Status: 41 grader i snit og osten er smeltet!

Endnu en gang er vi nået til en campingplads i ørkenen, og det må derfor være på tide med et nyt blogindlæg. Af en eller anden årsag er det også kun campingpladserne, hvor temperaturen aldrig kommer under 30 grader, at der er internet.

Efter vi forlod Blythe for lidt over en uge siden er der sket en masse. På vej til Tucson fandt vi et vildt sprødt mtb trail i Pheonix, hvor et stykke af ørkenen var forvandlet til en labyrint af spor mellem et hav af kaktusser. Selvfølgelig skulle vi ud og køre mens det var varmest. Heldigvis blæste det lidt, men det hjalp ikke meget mod de 45 grader.

En rimelig original opmærkning af sporet i Phoenix.

Efter en tur i Pheonix ovnen ankom vi til Tucson, hvor vi blev taget godt i mod af Belin og fik vist vores værelse. Lidt senere kom Marianna med lillebror JP og deres onkel. Om aftenen tog vi i biografen og så Prometheus, en ganske udmærket fremtidsfilm, men det bedste var nu næsten køreturen frem og tilbage.  Den foregik i en oldschool Cadillac med det vildeste læderindtræk i en så pornorød farve, at man skulle tro den var blevet censureret væk i USA. Den store køler og en blød affjedring gav den en helt speciel stil, men desværre failede den max da vi skulle hjem fra biografen – no battery 😦 Vi fik dog hjælp af en flink mand i en stor pickup og hjem kom vi.

Familien i Tucson

Det smukke indre af Marianas Cadillac.

Fredag tog vi lige et smut til Nogalez i Mexico, hvor Marianna og Belins bedstemor bor. Her blev vi inviteret på mexicansk mad og slik, hvor maden var væsentlig bedre end slikket. Mexicansk slik findes både i version der smager som at tygge i en gammel lædersko og så en for normale mennesker, der godt kan lide det lidt sødt.

Den mexicanske slikbutik

Til gengæld er mexicansk bowling ligesom i Europa, så her blev det også til en sikker sejr til Rasmus 😉

At komme ind i Mexico var ca. ligeså nemt som at komme ud af tivoli. Ingen kontrol, ingen pas, kun et lille skilt hvor der stod man ikke måtte medbringe våben, hvilket den mexicanske befolkning nok ikke helt har forstået. Efter turen i New York var vi lidt spændte på hvor svært det mon ville være at komme ind i USA igen. Proschowsky var måske ligefrem nervøs, da grænsepolitiet (Selvfølgelig veludstyrede med diverse automat våben) Ikke lige kunne se at Søgaard havde været i USA før…. De fandt dog heldigvis stemplet i passet, og lod ham passere. Proschowsky så lidt mere suspekt ud, men efter at have lovet ikke at have stoffer med, fik også han lov at komme igennem. Alt i alt en meget overskuelig omgang, der klart kan anbefales, frem for turen over New York.

Rasmus går tur med lillebror JP

Om aftenen prøvede vi at snige os på bar med Marianna og Belen, men da Proschowsky blev spurgt om ID, var Søgaard ualmindelig hurtig til bare at bestille en vand. Det kan godt være man kan køre bil fra man er 16, men bestille sig en lille uskyldig øl, det kan man ikke før man er 21.

De følgende dage brugte vi på at besøge noget mere familie, være kulturelle i form af et besøg på det lokale flymuseum og en række af byens cykel bikse, hvor det blev til en lille souvenir (et nyt sæt xt bremser til proghornen, der længe havde hængt lidt i avid bremsen).

Et fly i lidt mindre målestok

I kantinen må man åbenbart ikke have sin gun med ind.

Lidt træning blev det dog også til. Vi fandt et fedt mtb trail og uden tvivl det fedeset heste spor ever i Catalina national forest. Hvis bare kødscooterne i Danmark ville lave sådan nogle spor, ville vi måske have mindre trang til at spise dem. Det var et langt singletrack hvor man hele tiden kunne holde høj fart og flow. Super lækkert.

Hestesporet i Catalina. Lidt noget andet end de hullede, mudrede, totalt op pløjede heste stier vi har her hjemme.

Søndag morgen stod den på endnu en lille trænings snack i form af 45 kilometers stigning til toppen af Mount Lemon. En lille knold i deres baghave på knap 3 km. Den startede desværre ikke helt nede ved havet, så vi måtte nøjes med 2300 højdemeter :s Til gengæld var udsigten fantastisk, selvom det hele hurtigt var forbi, og vi efter 2:45 måtte vende næsen hjem af.

På toppen af Mount Lemon

Til dessert bestilte vi 2½ times tennis træning med Mariana og Belens 11 årige lillesøster Krista. Da vi havde fået stille vores trænings sult, tog vi forbi Red Box automaten, og hævede to film på beløbet, 1½ dollar, jo tak.

Mandag tog vi forbi universitetet, hvor vi fik pryglet noget jern i deres gigantiske gym inden vores nye coach Mariana viste os hvordan man tager solbadning til et helt nyt niveau – en flydende skummadras i den afkølede pool, hvor udsigten bestemt heller ikke var til at klage over.

Tirsdag var vores sidste dag i Tucson. Vi havde planlagt at tage af sted tidligt om morgenen, men inden vi fik spist den overdådige morgenmad og sagt farvel var klokken næsten 12. Familien var ikke meget for at vi tog af sted, men vi lovede at komme tilbage en anden gang.

Den rutinerede mor lavede lige æg, bacon og french toast til hele familien, mens den yngste søn hyggede sig på armen.

