivoli. Ingen kontrol, ingen pas, kun et lille skilt hvor der stod man ikke måtte medbringe våben, hvilket den mexicanske befolkning nok ikke helt har forstået. Efter turen i New York var vi lidt spændte på hvor svært det mon ville være at komme ind i USA igen. Proschowsky var måske ligefrem nervøs, da grænsepolitiet (Selvfølgelig veludstyrede med diverse automat våben) Ikke lige kunne se at Søgaard havde været i USA før…. De fandt dog heldigvis stemplet i passet, og lod ham passere. Proschowsky så lidt mere suspekt ud, men efter at have lovet ikke at have stoffer med, fik også han lov at komme igennem. Alt i alt en meget overskuelig omgang, der klart kan anbefales, frem for turen over New York.

Rasmus går tur med lillebror JP

Om aftenen prøvede vi at snige os på bar med Marianna og Belen, men da Proschowsky blev spurgt om ID, var Søgaard ualmindelig hurtig til bare at bestille en vand. Det kan godt være man kan køre bil fra man er 16, men bestille sig en lille uskyldig øl, det kan man ikke før man er 21.

De følgende dage brugte vi på at besøge noget mere familie, være kulturelle i form af et besøg på det lokale flymuseum og en række af byens cykel bikse, hvor det blev til en lille souvenir (et nyt sæt xt bremser til proghornen, der længe havde hængt lidt i avid bremsen).

Et fly i lidt mindre målestok

I kantinen må man åbenbart ikke have sin gun med ind.

Lidt træning blev det dog også til. Vi fandt et fedt mtb trail og uden tvivl det fedeset heste spor ever i Catalina national forest. Hvis bare kødscooterne i Danmark ville lave sådan nogle spor, ville vi måske have mindre trang til at spise dem. Det var et langt singletrack hvor man hele tiden kunne holde høj fart og flow. Super lækkert.

Hestesporet i Catalina. Lidt noget andet end de hullede, mudrede, totalt op pløjede heste stier vi har her hjemme.

Søndag morgen stod den på endnu en lille trænings snack i form af 45 kilometers stigning til toppen af Mount Lemon. En lille knold i deres baghave på knap 3 km. Den startede desværre ikke helt nede ved havet, så vi måtte nøjes med 2300 højdemeter :s Til gengæld var udsigten fantastisk, selvom det hele hurtigt var forbi, og vi efter 2:45 måtte vende næsen hjem af.

På toppen af Mount Lemon

Til dessert bestilte vi 2½ times tennis træning med Mariana og Belens 11 årige lillesøster Krista. Da vi havde fået stille vores trænings sult, tog vi forbi Red Box automaten, og hævede to film på beløbet, 1½ dollar, jo tak.

Mandag tog vi forbi universitetet, hvor vi fik pryglet noget jern i deres gigantiske gym inden vores nye coach Mariana viste os hvordan man tager solbadning til et helt nyt niveau – en flydende skummadras i den afkølede pool, hvor udsigten bestemt heller ikke var til at klage over.

Tirsdag var vores sidste dag i Tucson. Vi havde planlagt at tage af sted tidligt om morgenen, men inden vi fik spist den overdådige morgenmad og sagt farvel var klokken næsten 12. Familien var ikke meget for at vi tog af sted, men vi lovede at komme tilbage en anden gang.

Den rutinerede mor lavede lige æg, bacon og french toast til hele familien, mens den yngste søn hyggede sig på armen.

Herefter gik turen mod Sedona. Et sted vi var blevet anbefalet – og det med god grund. Sedona ligger i red rock country hvor alle stenene og klipperne er røde. Desværre er der også rigtig mange kaktusser så hvorfor ikke lige indkassere 5 punkteringer på under 24 timer? Vi fandt et sygt frådern trail med slick rock, drops og en lille kløft, hvor vi var nødt til at kaste os selv og cyklerne over.

Trailhead i Sedona

Her gik vi og troede danske komanulansatte var ineffektive 😮
PS. Der er to mænd mere til at prøve at regulere trafikken fra de andre veje.

Onsdag aften kørte vi til Kaibab National Park, hvor vi for en kort bemærkning slog teltet op. 03.40 stod vi nemlig op igen for at køre til Grand Canyon og se solopgangen ved Yaki Point. Det var et flot syn at se solen kaste sine første stråler ned i den dybe kløft. Vi nøjedes dog ikke med at se ned i den, vi barberede også lige en 2-4 timers hike ned i kløften på 1 t 35 min. En lækker tur der gav lidt sved på panden/ryggen.

Solopgang i Grand Canyon

Vi holder varmen!

Udsigt over Grand Canyon

Inden vi helt forlod Grand Canyon nåede vi også lige at se udsigten fra udsigtstårnet ved Dessert View. Nu sidder vi i vores egen lille sandkasse, hvor vi skal campere de næste to dage.

Vores campingplads / Sandkasse i Page.
Her er lidt varmt, men hvis man gør sandet vådt er det sygt godt at bygge sandslotte af.

Den amerikanske udgave af Proschowsky… Så meget for at have stavet hele sit navn i telefonen.

Om ikke andet, så kommer der et nyt blogindlæg når vi krydser Nevada på ”The loneliest road in America”, men mon ikke vi havner i en ørken inden da 😉

Det var alt herfra. Sørg nu for at drikke vand nok derhjemme så i ikke besvimer i varmen!

 

/Proschowsky og Søgaard

Kørerturen til Page bød på en hel del flotte views.

Natbadning i poolen. Ganske behageligt når både vand og luft er 30 grader

The first week in the states

Nu har jeg været i USA i en uge sammen med Andreas Proschowsky. Vi er i skrivende stund ved at krydse ørkenen imellem LA og Tucson, og har derfor tid til lige at skrive denne lille roman om vores oplevelser so fare.

