Halleluja for aircondition

”Brian Head Resort, hvad sker der for overnatningsmulighederne? Enten en knoldet mark uden så meget som et hul i jorden eller 93 dollars for et værelse, der er en fjerdedel værd??” Nå men så kører vi da bare videre og kan passende begynde at skrive dette blogindlæg.

Fra vores sandkasse i Page gik turen til den nærliggende Lake Powell, hvor vi efter et skuffende besøg på sten-stranden opdagede, hvorfor alle de andre turister sejlede rundt ude på søen i stedet for at få deres tæer viklet ind i tang. Med dankortet i hånden stod beslutningen blot mellem at leje en husbåd, en kæmpe speedbåd eller en vandscooter. Man skulle bare være 18 år for at leje både, så der var frit valg på alle hylder. Vi endte dog med en vandscooter der i gennemsnit kunne sejle 30-35 mph. Det skulle dog testes, så knap var vi kommet ud af havneanlægget før gashåndtaget blev trykket i bund: 8000 omdrejninger pr. min og 62 mph (100 km/t) – JA TAK, det rykker i røvhårene (specielt når man sidder bagpå og slet ingen føling har med båden).

Vandscooteren, som vi havde lejet i to timer, blev rykket max rundt og et par gange eller 10 måtte vi også se vandscooteren fortsætte et par meter videre uden os selv. På brochuren stod der, at der var brandstof nok til 3-4 timer, men det holdt heller ingen steder. Da vi var færdige, var tanken næsten tom, men til vores held kunne udlejningsfirmaet kun finde ud af at fylde 6 gallon på, hvor vi nok nærmere skulle have betalt for 11 😉

Jet ski på Lake Powel

For at fuldende en god dag købte vi en ordentlig satan af en entrecote bøf, nogle pølser og en ordentlig omgang salat. Så var der dømt grill for alle pengene. Bøffen smeltede på tungen mens pølserne knap nok egnede sig til at blive skyllet ud i toilettet. Vi må nok bare indse at ostepølser i udlandet ikke er helt det samme som i Danmark.

Dagen efter tog vi på en guidet tur til Antilope Canyon, som krævede en tur i en firhjulstrækker. Til vores store fornøjelse var vores guide ham med den tungeste fod, så udover at se den meget flotte canyon, fik vi også en sjov tur i den åbne firhjulstrækker.

Antilope Canyon

Yaa!! FOX affjedring på jeepen

Herefter gik turen til Grand Canyon. Ja du læste rigtigt! Vi tænkte vi lige ville se den igen, men denne gang fra den noget mindre turristede nordside. Efter 25 miles af spændende grusstier nåede vi endeligt ud til kanten. Her var ikke et øje, og i modsætning til sydsiden kunne vi her få lov at nyde det pragtfulde syn fra sadlerne på vores cykel. Et 18 miles langt singletrack snoede sig langs kanten og førte ud til 5 udsigtspunkter.

MTB Trail på nord siden af Grand Canyon

Næste stop på vores tur var Bryce National Park, hvor vi fik set en masse Hoodoos. Vi fandt aldrig helt ud af hvad det var udover klipper, men flot og anderledes var det. Om aftenen sov vi på Ruby’s Inn i Bryce City, som udelukkende bestod af butikker eller overnatningssteder ejet af Ruby, den havde han sku luret godt. Vi kvitterede med at gå i poolen uden at have været i bad efter vores cykeltur.

Søgaard spejder ud over Bryce Canyon, i håb om at finde en Hoodoo

Efter anbefaling fra Bjarke Refslund tog vi en cykeltur i det nærliggende Red Canyon. Vi var begge rimelig smadrede efter at have sovet i telt i en uge, så vi endte med at tage det mest kendte spor ”Thunder mountain trail” som en restitutionstur. Desværre var kun Søgaard, der tordnede. Han var ikke helt tilfreds med sin cykel, som lige fik en flyvetur ind i en busk. Udover den sidste rigtige nedkørsel, var trailet ikke specielt fedt, men den nedkørsel var så også rimelig sprød.

Generelt har vi ikke haft problemer med at udtage vores vejvalg her ovre, men på vej til Las Vegas blev det lidt mere spændende. Erfarne adventure racere ville sikkert have taget højde for det, men vi blev lokket lige i vejvalgs fælden, da en stor skovbrand havde lukket et lille område på et par hundrede kvadratkilometer af skoven af. Samlet tidstab ca. 64 minutter. BOM.

Skovbrand…

Frem kom vi dog, og fandt os et lille Motel i nærheden af The Strip. Igen kan vi konstatere at det havde været bekvæmmeligt at have 21 somre på ID kortet, da det ellers er praktisk talt umuligt at finde et hotel på The Strip. Dagen efter fortsatte hotel jagten, og vi fandt frem til at Hilton måtte være det bedste sted for små drenge som os. Det lå godt nok ikke på The Strip, men til gengæld har det sin egen togstation, og en Buffet med over 100 retter! Som ved alle andre buffeter tog vi det selvfølgelig som vores samfundspligt at spise for laaangt mere end hvad vi betalte. Hilton er endnu ikke gået konkurs, men den ene dag lykkedes det os at spise så meget mad, at vi kunne nøjes med det ene måltid.

Opskriften er simpel: Gå ned til morgenmadsbuffeten (Den billigste buffet om dagen) kl. 10:45, æd dig stop hamrende mæt i French toast, pandekager, æg, bacon, melon, scones og alt hvad hjertet ellers begærer. Klokken er nu ca. 11:15, og du vil erfare at morgenmaden er blevet erstattet af en overdådig middag/aften buffet. Her starter du bare fra en ende af med at smage det hele, hvorefter du går et par omgange ekstra for lige at snacke det bedste. Hvis dig eller din makker på noget tidspunkt skulle blive mæt og have trang til at give op, må i sørge for at huske hinanden på at der er stor forskel på at være mæt, og ikke at kunne spise mere.
Måltidet afsluttes derfor med et par runder i kagebuffeten, hvorefter de meget gerne skulle have indtaget rigeligt med energi til resten af dagen.

Noget af Proschowskys morgenmad den sidste dag.

Ud over den lækre mad bød Vegas, på nogle af de største og mest pompøse bygninger vi nogen sinde har set, og nogle af de mindst påklædte damer.

Pirat show i Vegas

Det er alt hvad i får for denne gang. Vi er godt nok kommet lidt længere på vores rejse, men skrivemaskinen kører desværre ikke helt så hurtigt som Tahoen.

Rasmus og Andreas