Herefter gik turen mod Sedona. Et sted vi var blevet anbefalet – og det med god grund. Sedona ligger i red rock country hvor alle stenene og klipperne er røde. Desværre er der også rigtig mange kaktusser så hvorfor ikke lige indkassere 5 punkteringer på under 24 timer? Vi fandt et sygt frådern trail med slick rock, drops og en lille kløft, hvor vi var nødt til at kaste os selv og cyklerne over.

Trailhead i Sedona

Her gik vi og troede danske komanulansatte var ineffektive 😮
PS. Der er to mænd mere til at prøve at regulere trafikken fra de andre veje.

Onsdag aften kørte vi til Kaibab National Park, hvor vi for en kort bemærkning slog teltet op. 03.40 stod vi nemlig op igen for at køre til Grand Canyon og se solopgangen ved Yaki Point. Det var et flot syn at se solen kaste sine første stråler ned i den dybe kløft. Vi nøjedes dog ikke med at se ned i den, vi barberede også lige en 2-4 timers hike ned i kløften på 1 t 35 min. En lækker tur der gav lidt sved på panden/ryggen.

Solopgang i Grand Canyon

Vi holder varmen!

Udsigt over Grand Canyon

Inden vi helt forlod Grand Canyon nåede vi også lige at se udsigten fra udsigtstårnet ved Dessert View. Nu sidder vi i vores egen lille sandkasse, hvor vi skal campere de næste to dage.

Vores campingplads / Sandkasse i Page.
Her er lidt varmt, men hvis man gør sandet vådt er det sygt godt at bygge sandslotte af.

Den amerikanske udgave af Proschowsky… Så meget for at have stavet hele sit navn i telefonen.

Om ikke andet, så kommer der et nyt blogindlæg når vi krydser Nevada på ”The loneliest road in America”, men mon ikke vi havner i en ørken inden da 😉

Det var alt herfra. Sørg nu for at drikke vand nok derhjemme så i ikke besvimer i varmen!

/Proschowsky og Søgaard

Kørerturen til Page bød på en hel del flotte views.

Natbadning i poolen. Ganske behageligt når både vand og luft er 30 grader

30/06/2012 | Categories: Uncategorized | Skriv en kommentar

The first week in the states

Nu har jeg været i USA i en uge sammen med Andreas Proschowsky. Vi er i skrivende stund ved at krydse ørkenen imellem LA og Tucson, og har derfor tid til lige at skrive denne lille roman om vores oplevelser so fare.

Vi tog hjemmefra sidste tirsdag kl. 7 og så tog det fart! På vej  til LA havde vi en mellemlanding i New York og heldigvis var flyet 1 time tidligere fremme end planlagt, hvilket betød at vi lige akkurat kunne nå at komme igennem den meget omfattende kontrol for at få lov at komme ind i landet. Ikke nok med at vi havde udfyldt ESTA papirer hjemme fra, blev udspurgt af ”sikkerheds agenter” i Kastrup, fik scannet alt bagagen, udfyldt nye papirer i flyet, så skulle vi også lige igennem lidt over to timers sikkerheds kontrol i New York. Her blev vi først jaget i den rigtige kø af Big Mamma, hvorefter vi fik taget fingeraftryk af begge poter, blev udspurgt om destination og formål for rejse og tjekket vores pas et halvt dusin gange. Så tror man ligesom man er færdig men nej. Vi skulle også lige finde vores bagage, stille os i en ny kø, for derefter at aflevere den på et nyt bagagebånd, stille os i endnu en kø for endnu en gang at blive sikkerhedsscannet og endelig kunne vi komme med flyet, hvor de selvfølgelig ikke havde mere mad, til LA.

Efter 6 timers sultestrejke kom vi endelig frem. Her havde Gerry og Colleen (Proschowskys familie, som vi skulle bo hos) sørget for transport hjem til deres hus. Her ventede os en varm velkomst med lækre sandwichs, en bil vi kan låne i 2 måneder  og to opredte værelser, det er luksus.

Vores bil de næste to måneder. Vi takker Gerry og Colleen.

Andreas’ værelse

Gerry og Colleens hus

De første to dage brugte på at få samlet cyklerne, prøvekørt dem i bakkerne, købt lidt af de ting vi manglede og ellers bare nyde livet og poolen ved Gerry og Colleens hus. Der ud over var vi inviteret til sommerferie fest med de ansatte fra den skole hvor Colleen er rektor.  Her blev vi også taget rigtig godt imod, og det var spændende at møde og snakke med de lokale. Vi mødte blandt andet Maria, der straks inviterede os hjem til hendes forældre, hvor vi da skulle møde hele familien og blive så længe vi havde lyst. Det er vanvittigt så åbne og imødekommende folk er imod os, selvom vi nærmest ikke kender dem.  Vi tog selvfølgelig imod tilbuddet og aftalte at mødes med dem lørdag morgen.

Fredag stod vi tidligt op for at tage i Universial Studios, en forlystelsespark i Hollywood, hvor vi prøvede en masse forskellige rutsjebaner, der alle var bygget op over forskellige film og indeholdt en masse specialeffekter og 3D film. Vi så også 2 live shows; et hvor en mega tyk mand, med mega meget selvironi viste hvordan man lavede forskellige speciel effects, og et hvor hele omgivelserne fra filmen Water World var genskabt i en stor arena. Her spillede de en scene fra filmen hvor byen bliver angrebet, i forsøget på at få oplysninger om ”Dry Land” Det indebar stunts på vandscootere, eksplosioner, et fly der landede i poolen, folk der blev skudt og faldt i vandet fra 10 meters højde, og en masse andre fede effekter. Til sidst var vi på the ”Studio Tour” En guidet rundvisning i Universal City, hvor Universial Studios film bliver optaget. Her så vi en lang række Kulisser til blandt andet, Desperate Houswifes, The Grinch, Pirates of the Caribbean, the Trueman Show og mange mange flere. Det var sjovt at se hvordan man kunne genkende nogle af stederne, og vildt at de rent faktisk har opbygget permanente byer med forksellige gader til at afsepjle forskellige områder og tidsaldre.