Vi tog hjemmefra sidste tirsdag kl. 7 og så tog det fart! På vej  til LA havde vi en mellemlanding i New York og heldigvis var flyet 1 time tidligere fremme end planlagt, hvilket betød at vi lige akkurat kunne nå at komme igennem den meget omfattende kontrol for at få lov at komme ind i landet. Ikke nok med at vi havde udfyldt ESTA papirer hjemme fra, blev udspurgt af ”sikkerheds agenter” i Kastrup, fik scannet alt bagagen, udfyldt nye papirer i flyet, så skulle vi også lige igennem lidt over to timers sikkerheds kontrol i New York. Her blev vi først jaget i den rigtige kø af Big Mamma, hvorefter vi fik taget fingeraftryk af begge poter, blev udspurgt om destination og formål for rejse og tjekket vores pas et halvt dusin gange. Så tror man ligesom man er færdig men nej. Vi skulle også lige finde vores bagage, stille os i en ny kø, for derefter at aflevere den på et nyt bagagebånd, stille os i endnu en kø for endnu en gang at blive sikkerhedsscannet og endelig kunne vi komme med flyet, hvor de selvfølgelig ikke havde mere mad, til LA.

Efter 6 timers sultestrejke kom vi endelig frem. Her havde Gerry og Colleen (Proschowskys familie, som vi skulle bo hos) sørget for transport hjem til deres hus. Her ventede os en varm velkomst med lækre sandwichs, en bil vi kan låne i 2 måneder  og to opredte værelser, det er luksus.

Vores bil de næste to måneder. Vi takker Gerry og Colleen.

Andreas’ værelse

Gerry og Colleens hus

De første to dage brugte på at få samlet cyklerne, prøvekørt dem i bakkerne, købt lidt af de ting vi manglede og ellers bare nyde livet og poolen ved Gerry og Colleens hus. Der ud over var vi inviteret til sommerferie fest med de ansatte fra den skole hvor Colleen er rektor.  Her blev vi også taget rigtig godt imod, og det var spændende at møde og snakke med de lokale. Vi mødte blandt andet Maria, der straks inviterede os hjem til hendes forældre, hvor vi da skulle møde hele familien og blive så længe vi havde lyst. Det er vanvittigt så åbne og imødekommende folk er imod os, selvom vi nærmest ikke kender dem.  Vi tog selvfølgelig imod tilbuddet og aftalte at mødes med dem lørdag morgen.

Fredag stod vi tidligt op for at tage i Universial Studios, en forlystelsespark i Hollywood, hvor vi prøvede en masse forskellige rutsjebaner, der alle var bygget op over forskellige film og indeholdt en masse specialeffekter og 3D film. Vi så også 2 live shows; et hvor en mega tyk mand, med mega meget selvironi viste hvordan man lavede forskellige speciel effects, og et hvor hele omgivelserne fra filmen Water World var genskabt i en stor arena. Her spillede de en scene fra filmen hvor byen bliver angrebet, i forsøget på at få oplysninger om ”Dry Land” Det indebar stunts på vandscootere, eksplosioner, et fly der landede i poolen, folk der blev skudt og faldt i vandet fra 10 meters højde, og en masse andre fede effekter. Til sidst var vi på the ”Studio Tour” En guidet rundvisning i Universal City, hvor Universial Studios film bliver optaget. Her så vi en lang række Kulisser til blandt andet, Desperate Houswifes, The Grinch, Pirates of the Caribbean, the Trueman Show og mange mange flere. Det var sjovt at se hvordan man kunne genkende nogle af stederne, og vildt at de rent faktisk har opbygget permanente byer med forksellige gader til at afsepjle forskellige områder og tidsaldre.

Mr. Beans bil

Kuliser fra filmen “The Grinch”

Water World i Universial Studios

Efter en lang dag i parken, fandt vi cyklerne frem og begav os op mod hollywood skiltet. Vi havde fundet en mountainbike trail der skulle gå op i nærheden af skiltet. Det gik helt fint op ad asfalten, MEN da vi ramte singletracket skulle man enten hede Julian Absalon på en god dag, eller være usandsynligt glad for at bære rundt på sin cykel, for det var nærmest umuligt at cykle. Efter halv times klatring nåede vi dog op til en virkeligt flot udsigt, en flok amerikanske tøser der troede vi var fra Australien og ikke anede hvad eller hvor Danmark var. Nedkørslen bød heldigvis på lidt mere cykling, og flere flotte panorama views ud over Hollywood og LA. Der var dog stadig en del steder hvor Danny Hard ville være blevet udfordret på den onde klinge, så det kørte vi selvfølgelig…… ikke. Pludseligt stod vi ved trailets start og tænkte ”what  the fuck” hvor fanden er Hollywood skiltet? Rimeligt skuffende at vi ikke fik set skiltet på tæt hold, men det er jo svært at få det hele med når man bare kommer blæsende forbi i bedste Tony Martin stil.

På toppen af Holly Wood Hills.

Proschowsky på vej ned af.

Lørdag ringede vækkeuret kl. kvart over 5, da vi skulle mødes med Maria og hendes familie. Det indebar en køretur på tværs af LA, ca. 125 km. Hvilket kan virke overkommeligt, men i LA målestok er riiimeligt langt, da de 7 sporede motorveje stopper fuldstændigt til!!. Frem kom vi dog, og her blev vi endnu en gang modtaget med åbne arme. Efter af have mødt hele Marias familie, hvilket vil sige, forældre, børn, søskende, og deres kærester, tog vi med dem ud og hike. Turen gik ned til bunden af en canyon, hvor vi sprang ud fra en klippe og fik os en lille dukkert i floden. Turen tilbage gik udelukkende op af, og var lidt mere udfordrende for nogle end andre, men op kom vi alle. På vejen hjem fik vi tanket lidt energi op på burgerstedet In N Out, hvor vi selvfølgelig skulle prøve den klassiske four by four. Bolle, 4 gange ost, 4 gange bøf og lidt frisk salat. 1000 kcal BOM. Tilbage på terrassen og få en kold øl og en lur inden vi skulle ud og spise på ”The Boiling Crab” om aftenen. Her var menuen skaldyr i rigelige mængder, serveret direkte på bordet. Ingen tallerkener, ingen bestik, bare en hagesmæk og klør 5. Virkeligt fedt koncept med nogle virkeligt gode og seriøst store krabber og rejer. Natten tilbragte vi tilbage hos Marias forældre, hvor Marias bror Adrian og hans kæreste sov på sofaen, så vi kunne bo på hans værelse.

Søgaard hopper fra klipper.

The Classics four by four Burger from In ‘N Out

Marias familie

Søndag morgen vidste Adrian os et lokalt mtb spor inden vi fik serveret en ordentlig omgang amerikansk morgenmad. Med fulde maver gik turen mod Holly Wood, hvor vi endeligt fik set Holly Wood skiltet, besøgt voks museet, taget billeder med stjernerne i vejen og fik tilbudt både hash og optagelse i en religiøs sekt. Vi takkede dog nej tak til begge dele da vi jo er voksne og ansvarsfulde og købte verdens største is i stedet for.

Aktion helte og religiøse sekte i Holly Wierd

Proschowsky og Hugh Hefner

Om aftenen kørte vi ud og besøgte Merilie, Ray og Frank, noget mere af Proschowskys’ familie. Det var fedt for Proschowsky at se huset og haven igen, og vi fik et dejligt måltid mad og en god snak om alle afkroge af familien.

Ray, Merilie, Proschowsky og Frank

Mandag stod på vilde rutsjebaner i Magic Mountain,  hvor man blev snurret rundt på den helt store klinge (54 tands) Der var rutsjebaner hvor man stod op, sad ned, vendte på hovedet, lå vandret og loop og twist i alle tænkelige retninger. Kombineret med hastigheder på op til 125 km i timen og lodrette drop på knap 100 meter, var det nogle rimeligt crazy ture! De fleste af de ansatte var rimeligt trætte af livet, og af at stå og klappe af turister der havde kørt på rutsjebanen 😮 men den rappende, stort smilene, beatboxene neger i Goliath han nød det og sørgede for god stemning i køen.

Rutsjebaner i Magic Mountain

Tirsdag morgen kørte vi til AAA for at hente meget omfattende rejse materiale til vores tur. Bestående af 3 guide bøger, 3 campingbøger, et par dusin kort over alt vi kommer i nærheden af, selvfølgelig med vores rute markeret i hånden, og en Trip Tik der lige sammenfatter det hele på overskuelig vis. Alt sammen ganske gratis og serveret i et stop fyldt indkøbsnet, slå den FDM. Herefter var det bare at sætte sig i Bilen og følge instruktionerne mod Tucson. På vejen havde vi fundet et Mountainbike spor, 500 højdemeter op af grusstier og derefter nogle rimeligt udfordrende downhill sektioner. Det kunne ikke gå være en galt, så det var bare at smække røven langt ned bag sadlen og håbe på det bedste. Søgaard klarede det meget godt, men Proschowsky måtte erfare at det til tider kan være ret praktisk med en bagbremse (Der ikke er produceret af Avid) men dog ingen store styrt J På vejen videre fik vi lige den geniale ide at campere i ørkenen. Damen vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre da vi bad om en telt plads, men med 45 grader klokken 6 om aftenen havde det nu også været lækkert med en autocamper med Aircondition. Vi fik dog en fin plads i første række ned til floden og efter en tur i poolen og en god omgang pølser med pasta var der lagt i ovnen til varm nat.

Vores camping plads i Blythe/en oase i ørkenen

I Tucson skal vi besøge lidt mere familie i form af Marianna, Belen og ellers bare hygge os i varmen.

Over and out her fra

/ Rasmus og Andreas

PS. Solen skinner, himlen er blå og Søgaard er ved at skalle fra hinanden som et puslespil med 1000 brikker.

Trimtex cup afd. 2, et “brækket ben” og World Cup i Polen

Som overskriften siger, så kommer følgende indlæg til at omhandle lidt forskelligt, og noget af det skete allerede tilbage i januar. Som jeg har skrevet før, har jeg jo døjet noget med et dårligt knæ og bare tænkt, at det skulle have tid, hvilket det egentlig også bare skal, men nu ved jeg hvorfor det bare skal have tid. For knap en måned siden var jeg til Team Danmark læge for at få knæet undersøgt. Umiddelbart kunne lægen dog ikke se noget ved en ultralydsscanning, og jeg blev derfor henvist til en MR scanning på Århus Sygehus. Det offentlige system og ventetider kører ikke helt optimalt, men jeg fik hurtigt en afbudstid og blev derfor scannet og en uge efter fik jeg svar: “Du har haft et brud i knoglen, hvilket har forårsaget en blødning inde i knoglen!”. Så helt et brækket ben var det ikke, men det var på vej. Bruddet skyldes nok et styrt jeg havde på cykel i januar, hvorefter jeg også begyndte at have ondt. Heldigvis var der ikke sket noget med knæskal, brusk eller sener, og det skal bare have tid før det ikke længere giver smerter. Der kan dog gå mellem 1-6 mdr men jeg kan ikke gøre det værre af at cykle med det, sådet var en rigtig dejlig melding. Når det nu skulle være, så er jeg jo sluppet billigt fra det, og mit knæ er sådan set fint på nær en lille revne nederst i lårbensknoglen.

Med disse imformationer tog jeg 2. afd af trimtex cuppen, som var spredt lidt ud over Sjælland: Lang i Tisvilde Hegn, Sprint i Tokkekøb og Mellem i Hvalsø skovene.