Mr. Beans bil

Kuliser fra filmen “The Grinch”

Water World i Universial Studios

Efter en lang dag i parken, fandt vi cyklerne frem og begav os op mod hollywood skiltet. Vi havde fundet en mountainbike trail der skulle gå op i nærheden af skiltet. Det gik helt fint op ad asfalten, MEN da vi ramte singletracket skulle man enten hede Julian Absalon på en god dag, eller være usandsynligt glad for at bære rundt på sin cykel, for det var nærmest umuligt at cykle. Efter halv times klatring nåede vi dog op til en virkeligt flot udsigt, en flok amerikanske tøser der troede vi var fra Australien og ikke anede hvad eller hvor Danmark var. Nedkørslen bød heldigvis på lidt mere cykling, og flere flotte panorama views ud over Hollywood og LA. Der var dog stadig en del steder hvor Danny Hard ville være blevet udfordret på den onde klinge, så det kørte vi selvfølgelig…… ikke. Pludseligt stod vi ved trailets start og tænkte ”what  the fuck” hvor fanden er Hollywood skiltet? Rimeligt skuffende at vi ikke fik set skiltet på tæt hold, men det er jo svært at få det hele med når man bare kommer blæsende forbi i bedste Tony Martin stil.

På toppen af Holly Wood Hills.

Proschowsky på vej ned af.

Lørdag ringede vækkeuret kl. kvart over 5, da vi skulle mødes med Maria og hendes familie. Det indebar en køretur på tværs af LA, ca. 125 km. Hvilket kan virke overkommeligt, men i LA målestok er riiimeligt langt, da de 7 sporede motorveje stopper fuldstændigt til!!. Frem kom vi dog, og her blev vi endnu en gang modtaget med åbne arme. Efter af have mødt hele Marias familie, hvilket vil sige, forældre, børn, søskende, og deres kærester, tog vi med dem ud og hike. Turen gik ned til bunden af en canyon, hvor vi sprang ud fra en klippe og fik os en lille dukkert i floden. Turen tilbage gik udelukkende op af, og var lidt mere udfordrende for nogle end andre, men op kom vi alle. På vejen hjem fik vi tanket lidt energi op på burgerstedet In N Out, hvor vi selvfølgelig skulle prøve den klassiske four by four. Bolle, 4 gange ost, 4 gange bøf og lidt frisk salat. 1000 kcal BOM. Tilbage på terrassen og få en kold øl og en lur inden vi skulle ud og spise på ”The Boiling Crab” om aftenen. Her var menuen skaldyr i rigelige mængder, serveret direkte på bordet. Ingen tallerkener, ingen bestik, bare en hagesmæk og klør 5. Virkeligt fedt koncept med nogle virkeligt gode og seriøst store krabber og rejer. Natten tilbragte vi tilbage hos Marias forældre, hvor Marias bror Adrian og hans kæreste sov på sofaen, så vi kunne bo på hans værelse.

Søgaard hopper fra klipper.

The Classics four by four Burger from In ‘N Out

Marias familie

Søndag morgen vidste Adrian os et lokalt mtb spor inden vi fik serveret en ordentlig omgang amerikansk morgenmad. Med fulde maver gik turen mod Holly Wood, hvor vi endeligt fik set Holly Wood skiltet, besøgt voks museet, taget billeder med stjernerne i vejen og fik tilbudt både hash og optagelse i en religiøs sekt. Vi takkede dog nej tak til begge dele da vi jo er voksne og ansvarsfulde og købte verdens største is i stedet for.

Aktion helte og religiøse sekte i Holly Wierd

Proschowsky og Hugh Hefner

Om aftenen kørte vi ud og besøgte Merilie, Ray og Frank, noget mere af Proschowskys’ familie. Det var fedt for Proschowsky at se huset og haven igen, og vi fik et dejligt måltid mad og en god snak om alle afkroge af familien.

Ray, Merilie, Proschowsky og Frank

Mandag stod på vilde rutsjebaner i Magic Mountain,  hvor man blev snurret rundt på den helt store klinge (54 tands) Der var rutsjebaner hvor man stod op, sad ned, vendte på hovedet, lå vandret og loop og twist i alle tænkelige retninger. Kombineret med hastigheder på op til 125 km i timen og lodrette drop på knap 100 meter, var det nogle rimeligt crazy ture! De fleste af de ansatte var rimeligt trætte af livet, og af at stå og klappe af turister der havde kørt på rutsjebanen 😮 men den rappende, stort smilene, beatboxene neger i Goliath han nød det og sørgede for god stemning i køen.

Rutsjebaner i Magic Mountain

Tirsdag morgen kørte vi til AAA for at hente meget omfattende rejse materiale til vores tur. Bestående af 3 guide bøger, 3 campingbøger, et par dusin kort over alt vi kommer i nærheden af, selvfølgelig med vores rute markeret i hånden, og en Trip Tik der lige sammenfatter det hele på overskuelig vis. Alt sammen ganske gratis og serveret i et stop fyldt indkøbsnet, slå den FDM. Herefter var det bare at sætte sig i Bilen og følge instruktionerne mod Tucson. På vejen havde vi fundet et Mountainbike spor, 500 højdemeter op af grusstier og derefter nogle rimeligt udfordrende downhill sektioner. Det kunne ikke gå være en galt, så det var bare at smække røven langt ned bag sadlen og håbe på det bedste. Søgaard klarede det meget godt, men Proschowsky måtte erfare at det til tider kan være ret praktisk med en bagbremse (Der ikke er produceret af Avid) men dog ingen store styrt J På vejen videre fik vi lige den geniale ide at campere i ørkenen. Damen vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre da vi bad om en telt plads, men med 45 grader klokken 6 om aftenen havde det nu også været lækkert med en autocamper med Aircondition. Vi fik dog en fin plads i første række ned til floden og efter en tur i poolen og en god omgang pølser med pasta var der lagt i ovnen til varm nat.