Langdistancen gik ikke så godt. Egetlig kører jeg fint og laver ingen fejl, men til post 9 styrter jeg og slår mit kortplade løs, da noget af kortholderen bøjede. Det var overhovedet ikke til at læse noget kortet der roterede som en karussel i den stræke blæst, og jeg valgte derfor at udgå.

Sprinten i Tokkekøb var en noget anderledes positiv oplevelse. Der var fælles start og hurtigt lå Bergmann, Proschowsky og jeg i front. Bergmann og jeg har hver vores gafling efter post 1, der var fælles., mens Proschowsy, der egentlig har min gafling bommer sig lidt væk og derfor ikke kommer til at køre sammen med mig. Mit mål er at komme til samlingsposten samtidig eller før Bergmann, der dagligt træner i skoven. Da jeg stempler samlingsposten efter de to gaflinger har jeg dog overhovedet ikke set Bergmann og ved ikke, hvordan han ligger. Jeg giver den derfor max gas og ser ham så i modløb et par poster efter. For at hente ham bliver jeg nødt til at satse på et andet vejvalg, som viser sig at være 2 sek hurtigere, men slet ikke nok. Ved 3. sidste posten er jeg også kommet lidt på bagkant og kører derfor 4 meter den forkerte vej. Jeg nåede derfor ikke at hente Bergmann, men jeg bliver en sikker nr. 2.

På mellemdistancen var jeg opsat på at vinde. Jeg havde vildt gode ben og det går rigtig godt indtil post 10, hvor der efter min mening er kortfejl. Her m,ister jeg 6 min og bommer også lidt i vrede ud fra posten. Ud fra post 11 er der dog en KÆMPE kortfejl som jeg også mister tid på. Jeg får dog klaret hovedet og tråder alt hvad jeg kan i pedalerne i håbet om at jeg kan sætte Johan, der har hentet mig, og at Bergmann og Proschowsky også har lavet fejl. Igen ved post 21 er der kortfejl som jeg mister tid på, men udover de 3 fejl kører jeg stort set fejlfrit og har 11 strækvindere ud af 22 poster, så det synes jeg helt bestemt var godkendt. Det rækte kun til en placering som nr. 5 (så vidt jeg husker) men det var god træning og en god indikation på at benene stadig kan træde lidt watt.

Det var vist det jeg manglede for at kunne nå frem til:

World cup i Polen

I sidste weekend var jeg med landsholdet til 2. afd. af World Cuppen som denne gang foregig i Duszniki Zdrój som er et skiområde, hvorfor der overhovedet ikke var andre mennesker end os der kørte worldcup. Som sædvanlig når det er i Polen, bliver alt gjort i sidste øjeblik og det er ikke alt der er helt styr på. Der var fx nogle kort som ikke var helt i orden og blev rettet dagen før takket være den danske event adviser Jan Eg. Stiernes gradueringer var heller ikke helt efter bogen på mellemdistancen, men det var ens for alle. Vi kørte sprint, mellem og lang massestart og her kommer min oplevese af de tre løb.

Klar til parade og sprint inde i Duszniki Zdrój

Sprint.

Ud fra opvarmningskortet troede jeg at sprinten ville blive RIGTIG teknisk så jeg valgte bevidst ikke at varme super meget op for ikke at køre alt for stærkt og bomme i min iver for at komme i gang. På forhånd havde jeg lagt en taktik for løbet, hvor det vigtigste var at tage de stop, der skulle til for ikke at komme på bagkant og bomme, samt at bevare kortkontakten i gul zone. Heldigvis for mig var sprinten slet ikke så teknisk, som jeg havde troet, og jeg kører de første 4 poster rigtig godt. På post 5 fumler jeg lidt med mit kort, der skal vendes, og til post 6 har jeg rigtig tunge ben op ad bakken og tager så en sti til venstre en gang for tidligt, hvilket jeg opdager ret hurtigt, men da det går ned af bakke vurderer jeg, at det ikke kan betale sig at vende om, hvilket nok var en fejl, da jeg mister over et minut på den post. Post 7 tager jeg lidt tøvende, men derfra kører det rigtig godt og jeg kommer i mål uden at lave flere fejl. På nær post, 5,6 og 7 var jeg rigtig godt tilfreds med sprinten, hvor jeg er 3.37 efter vinderen og mister 2.37 i forhold til de hurtigste stræktider på post 5,6 og 7.

Mellem.

Jeg var rigtig klar på at køre et godt løb og jeg havde igen lagt en taktik for løbet. På vej til post 1 kører jeg og læser kort, hvor jeg flere gange får forhjulet i et mudderhul og må have den ene sko ud af pedalen, så der mister jeg lidt tid. På de næste poster har jeg fin flow og får udført mine vejvalg. På post 7 overser jeg en sti men opdager hurtigt, at jeg er forbi men løber så bare ind over terrænet. Post 9 kegler jeg maks og mister rigtig meget tid fordi kortet er noget mangelfuldt, hvilket også er tilfældet ved post 12, hvor jeg kommer ud af en lille sti som ikke er på kortet. På post 14 dummer jeg bare helt regulært og mister lidt tid. På nær de tre poster var jeg igen rigtig godt tilfreds med mit løb, men specielt post 9 ødelægger det hele. Jeg er 10.22 efter vinderen og mister 7.44 i bom på de tre poster til de hurtigste stræktider, hvorfor en placering i top 10 ikke havde været urealistisk, da top 10 var 6.35 foran mig.

Lang.

Igen var jeg rigtig klar på at præstere og lave et godt resultat. Jeg havde bestemt mig for at følge med teten men ikke at skulle frem og trække. Jeg følger fint med til post 1 og kommer så helt i front på vej til post 2, da de to forreste kører forbi en sti, som jeg så drejer nedaf for bare at vise de andre hvor mosen er, da jeg ryger lige på hovedet i den og må kæmpe for at få mig selv og min cykel op igen. Da det er lykkedes er jeg næsten bagerst og har en løs kortplade som roterer for et godt ord. På post 3 bliver jeg trukket til den forkerte post fordi jeg er så træt af det og bare skal hente de andre. Jeg opdager det dog hurtigt og får kørt til min egen post og gafling, hvor jeg kun ligger sammen med Juuso fra Finland. Vi kører sammen et stykke tid hvor jeg ikke kan se en skid på mit kortbord mens jeg kører og tager derfor flere stop. På nær en overset sti til min post 7 kører jeg egentlig rigtig fint med er rigtig træt af min kortplade og gider ikke køre anden runde for at ende sidst på resultatlisten pga. dårligt materiale, når jeg startede for at lave et godt resultat. Rigtig trælst, for jeg havde rigtig gode ben og var egentlig rigtig skarp og fokuseret.

Så overordnet set var worldcuppen noget lort resultatmæssigt, men jeg tager også rigtig mange gode ting med. På mange poster er jeg ikke ret langt efter og med lidt træning så er jeg endnu kortere efter og hvis jeg så bare kan minimere de fejl jeg laver, så ser det ikke helt skævt ud.

Resultater, splittider, lidt billeder og kort kan ses på http://www.wcup.pl/

Nu skal jeg til Sverige og kører de svenske mesterskaber her i weekenden, hvorefter jeg tager to mdr. til USA for at cykle.  Det glæder jeg mig vildt meget til og der kommer nok også noget på bloggen undervejs 🙂

Det danske landshold i Polen med vores nye Trimtex caps 🙂

/Rasmus

12 timers intensiv jagt

I sidste weekend var jeg taget til Sjælland, nærmere bestemt Nøddebo, for at køre nordens største 12 timers mtb løb, H12. Jeg var tilmeldt med Bergmann og Proschowsky, men vi havde haft lidt svært ved at finde en sidste mand, så to dage før løbet fik vi Rasmus Folino, der er gammel juniorlandsholdløber i orienteringsløb, med på holdet. Folino selv sagde han ikke var i så god cykelform, men han var lige kommet hjem fra en sæson på langrend i norge og havde kørt vasaløbet i 5 timer og 20 min så vidt jeg husker, så lidt form måtte der da være.

Inden starten havde vi kigget lidt på de andre hold og umiddelbart så konkurrencen ikke så hård ud som den plejer at være, måske fordi der var sramliga om søndagen. Sidste år blev vi nr. 10 og derfor var vores målsætning i år at køre i top 5 i det 202 hold store felt.

Desværre starter løbet ikke helt som vi vil. Ca. halvvejs på første runde får Proschowsky, der kører første tur, sin anden punktering, og da han kun havde CO2 patroner med til første punktering og ingen ekstra pumpe, må han løbe de 6,5 km, der er hjem. Detbetyder, at han skifter mig ud som nr. 167 med 20 min. op og en helvedes masse langsomme ryttere foran mig, der endnu ikke er blevet spredt men kører i store klumper, som er svære at overhale på de små singletracks. ØV.

Derfor starter vi en vanvittig jagt på at hente nogle af de gode hold. Jeg kører os op som nr. 92 (hvor jeg samtidig ødelægger min ene sko), Bergmann fortsætter den gode stil og kommer ind som nr. 45 i hvad der viser sig at være vores holds bedste tid i løbet af dagen. Folino glemmer at tage sin astma medicin, men giver den alt, hvad han kan, kører en acceptabel tid og sender Proschowsky ud som nr. 33. Herfra begynder det at gå lidt langsommere med at køre placeringer ind, men ligeså stille kravler vi derop af. Med omkring 4 omgange tilbage kan vi chancen for at køre os i top 10 og overhale vores gamle team, Team ride4fun med Bjarke Refslund på holdet. Desværre fyrer Bjarke den max af og kører to hurtige omgange, mens Proschowsky i stedet indkasserer punktering nr. 3 og endnu en omgang tabt tid. Vi ender derfor med at have kørt 15 omgange i tiden 11 timer 23 min, hvilket placerer os som nr. 14 kun 5 min fra top 10. Endnu engang ØV, men sådan er 12 timers løb. Nogle gange kan man køre samtlige 12 timer uden defekter, men andre gange går det hele galt. Så vi må jo bare prøve igen næste år.

Personligt kunne jeg godt mærke at jeg ikke havde så meget at skyde med. Jeg kørte omgangstider på 0:43:54, 0:43:17, 0:44:40 og 0:44:27, så mine tider lå meget konstant men jeg kørte 3 min langsommere end Bergmanns hurtigeste tid, som dog blev sat i tørvejr og uden alle de langsomste ryttere foran, mens jeg kun kørte omgange i regn og som den bagerste i feltet. Så det er okay, men der er lidt at arbejde på J

Mit knæ havde det også fint, så det er rigtig positivt, nu hvor USA og de fedeste tracks venter om en lille måneds tid.

Resultater og omgangstider for H12 kan ses her.

Der ligger masser af billeder fra løbet på H12’s egen hjemmeside. Jeg fik ikke selv taget nogle, fordi jeg hele tiden havde travlt med at klæde om, få noget at spise, få varmen på majs koldeste dag, vaske cykel, tjekke resultater osv.

/Rasmus

Ny sponsor: Orifix

Noget af det vigtigste udstyr til mtbo, udover cyklen, er kortholderen. Derfor er det med glæde, at jeg kan præsentere Orifix.net som ny sponsor.

Orifix har valgt at sponsorere mig med en af deres kortholdere, som jeg her vil beskrive.