Vores camping plads i Blythe/en oase i ørkenen

I Tucson skal vi besøge lidt mere familie i form af Marianna, Belen og ellers bare hygge os i varmen.

Over and out her fra

/ Rasmus og Andreas

PS. Solen skinner, himlen er blå og Søgaard er ved at skalle fra hinanden som et puslespil med 1000 brikker.

21/06/2012 | Categories: Uncategorized | 1 kommentar

Trimtex cup afd. 2, et “brækket ben” og World Cup i Polen

Som overskriften siger, så kommer følgende indlæg til at omhandle lidt forskelligt, og noget af det skete allerede tilbage i januar. Som jeg har skrevet før, har jeg jo døjet noget med et dårligt knæ og bare tænkt, at det skulle have tid, hvilket det egentlig også bare skal, men nu ved jeg hvorfor det bare skal have tid. For knap en måned siden var jeg til Team Danmark læge for at få knæet undersøgt. Umiddelbart kunne lægen dog ikke se noget ved en ultralydsscanning, og jeg blev derfor henvist til en MR scanning på Århus Sygehus. Det offentlige system og ventetider kører ikke helt optimalt, men jeg fik hurtigt en afbudstid og blev derfor scannet og en uge efter fik jeg svar: “Du har haft et brud i knoglen, hvilket har forårsaget en blødning inde i knoglen!”. Så helt et brækket ben var det ikke, men det var på vej. Bruddet skyldes nok et styrt jeg havde på cykel i januar, hvorefter jeg også begyndte at have ondt. Heldigvis var der ikke sket noget med knæskal, brusk eller sener, og det skal bare have tid før det ikke længere giver smerter. Der kan dog gå mellem 1-6 mdr men jeg kan ikke gøre det værre af at cykle med det, sådet var en rigtig dejlig melding. Når det nu skulle være, så er jeg jo sluppet billigt fra det, og mit knæ er sådan set fint på nær en lille revne nederst i lårbensknoglen.

Med disse imformationer tog jeg 2. afd af trimtex cuppen, som var spredt lidt ud over Sjælland: Lang i Tisvilde Hegn, Sprint i Tokkekøb og Mellem i Hvalsø skovene.

Langdistancen gik ikke så godt. Egetlig kører jeg fint og laver ingen fejl, men til post 9 styrter jeg og slår mit kortplade løs, da noget af kortholderen bøjede. Det var overhovedet ikke til at læse noget kortet der roterede som en karussel i den stræke blæst, og jeg valgte derfor at udgå.

Sprinten i Tokkekøb var en noget anderledes positiv oplevelse. Der var fælles start og hurtigt lå Bergmann, Proschowsky og jeg i front. Bergmann og jeg har hver vores gafling efter post 1, der var fælles., mens Proschowsy, der egentlig har min gafling bommer sig lidt væk og derfor ikke kommer til at køre sammen med mig. Mit mål er at komme til samlingsposten samtidig eller før Bergmann, der dagligt træner i skoven. Da jeg stempler samlingsposten efter de to gaflinger har jeg dog overhovedet ikke set Bergmann og ved ikke, hvordan han ligger. Jeg giver den derfor max gas og ser ham så i modløb et par poster efter. For at hente ham bliver jeg nødt til at satse på et andet vejvalg, som viser sig at være 2 sek hurtigere, men slet ikke nok. Ved 3. sidste posten er jeg også kommet lidt på bagkant og kører derfor 4 meter den forkerte vej. Jeg nåede derfor ikke at hente Bergmann, men jeg bliver en sikker nr. 2.

På mellemdistancen var jeg opsat på at vinde. Jeg havde vildt gode ben og det går rigtig godt indtil post 10, hvor der efter min mening er kortfejl. Her m,ister jeg 6 min og bommer også lidt i vrede ud fra posten. Ud fra post 11 er der dog en KÆMPE kortfejl som jeg også mister tid på. Jeg får dog klaret hovedet og tråder alt hvad jeg kan i pedalerne i håbet om at jeg kan sætte Johan, der har hentet mig, og at Bergmann og Proschowsky også har lavet fejl. Igen ved post 21 er der kortfejl som jeg mister tid på, men udover de 3 fejl kører jeg stort set fejlfrit og har 11 strækvindere ud af 22 poster, så det synes jeg helt bestemt var godkendt. Det rækte kun til en placering som nr. 5 (så vidt jeg husker) men det var god træning og en god indikation på at benene stadig kan træde lidt watt.

Det var vist det jeg manglede for at kunne nå frem til:

World cup i Polen

I sidste weekend var jeg med landsholdet til 2. afd. af World Cuppen som denne gang foregig i Duszniki Zdrój som er et skiområde, hvorfor der overhovedet ikke var andre mennesker end os der kørte worldcup. Som sædvanlig når det er i Polen, bliver alt gjort i sidste øjeblik og det er ikke alt der er helt styr på. Der var fx nogle kort som ikke var helt i orden og blev rettet dagen før takket være den danske event adviser Jan Eg. Stiernes gradueringer var heller ikke helt efter bogen på mellemdistancen, men det var ens for alle. Vi kørte sprint, mellem og lang massestart og her kommer min oplevese af de tre løb.

Klar til parade og sprint inde i Duszniki Zdrój

Sprint.