Kortholderen minder meget om Mirys men adskiller sig dog alligevel på flere områder. For det første kan stativet fås i 10 forskellige farver, så den matcher 100 % til cyklen, og dernæst kan stativet fås i 2 forskellige højder – 80 mm, 110 mm, hvortil en extension på 50 mm kan tilvælges, så højden passer til ens behov. Stativet, der er asymmetrisk, så det både kan sidde tæt på dig eller længere væk, passer også både til standard og oversize styr, da der følger to spacere med, som bruges ved standard styr. Når stativet sættes på styret kan man enten bruge umbraco skruer eller fingerskruer, som ikke behøver værktøj for at spændes. Skruerne kan både skrues i fra oven og fra neden, da der er to gange gevind, hvilket også gør at skruerne ikke falder ud når du skal have stativet af.

Stativet er lavet i fire dele, som samles med 4 skruer, hvilket er enorm nemt og smart, hvis kortholderen skal pakkes ned.

Kortholderen som man får den tilsendt – usamlet

Selve kortbordet kan fås i tre forskellige størrelser – 275x275mm, 250x300mm og 300x300mm, og to forskellige farver – sort og transparent/hvid. Fælles for de tre plader er, at det klare plastic cover fæstnes fire steder på bagsiden af pladen med velcro, hvilket gør det hurtigt og nemt at få kortet sat fast og kortet holdes stort set tørt i regnvejr.

Kortpladen sidder fast på stativet med en skrue, der kan strammes uden værktøj. Kortpladen kan selvfølgelig dreje 360 grader, så kortet hele tiden kan være nordvendt.

Samlet og klar til montering

Jeg har selv valgt et 110 mm stativ i grøn og en sort kortplade i 300x300mm, hvilket har den nette vægt af 380 g, hvilket er hele 25 g lettere end min gamle kortholder, der havde samme størrelse 😉

I løbet af weekenden har jeg så testet kortholderen til årets første world cup, og jeg må sige at jeg er meget positiv. Hele kortholderen kom i en stor kuvert og skulle samles, hvilket tog 5 min og var enormt let.

Kortet er også let og hurtigt at få på plads, når det udleveres i startboksen, da der ikke er nogle knapper der skal trykkes gennem op til nogle gange fire lag papir. Det er bare at åbne coveret i to sider, smække kortet ind under og så give de to hjørner et let klap om på bagsiden. Let og hurtigt, og så er der mere tid til at studere kortet. Jeg kan kun anbefale denne kortholder.

Klar til race

Orifix forhandles endnu ikke i Danmark, men jeg vil kunne hjælpe med eventuel kontakt og senere vil kortholderne måske kunne købes gennem mig.

Men tag et kig på Orifix’ hjemmeside www.orifix.net og læs mere og se det store udvalg af farver 🙂

/Rasmus

Årets første world cup, Tjekkiet.

Jeg er netop hjemvendt fra årets første world cup afdeling som fandt sted i og omkring Ritka ca. 20 km udenfor Prag. Efter 1. afdeling af den hjemlige Trimtex cup for 2 uger siden, som jeg ikke fik skrevet om, men hvor jeg kørte en 3. plads, en 2. plads hjem og et rigtig ømt knæ hjem, var jeg meget i tvivl om hvordan det ville gå, og jeg havde derfor heller ikke så store forventninger.

Dejligt med den nye landshold regnjakke fra Trimtex.

World cuppen lagde ud med langdistance i Kytin om lørdagen, hvor jeg skulle starte som nr. 4 og stort set hele løbet gik rigtig godt. Jeg fik taget et dårligt vejvalg til post 16, og lavede så ellers en kæmpe hjerneblødning til næstsidsteposten, hvor jeg får vendt kortet 90 grader forkert og så ellers bare begynder at koge rundt på en sti, som jeg slet ikke skal være på. Jeg fatter hat og inden jeg endelig finder ud, hvad jeg har gang i, har jeg tabt 8 min og 24 pladser, så jeg ender som nr. 55. Meget skuffende på en dag hvor o-teknikken på nær den ene fejl kørte rigtig godt. Fysisk følte jeg ikke jeg kunne trykke igennem som jeg gerne ville, men efter også at have været snottet på den store klinge i 4 dage i weekenden inden, var det måske ikke så mærkeligt.

Bjarke stod for den bedste danske præstation og blev nr. 14 på en dag, hvor det overraskende var Samuel Pökälä fra Finland, der tog sejren.

Søndag stod på mellemdistance med stævneplads lige udenfor det hotel vi boede på. Der var 5 km med 140 højdemeter til start, så der var lagt op til noget downhill. Den første del af banen var rigtig teknisk og jeg tog mange stop for at være sikker. Derudover var der en del stejle nedkørsler hvor man også skulle være skarp. På nær et lille minuts bom på post 5 kører jeg sikkert i posterne uden at køre så stærkt. Fra post 13 og hjem var det rimelig let orienteringsmæssigt og med en voldsom stigning til post 14 blev det noget mere fysisk præget, hvilket passede mig fint, hvilket også kan ses på stræktiderne, hvor jeg kører mig 9 pladser op. Jeg ender som nr. 27, sølle 25 sek. efter Michael Sommer, som blev bedste dansker en placering bedre end mig. Alt i alt var jeg okay tilfreds med mit løb. Når det bliver o-teknisk svært er jeg ikke så god, så at jeg havde kørt stort set uden bom var positivt, og så var der også noget mere at skyde med end dagen før.

WC Tjekkiet Mellem

Mandag sluttede vi af med stafet, hvor jeg skulle køre førstetur med Caroline på andentur og Johan som sidste mand. Bjarke og Michael kørte også førstetur og fra start tager vi tre teten ud mod starttrekanten, hvorfra jeg også kører først til min første og anden post. De forskellige første ture er gaflet helt vildt, så det er slet ikke til at få overblik over, hvor man ligger i feltet, men jeg har okay skud i benene og henter mange der har haft en kortere gafling. Post 8 bommer jeg en lille smule og skal så hente en del igen. Ved post 11 og lige inden publikumspassagen må jeg dog indkassere en punktering og et meget fladt forhjul. Jeg får dog forholdsvist hurtigt skiftet slange men punkterer så igen ved post 13. Jeg kan dog køre halvvejs til post 14, men må så af og da der ”kun” er 5 poster igen, vurderer jeg at det er hurtigere at løbe den hjem end at skulle i gang med lappegrejet. Jeg kommer derfor i mål som nr. 27 ud af 29. Bjarke fik også defekt undervejs og måtte udgå, så derfor var det kun Michaels hold som var med fremme. Mit hold endte næstsidst mens Michael, Camilla og Bergmann endte som nr. 10.