Ud fra opvarmningskortet troede jeg at sprinten ville blive RIGTIG teknisk så jeg valgte bevidst ikke at varme super meget op for ikke at køre alt for stærkt og bomme i min iver for at komme i gang. På forhånd havde jeg lagt en taktik for løbet, hvor det vigtigste var at tage de stop, der skulle til for ikke at komme på bagkant og bomme, samt at bevare kortkontakten i gul zone. Heldigvis for mig var sprinten slet ikke så teknisk, som jeg havde troet, og jeg kører de første 4 poster rigtig godt. På post 5 fumler jeg lidt med mit kort, der skal vendes, og til post 6 har jeg rigtig tunge ben op ad bakken og tager så en sti til venstre en gang for tidligt, hvilket jeg opdager ret hurtigt, men da det går ned af bakke vurderer jeg, at det ikke kan betale sig at vende om, hvilket nok var en fejl, da jeg mister over et minut på den post. Post 7 tager jeg lidt tøvende, men derfra kører det rigtig godt og jeg kommer i mål uden at lave flere fejl. På nær post, 5,6 og 7 var jeg rigtig godt tilfreds med sprinten, hvor jeg er 3.37 efter vinderen og mister 2.37 i forhold til de hurtigste stræktider på post 5,6 og 7.

Mellem.

Jeg var rigtig klar på at køre et godt løb og jeg havde igen lagt en taktik for løbet. På vej til post 1 kører jeg og læser kort, hvor jeg flere gange får forhjulet i et mudderhul og må have den ene sko ud af pedalen, så der mister jeg lidt tid. På de næste poster har jeg fin flow og får udført mine vejvalg. På post 7 overser jeg en sti men opdager hurtigt, at jeg er forbi men løber så bare ind over terrænet. Post 9 kegler jeg maks og mister rigtig meget tid fordi kortet er noget mangelfuldt, hvilket også er tilfældet ved post 12, hvor jeg kommer ud af en lille sti som ikke er på kortet. På post 14 dummer jeg bare helt regulært og mister lidt tid. På nær de tre poster var jeg igen rigtig godt tilfreds med mit løb, men specielt post 9 ødelægger det hele. Jeg er 10.22 efter vinderen og mister 7.44 i bom på de tre poster til de hurtigste stræktider, hvorfor en placering i top 10 ikke havde været urealistisk, da top 10 var 6.35 foran mig.

Lang.

Igen var jeg rigtig klar på at præstere og lave et godt resultat. Jeg havde bestemt mig for at følge med teten men ikke at skulle frem og trække. Jeg følger fint med til post 1 og kommer så helt i front på vej til post 2, da de to forreste kører forbi en sti, som jeg så drejer nedaf for bare at vise de andre hvor mosen er, da jeg ryger lige på hovedet i den og må kæmpe for at få mig selv og min cykel op igen. Da det er lykkedes er jeg næsten bagerst og har en løs kortplade som roterer for et godt ord. På post 3 bliver jeg trukket til den forkerte post fordi jeg er så træt af det og bare skal hente de andre. Jeg opdager det dog hurtigt og får kørt til min egen post og gafling, hvor jeg kun ligger sammen med Juuso fra Finland. Vi kører sammen et stykke tid hvor jeg ikke kan se en skid på mit kortbord mens jeg kører og tager derfor flere stop. På nær en overset sti til min post 7 kører jeg egentlig rigtig fint med er rigtig træt af min kortplade og gider ikke køre anden runde for at ende sidst på resultatlisten pga. dårligt materiale, når jeg startede for at lave et godt resultat. Rigtig trælst, for jeg havde rigtig gode ben og var egentlig rigtig skarp og fokuseret.

Så overordnet set var worldcuppen noget lort resultatmæssigt, men jeg tager også rigtig mange gode ting med. På mange poster er jeg ikke ret langt efter og med lidt træning så er jeg endnu kortere efter og hvis jeg så bare kan minimere de fejl jeg laver, så ser det ikke helt skævt ud.

Resultater, splittider, lidt billeder og kort kan ses på http://www.wcup.pl/

Nu skal jeg til Sverige og kører de svenske mesterskaber her i weekenden, hvorefter jeg tager to mdr. til USA for at cykle.  Det glæder jeg mig vildt meget til og der kommer nok også noget på bloggen undervejs 🙂

Det danske landshold i Polen med vores nye Trimtex caps 🙂

/Rasmus

07/06/2012 | Categories: Uncategorized | Skriv en kommentar

12 timers intensiv jagt

I sidste weekend var jeg taget til Sjælland, nærmere bestemt Nøddebo, for at køre nordens største 12 timers mtb løb, H12. Jeg var tilmeldt med Bergmann og Proschowsky, men vi havde haft lidt svært ved at finde en sidste mand, så to dage før løbet fik vi Rasmus Folino, der er gammel juniorlandsholdløber i orienteringsløb, med på holdet. Folino selv sagde han ikke var i så god cykelform, men han var lige kommet hjem fra en sæson på langrend i norge og havde kørt vasaløbet i 5 timer og 20 min så vidt jeg husker, så lidt form måtte der da være.

Inden starten havde vi kigget lidt på de andre hold og umiddelbart så konkurrencen ikke så hård ud som den plejer at være, måske fordi der var sramliga om søndagen. Sidste år blev vi nr. 10 og derfor var vores målsætning i år at køre i top 5 i det 202 hold store felt.

Desværre starter løbet ikke helt som vi vil. Ca. halvvejs på første runde får Proschowsky, der kører første tur, sin anden punktering, og da han kun havde CO2 patroner med til første punktering og ingen ekstra pumpe, må han løbe de 6,5 km, der er hjem. Detbetyder, at han skifter mig ud som nr. 167 med 20 min. op og en helvedes masse langsomme ryttere foran mig, der endnu ikke er blevet spredt men kører i store klumper, som er svære at overhale på de små singletracks. ØV.