WC Tjekkiet stafet

 En rigtig skuffende dansk dag, men udover mine punkteringer og et enkelt bom på post 8 synes jeg, det var gået rigtig godt.

I løbet af weekenden var vi indlogeret på et hotel med tilhørende rideanlæg og en frygtelig masse heste. Heldigvis blev hestene på de 1000 billeder, der hang på gangene og i ridefolden. Heste og mountainbikere er som regel ikke den bedste kombination, hvilket Proschowsky også fandt ud af, da han vredt blev anråbt af hotelejeren og fik af vide, at han ikke måtte cykle på gårdspladsen, for det skræmte hestene. Hvad sker der? Skyd den kødscooter og lav et måltid ud af den i stedet 😉

De lidt korte dyner på hotellet.

/Rasmus

Ny låge i stalden

Ja da, noget af det bedste der findes er at få en ny cykel, og det har jeg lige fået, eller købt er måske mere rigtigt, men ikke destro mindre ejer jeg nu en cykel mere, og hvilken en. Jeg har længe været på udkig efter en fullsuspension mtb (jeg har solgt min cupe), da jeg til juni rejser til USA for at køre mtb i to måneder, så da jeg i søndags så en knap et år gammel Cannondale Scalpel kunne jeg simpelthen ikke lade være med at tage ud og se den for derefter at købe den.

For mig er en Scalpel en af de fedeste fully’er, da den ikke har noget hængsel ved krankboksen. Den er lavet så den bare flexer i carbonen, hvilket gør den lettere – OG så meget mere liret 😉

Her kommer lige en spec liste

Stel: Cannondale Scalpel 2011, BallisTec Hi-MOD, Zero Pivot, BB30

Forgaffel: Lefty Speed PBR Lite

Bagdæmper: Rock Shox Monarch RT3

Bagskifter: Sram XX, 10 speed

Forskifter: Sram XX

Trigger: Sram XX

Bremser og skiver: Sram XX

Krank: FSA Afterburner 386 med 2-klinge setup

Forhjul: DT Swiss XCR 1.7

Baghjul: Spinergy Disc

Sadel: Token

Styr: Token Carbon

Barends: Ritchey WCS

Her de sidste par dage har jeg så testet den lidt på de fede spor i Varde grusgrav og i Blåbjerg, da jeg var i sommerhus med en kammerat, og jeg kan kune sige at den bare køre pisse godt. Den mærkes ikke som andre fullyer når man står og accelererer, hvor den virker stiv, men når man kører over rødder og huller flexer bagstellet, så den lige tager de værste rystelser. Lefty forgafler kører også rigtig godt, så selvom det ser mærkeligt ud så er det fedt at køre med.

Mit første indtryk af den er derfor kun positivt, og jeg glæder mig til at komme ud og køre noget mere på den 🙂

/Rasmus

MTBO Camp 2012

Fra d. 30. maj til 3. april deltog jeg i den årligt tilbagevendende sæson åbner for mtbo folket, MTBO Campen, som i år havde base i  Hillerød. MTBO Campen er en hyggelig måde at starte sæsonen på, da der både er konkurrencer men også træninger så man har mulighed for at komme ind på kortet igen efter en lang vinterpause, hvor der for mange og i hvert fald for mit eget vedkommende ikke har været mange o-tekniske træninger. Herudover er campen ofte velbesøgt med deltagere fra Sverige, Finland, Østrig, Rusland, England, Tyskland, Schweiz og sikkert nogle jeg har glemt. Men det betyder at man lige får snakket med nogle af konkurrenterne og får et lille indblik i hvordan deres vintertræning er gået.

Fredag aften åbnede campen med en natsprint i Præstevang, hvor jeg egentlig havde et okay løb udover nogle fejl ved nogle stier som ikke var på kortet og en sti som var forsvundet i fældede træer. Jeg følte jeg havde okay ben, så det var bare at lade orienteringen styrer farten. Som noget nyt kørte vi med det touch free SportIdent Active Card, som er kendt fra ski-orientering. Det er en enhed lidt ligesom Emit, hvor man kan klippe posterne uden at skulle stemple dem. Med Active Card Skal man bare indenfor en raius på 60 cm for at klippe posten, hvor brikken så kvitterer med blink og en “bib” lyd. Posterne kan registreres med op til 40 km/t hvilket er en spor fordel i mtbo. Personl.igt fik jeg dog ikke det bedste forhåndsindtryk, da min enhed gik i stykker på strækket fra sidsteposten til mål, hvorfor min tid ikke kunne registreres.

Lørdag formiddag stod programmet noget usædvanligt for MTBO Campen på et World Rankig Event (WRE) i Gribskov Midt. På forhånd havde jeg lagt fokus på denne konkurrence samt søndagens WRE. Jeg havde derfor analyseret de to terræner og tilpasset min o-teknik til konklusionen for terrænanalysen. Henover vinteren har jeg sammen med Søren Strunge ændret min o-teknik, og lørdagens mellem distance car derfor første test af o-teknikken i en konkurrence. Og heldigvis fungerede min taktik rigtig godt og jeg kunne køre en 9. plads hjem 3.21 efter vinderen Jussi Laurila. Jeg mistede tid på 3 poster hvor jeg ikke fik taget det helt rigtige vejvalg, men jeg udførte min plan, hvilket var mit fokuspunkt.