Derfor starter vi en vanvittig jagt på at hente nogle af de gode hold. Jeg kører os op som nr. 92 (hvor jeg samtidig ødelægger min ene sko), Bergmann fortsætter den gode stil og kommer ind som nr. 45 i hvad der viser sig at være vores holds bedste tid i løbet af dagen. Folino glemmer at tage sin astma medicin, men giver den alt, hvad han kan, kører en acceptabel tid og sender Proschowsky ud som nr. 33. Herfra begynder det at gå lidt langsommere med at køre placeringer ind, men ligeså stille kravler vi derop af. Med omkring 4 omgange tilbage kan vi chancen for at køre os i top 10 og overhale vores gamle team, Team ride4fun med Bjarke Refslund på holdet. Desværre fyrer Bjarke den max af og kører to hurtige omgange, mens Proschowsky i stedet indkasserer punktering nr. 3 og endnu en omgang tabt tid. Vi ender derfor med at have kørt 15 omgange i tiden 11 timer 23 min, hvilket placerer os som nr. 14 kun 5 min fra top 10. Endnu engang ØV, men sådan er 12 timers løb. Nogle gange kan man køre samtlige 12 timer uden defekter, men andre gange går det hele galt. Så vi må jo bare prøve igen næste år.

Personligt kunne jeg godt mærke at jeg ikke havde så meget at skyde med. Jeg kørte omgangstider på 0:43:54, 0:43:17, 0:44:40 og 0:44:27, så mine tider lå meget konstant men jeg kørte 3 min langsommere end Bergmanns hurtigeste tid, som dog blev sat i tørvejr og uden alle de langsomste ryttere foran, mens jeg kun kørte omgange i regn og som den bagerste i feltet. Så det er okay, men der er lidt at arbejde på J

Mit knæ havde det også fint, så det er rigtig positivt, nu hvor USA og de fedeste tracks venter om en lille måneds tid.

Resultater og omgangstider for H12 kan ses her.

Der ligger masser af billeder fra løbet på H12’s egen hjemmeside. Jeg fik ikke selv taget nogle, fordi jeg hele tiden havde travlt med at klæde om, få noget at spise, få varmen på majs koldeste dag, vaske cykel, tjekke resultater osv.

/Rasmus

16/05/2012 | Categories: Uncategorized | 2 kommentarer

Sæsonstart med sejr

I søndags kørte jeg Fitness.dk løbet i Slagelse. På forhånd var jeg meget usikker på min form og mit knæ, og om jeg overhovedet kunne gennemføre, og derfor var jeg heller ikke forhåndstilmeldt. Efter en tur på raceren om lørdagen, hvor jeg fik godt ondt i knæet bestemte jeg mig dog for at tage med alligevel og prøve knæet af, dog kun på den korte ”børnebane” på 57 km og ikke den lange 76 km, som jeg kørte sidste år.

Vejret var rigtig flot allerede fra morgenen af, så den langærmede cykeltrøje blev liggende i bilen. Startskuddet lød kl. 10.05 hvorefter vi skulle køre et 4 km startloop, inden vi kom ind på den knastørre 19 km omgang, som jeg skulle køre 3 gange. Selvom jeg på forhånd havde bestemt mig for ikke at skulle ligge og trække feltet, kom jeg først ind på ruten, som startede med en singletrack sektion. Her var der kun 2 der kunne hænge på, som så også smuttede forbi mig, da jeg tabte kæden lige inden det første grusvejs stykke. De blev dog hurtigt hentet igen, og da ingen af dem rigtig gad trække trak jeg bare fra under halvvejs på første omgang. Herefter kørte jeg alene hele vejen, hvilket, måske i kombination med dårlig form, gjorde at jeg på sidste omgang var rimelig stegt, hvilket også kunne ses på min omgangstid som var 5 min langsommere end 2. omgang. Jeg kom dog i mål til sejr i tiden 2:36 og kunne herefter gå ombord i det store kagebord der altid er til denne sæson åbner.

Ligesom sidste år var min ryg rimelig smadret, men knæet havde det godt, så det var fedt at komme i gang igen og få en positiv oplevelse – og så en sejr i første konkurrence for 1900 mtb.

Så nu håber jeg bare, at knæet holder til næste weekend, hvor der er MTBO Camp på Nordsjælland.

I øvrigt vandt Benjamin Justesen herrernes sportsklasse (76km), mens Rikke Kornvig vandt damernes sportsklasse (57 km).

/Rasmus

26/03/2012 | Categories: Uncategorized | Skriv en kommentar

Vasaloppet – 90 km på langrend

Her kommer en noget forsinket beretning fra vasaløbet.

I uge 9 var jeg sammen med min far, søster, Mette Henriksen og Andreas Proschowsky taget til Sjusøen i Norge for at få noget træning på ski. Turen udsprang dog af at vi alle havde tilmeldt os mandagens åbent spor til Vasaloppet.

På forhånd vidste jeg ikke hvad jeg kunne forvente mig. Jeg havde aldrig løbet så langt på langrend før, og min højre albue var blevet lidt øm igen, så jeg skulle bare under 8 timer, idet dette var min fars mål. Til åbent spor kan man starte over 2,5 time fra kl. 7, men langt de fleste valgte at starte kl. 7, så da jeg startede 7.21 nåede jeg at løbe 1 km før jeg stod helt stille i en gigantisk kø. Der gik længe inden jeg kunne køre nogenlunde frit, og hyppige sporskift var i lang tid et nødvendigt element for at kunne køre i et fornuftigt tempo.

Lige en heikpter på vejen, standard 😉

Efter den først bakke gik det stort set ned af hele vejen til mål, dog med enkle mindre bakker, men det kombineret med gode spor betød at benene var overflødige. Det var bare at gå i gang med dobbelt stavtag og så presse igennem. De få bakker kunne jeg dog ikke tage kun i armene, og da jeg ikke havde fået smurt nok fæstevoks under skiene var nødt til to gange at stoppe op for at smøre.