Om eftermiddagen var der træning i Stenholt Vang.

WRE mellemdistance kortet

Søndag stod den igen på WRE, denne gang langdistance, og igen kørte jeg overordnet rigtig godt. Jeg følte ikke helt jeg havde hul igennem til stægerne og laver kun 2 rigtige fejl ved post 6 og 17, hvor jeg den ene gang kører på en sti der ikke er på kortet og må vende om og hvor jeg anden gang kører lige fordi den sti jeg skal ind af uden at se den. Mit løb rakte til en 11. plads, hvilket jeg var okay tilfreds med eftersom min form ikke er helt som den skal være.

Mandag skulle vi både køre mellemdistance i Tokkekøb og sprint i Gadevang. På mellemdistancen var der massestart men igen gaflinger, så Proschowsky og jeg vælger at starte for os selv, henholdsvis 3 og 4 mine efter feltet, for at træne vores o-teknik og ikke kroge-teknik. Udover et stræk hvor jeg har hentet en og lige hænger en lille smule laver jeg ingen fejl og kører rigtig godt indtil strækket til næstsidste posten hvor jeg mister en klingebolt og brækker mellemklingen på vej op af en bakke. Med denne defekt kunne jeg ikke cykle på min cykel og måtte udgå, men med et godt løb i bagagen.

Desværre havde jeg mit krankværktøj derhjemme og jeg kunne derfor ikke skifte klingen. Derfor fik jeg lov at låne Lasse Pedersens nye 29” hardtail, en Merida Big Nine. På nær en enkelt post hvor jeg tror jeg er på vej til den næste post og derfor ikke lige fatter hvor jeg er kører jeg et godt o-teknisk løb. Jeg er normalt ikke så godt på sprint så jeg holder lidt igen for at få flyd, og farten stiger ikke af at jeg på vej til post 9 ud af 16 knækker ventilen på baghjulen og indkasserer et meget fladt dæk. Da jeg kun har lånt cyklen har jeg ingen 29” slange med ud og må derfor nøjes med min 26” latex slange som ikke er meget for at strække sig 3” ekstra, og da dækket falder af fælgen bare man kigger på det bleve det ikke denne mandag eftermiddag jeg slår rekord i hurtigste slangeskift. Små 20 min og mange bandeord tager det og motivationen for at kører stærkt er forsvundet sammen med ventil hovedet. I mål tænker jeg så: “Halløj, nu får jeg sikkert “præmien” for langsomste tid”, men nej. Selvfølgelig er der en finne som har kørt langsommere end mig, og mens jeg skriver dette kan jeg se, han er blevet tager ar resultatlisten, hvad sker der for et lorteløb??!!

Sidstedagen tirsdag stod på ultra langdistance med fællesstart, en distance jeg normalt synes er rigtig god, men efter 4 poster kan jeg mærke at knæet ikke er helt godt. På gårsdagens sprint kunne jeg også mærke det, men jeg troede det ville gå over. Det gjorde det desværre ikke og jeg vælger at køre hjem, da jeg ikke umiddelbart tror at mit knæ har godt af 2 timers ræs mere.

Resultatmæssigt var det ikke de bedste 5 dage for mit vedkommende, men jeg fik trænet en masse o-teknik, hvilket er vigtigt for mig, da det er her jeg tidligere har haft min svaghed, så set med de briller, var det 5 gode dage med gode baner, og heldigvis var årets sæsonmål ikke at vinde campen. Nu er det bare at arbejde videre med o-teknikken og formen, så jeg er klar når starten går til årets første World Cup i Tjekkiet d. 5 maj.

Alle tider og baner kan ses her.

Sæsonstart med sejr

I søndags kørte jeg Fitness.dk løbet i Slagelse. På forhånd var jeg meget usikker på min form og mit knæ, og om jeg overhovedet kunne gennemføre, og derfor var jeg heller ikke forhåndstilmeldt. Efter en tur på raceren om lørdagen, hvor jeg fik godt ondt i knæet bestemte jeg mig dog for at tage med alligevel og prøve knæet af, dog kun på den korte ”børnebane” på 57 km og ikke den lange 76 km, som jeg kørte sidste år.

Vejret var rigtig flot allerede fra morgenen af, så den langærmede cykeltrøje blev liggende i bilen. Startskuddet lød kl. 10.05 hvorefter vi skulle køre et 4 km startloop, inden vi kom ind på den knastørre 19 km omgang, som jeg skulle køre 3 gange. Selvom jeg på forhånd havde bestemt mig for ikke at skulle ligge og trække feltet, kom jeg først ind på ruten, som startede med en singletrack sektion. Her var der kun 2 der kunne hænge på, som så også smuttede forbi mig, da jeg tabte kæden lige inden det første grusvejs stykke. De blev dog hurtigt hentet igen, og da ingen af dem rigtig gad trække trak jeg bare fra under halvvejs på første omgang. Herefter kørte jeg alene hele vejen, hvilket, måske i kombination med dårlig form, gjorde at jeg på sidste omgang var rimelig stegt, hvilket også kunne ses på min omgangstid som var 5 min langsommere end 2. omgang. Jeg kom dog i mål til sejr i tiden 2:36 og kunne herefter gå ombord i det store kagebord der altid er til denne sæson åbner.

Ligesom sidste år var min ryg rimelig smadret, men knæet havde det godt, så det var fedt at komme i gang igen og få en positiv oplevelse – og så en sejr i første konkurrence for 1900 mtb.

Så nu håber jeg bare, at knæet holder til næste weekend, hvor der er MTBO Camp på Nordsjælland.

I øvrigt vandt Benjamin Justesen herrernes sportsklasse (76km), mens Rikke Kornvig vandt damernes sportsklasse (57 km).

 

/Rasmus