Efter 2 timer begyndte det at sne kraftigt så sporene sneede til, hvorfor der kun var et okay spor og et som til nøds kunne bruges til at overhale i, men det gjorde at sporene blev noget langsommere end de to første timer. Efter 6 timer og 41 minutter lykkedes det dog at komme i mål, hvor jeg blev speaket som verdensmester i mtbo og blev interviewet. Det var meget fedt.

Proschowsky som var startet senere end mig kom i mål ret kort tid efter mig og slog mig også med 13 min, lidt ærgerligt, men forventet da han er i noget bedre form end mig. Alligevel blev jeg dog anden bedte H21 fra DK i mandagens åbne spor og nr. 6 af alle fra DK.

Egentlig var løbet ikke så hårdt og jeg følte godt jeg kunne have kørt hurtigere, men det ved jeg til næste år, hvor det nok godt kan tænkes, at jeg skal køre det igen.

I ugen efter vasa tog vi som nævnt til Sjusøen for at få nogle flere timer i bogen. Vi havde en hel uge med rigtig flot vejr og høj sol. Desværre sneg temperaturen sig i solen op mod de 17 grader, så sporene blev lidt tunge og isede op af dagen. Sporene blev dog kørt rigtig flot op, og da jeg skøjtede hele ugen skulle jeg heldigvis ikke tænke på fæste og klister.

Lækre spor og lækkert vejr.

De sidste to dage blev det dog minusgrader igen, men stadig med skyfri himmel, så det var helt perfekt, og vi sluttede af med at køre til Lillehammer og køre lidt rundt på det olympiske stadion.

Nu er der ikke mere ski for i år, men cykelsæsonen nærmer sig også hastigt, så jeg må hjem og se om knæet holder. På ski var der heldigvis ingen problemer, så jeg krydser fingre for at træningen snart er på fuld tryk igen.

 Lidt fordele skal der være.

/Rasmus

26/03/2012 | Categories: Uncategorized | Skriv en kommentar

Til pølser med borgmesteren

I mandags var jeg inviteret til hædersaften på rådhuset, hvor alle i Horsens Kommune, der enten havde vundet jysk/fysk, Dm eller en international titel var blevet inviteret for at blive hædret og modtage Horsens Kommunes Idrætspris 2011.

Vi var ret mange fra Orienteringsklubben, og i alt skulle 151 personer hædres, hvilket foregik ved at man blev rådt op sammen med resten af dem fra ens klub, hvorefter man skulle op foran publikum på en scene, hvor borgmester Jan Trøjborg og byrådsmedlem Dorthe Mogensen delte en lille skulptur og roser ud.

Skulpturen var lavet af sten og billedhugger Filip Nielsen og hed Opstigning, og skulle symbolisere tilstræbelsen på at nå det højeste, men kan opnå, altså nå til tops i den sport man dyrker.

Efter prisuddelingen og nogle interwievs med tre af sportens store navne i Horsens blev vi takket for vores indsats som rollemodeller for andre i byen. Aftenen blev sluttet af med at vi blev budt på den ikke særligt sunde men populære spise, pølser, som Dorthe Mogensen sagde det.

/Rasmus

11/02/2012 | Categories: Uncategorized | 1 kommentar

Den årlige skitur med drengene og nominering til årets internationale resultat.

Igen i år stod uge 4 på skitur med drengene (se deltagerliste i forrige indlæg). I år var vi 10 og turen gik til Sjusøen 1,5 time nord for Lillehammer, hvor vi havde booket en 10/12 personers hytte lige midt på alpinpisten ved Natrudstilen, hvilket betød at hver træning altid startede med en stigning eller en nedkørsel og så en stigning.

Igen i år havde vi lejet en minibus til at fragte os frem og tilbage og ikke mindst fragte maden fra det legendariske indkøbs i Udevalla, hvor vi købte alt maden til hele ugen, og som danner grundlag for en fin quiz om prisen for hele herligheden, en sejr Søren desværre fik 😉

Se bonen nedenfor.

På forhånd var der store forventninger og også en smule nervøsitet til turen og skiløbet, da vi havde 4 nye med, som kun havde hørt om sidste års udskillelses løb, men i år var vi lidt bedre til at vente på hinanden og køre lidt frem og tilbage, så alle kom med rundt. Om formiddagen kørte vi typisk en lidt længere tur på en 2,5-3,5 timer og så en lidt kortere tur på 1,5-2 timer om eftermiddagen.

Allerede på første tur fik jeg dog voldsomt ondt i min højre albue, måske af for meget stagning eller en forkert bevægelse. Det gjorde hvert fald så ondt at jeg ikke kunne bruge den højre arm normalt. Hurtigt fandt jeg dog ud af at jeg bare kunne skøjte og så padle med venstre arm i stedet for at gå klassisk, og heldigvis havde jeg købt et par Madshus Nanosonic skøjte ski af Hans Jørgen Kvåle, som hans søster Barbro kom med mandag aften, så jeg var fri for at skøjte på mine klassiske ski mere end to ture.

Jeg skøjtede derfor hele resten af ugen, også fordi jeg egentlig synes skøjt er fedest og så er der også en stor overførbarhed mellem cykling og skøjt, så det var helt perfekt og til min store glæde havde jeg masser af power og kunne tit køre fra de andre, der også kørte skøjt.

Ugen endte med den årlige stafet mellem løber- og mtbo-drengene, hvor løberne kom skidt fra start allerede inden startskuddet lød. Marius havde nemlig lagt sig syg og der var derfor kun Søren og Thrane tilbage på det oprindelige løberhold. Vi ændrede derfor stafetten til en 4-turs stafet på en 700 m runde  med en klassisk, en fri stil, en klassisk og så en fri stils tur til at slutte af med, så en mand på mtbo holdet skulle løbe to gange og begge løbere skulle løbe to gange, mens løbernes upcoming starts med Joakim, Thor og Laage og skulle have en mand ud to gange. En stafet alle kunne stå inde for.

Allerede på første turen satte Konring tingene på plads og kom i mål 20 sekunder før den nærmeste løber, 2. turen stod jeg for og øgede forspringet yderigere, mens Proschowsky ikke ville stå tilbage for os andre, hvorfor forspringet igen voksede, så jeg kunne slutte stafetten af med at skøjte i mål over 1 min 20 sek foran det næste hold som overraskede nok var løbernes upcoming stars. Et kæmpe nederlag for løberne men en sikker sejr og håneretten det næste år for de stærke mtbo-drenge J

I løbet af ugen havde vi hverken haft internet eller en ordentlig sportskanal til at vise EM i håndbold, men vi havde dog fulgt med via teksttv og nogle opdateringer på sms hjemmefra. Fredag fandt vi dog ud af at vi kunne se semifinalen på en café og søndag nåede vi akkurat lige hjem så vi kunne se 2. halvleg og glæde os over endnu en sejr.

Før jeg tog til Norge var jeg af Horsens Orienteringsklub blevet indstillet til årets talent, årets internationale resultat og årets sportspræstation ved Sport Award 2012 i Horsens, og mens jeg var i Norge blev jeg så nomineret til årets internationale resultat. Festen blev dog afholdt om lørdagen mens jeg stadig var i Norge, så jeg kunne desværre ikke være med, men jeg vandt dog ikke prisen, så jeg gik ikke glip af så meget.

/Rasmus

31/01/2012 | Categories: Uncategorized | Skriv en kommentar

Vinter = tid til ski

De sidste 5 dage har jeg været med familien på skiferie i Wagrain i Østrig. Fredag eftermiddag stod vi på kabinebussen i Lund for derefter at køre mod Østrig og, ifølge nettet, 220 cm sne på toppen af bjergene.

Lørdag morgen kunne vi vågne op til super overskyet og tåget vejr med let snefald. Lidt trælst at starte ud på men i løbet af dagen, som blev brugt på Flachau siden, klarede det op, og solen begyndte at kigge frem. I ugen forinden var der faldet en meter sne, så det var ikke det vi manglede, og pisterne blev derfor også hurtigt opkørte.

Søndag kunne vi stå op til ”kaiserwetter” med høj sol og ingen skyer. Denne dag brugte vi på at løbe over mod Alpendorf og bl.a. prøve en piste med 65% hældning.

Også mandag stod den på det mest perfekte vejr til en lang dag på ski. Godt nok var temperaruren faldet til -16 grader i løbet af natten, men på toppen af bjergene var det noget varmere og temperaturen steg også 10 grader i løbet af dagen, så der til frokosttid var -6 grader i bunden, helt perfekt og da vi tilmed var med liften oppe som nogle af de første, havde vi næsten de nyopkørte pister for os selv, og havde dermed mulighed for at give den fuld gas og virkelig udnytte skienes drejeradius og dermed komme helt ud og carve, hvor farten bare stiger og stiger. Rigtig fed oplevelse.

Samtid afprøvede vi min søsters nye GoPro hjelm kamera, så når jeg engang får movie maker til at gøre som jeg vil, kommer der en lille optagelse af mig på ski

Tirsdag som var sidste dag på ski stod på overskyet vejr med sne og en del blæst. For at prøve noget nyt, kørte vi over mod Zauchensee fra Kleinarl. Der var ikke ret mange mennesker, så vi havde stort set pisterne for os selv. Desværre var pisterne ikke de fedeste og der var lidt for mange blå, dog havde Zauchensee to rigtig fede sorte piste og en worldcup pist, som bestemt var et besøg vejr. Efter frokost tog vi en bus fra Flachauwinkel til Flachau og brugte resten af dagen på at køre i det område, som jeg helt klart syntes, var det bedste område omkring Wagrain: Nye, store lifte med varme i sæderne og gode, brede pister med plads til alle, hvilket gør at pisterne ikke bliver så opkørte.

Herefter stod den på pakning, aftensmad og så en bustur hjem til DK, hvor jeg lige har 2,5 dag hjemme før jeg igen, fredag, tager på ski. Denne gang til Sjusøen i Norge, hvor jeg skal stå på langrend i en uge sammen med noget af den danske junior/ungsenior elite i både fod- og mtb orientering.

Deltagerlisten lyder som følger:

Andreas Konring (mtbo) – sølvmedaljetager ved junior VM i sprint

Andreas Proschowsky (mtbo) – verdensmester i lang og stafet ved junior VM

Marius Thrane (fod o) –  bronze medaljetager ved junior VM stafet

Rasmus Thrane (fod o) – tidligere verdensmester i sprint ved junior VM

Thor Nørskov (fod o) – flere gange medaljetager ved ungdoms EM

Joakim Sehested (fod o) – guld medaljetager ved undoms EM i stafetten

Søren S. Sørensen (fod o) – deltager ved junior VM

Rasmus Lau (fod o og mtbo) – tidligere U16 landsholdløber

Martin Laage (fod o) – tidligere U16 landsholdsløber

Så det er folk der ved hvordan der skal trænes, og der skal nok blive kamp til stregen og nogle timer i bogen med god alternativ træning.

Sidste år var vi også afsted, så jeg ved, at der vil helt sikkert blive noget underholdende rivalisering mellem fod-o folket og mountainbikerne, som jeg også vil skrive om senere, så hæng på 😉

/Rasmus

18/01/2012 | Categories: Uncategorized | 1 kommentar