Archive for maj, 2012

12 timers intensiv jagt

I sidste weekend var jeg taget til Sjælland, nærmere bestemt Nøddebo, for at køre nordens største 12 timers mtb løb, H12. Jeg var tilmeldt med Bergmann og Proschowsky, men vi havde haft lidt svært ved at finde en sidste mand, så to dage før løbet fik vi Rasmus Folino, der er gammel juniorlandsholdløber i orienteringsløb, med på holdet. Folino selv sagde han ikke var i så god cykelform, men han var lige kommet hjem fra en sæson på langrend i norge og havde kørt vasaløbet i 5 timer og 20 min så vidt jeg husker, så lidt form måtte der da være.

Inden starten havde vi kigget lidt på de andre hold og umiddelbart så konkurrencen ikke så hård ud som den plejer at være, måske fordi der var sramliga om søndagen. Sidste år blev vi nr. 10 og derfor var vores målsætning i år at køre i top 5 i det 202 hold store felt.

Desværre starter løbet ikke helt som vi vil. Ca. halvvejs på første runde får Proschowsky, der kører første tur, sin anden punktering, og da han kun havde CO2 patroner med til første punktering og ingen ekstra pumpe, må han løbe de 6,5 km, der er hjem. Detbetyder, at han skifter mig ud som nr. 167 med 20 min. op og en helvedes masse langsomme ryttere foran mig, der endnu ikke er blevet spredt men kører i store klumper, som er svære at overhale på de små singletracks. ØV.

Derfor starter vi en vanvittig jagt på at hente nogle af de gode hold. Jeg kører os op som nr. 92 (hvor jeg samtidig ødelægger min ene sko), Bergmann fortsætter den gode stil og kommer ind som nr. 45 i hvad der viser sig at være vores holds bedste tid i løbet af dagen. Folino glemmer at tage sin astma medicin, men giver den alt, hvad han kan, kører en acceptabel tid og sender Proschowsky ud som nr. 33. Herfra begynder det at gå lidt langsommere med at køre placeringer ind, men ligeså stille kravler vi derop af. Med omkring 4 omgange tilbage kan vi chancen for at køre os i top 10 og overhale vores gamle team, Team ride4fun med Bjarke Refslund på holdet. Desværre fyrer Bjarke den max af og kører to hurtige omgange, mens Proschowsky i stedet indkasserer punktering nr. 3 og endnu en omgang tabt tid. Vi ender derfor med at have kørt 15 omgange i tiden 11 timer 23 min, hvilket placerer os som nr. 14 kun 5 min fra top 10. Endnu engang ØV, men sådan er 12 timers løb. Nogle gange kan man køre samtlige 12 timer uden defekter, men andre gange går det hele galt. Så vi må jo bare prøve igen næste år.

Personligt kunne jeg godt mærke at jeg ikke havde så meget at skyde med. Jeg kørte omgangstider på 0:43:54, 0:43:17, 0:44:40 og 0:44:27, så mine tider lå meget konstant men jeg kørte 3 min langsommere end Bergmanns hurtigeste tid, som dog blev sat i tørvejr og uden alle de langsomste ryttere foran, mens jeg kun kørte omgange i regn og som den bagerste i feltet. Så det er okay, men der er lidt at arbejde på J

Mit knæ havde det også fint, så det er rigtig positivt, nu hvor USA og de fedeste tracks venter om en lille måneds tid.

Resultater og omgangstider for H12 kan ses her.

Der ligger masser af billeder fra løbet på H12’s egen hjemmeside. Jeg fik ikke selv taget nogle, fordi jeg hele tiden havde travlt med at klæde om, få noget at spise, få varmen på majs koldeste dag, vaske cykel, tjekke resultater osv.

/Rasmus


Ny sponsor: Orifix

Noget af det vigtigste udstyr til mtbo, udover cyklen, er kortholderen. Derfor er det med glæde, at jeg kan præsentere Orifix.net som ny sponsor.

Orifix har valgt at sponsorere mig med en af deres kortholdere, som jeg her vil beskrive.

Kortholderen minder meget om Mirys men adskiller sig dog alligevel på flere områder. For det første kan stativet fås i 10 forskellige farver, så den matcher 100 % til cyklen, og dernæst kan stativet fås i 2 forskellige højder – 80 mm, 110 mm, hvortil en extension på 50 mm kan tilvælges, så højden passer til ens behov. Stativet, der er asymmetrisk, så det både kan sidde tæt på dig eller længere væk, passer også både til standard og oversize styr, da der følger to spacere med, som bruges ved standard styr. Når stativet sættes på styret kan man enten bruge umbraco skruer eller fingerskruer, som ikke behøver værktøj for at spændes. Skruerne kan både skrues i fra oven og fra neden, da der er to gange gevind, hvilket også gør at skruerne ikke falder ud når du skal have stativet af.

Stativet er lavet i fire dele, som samles med 4 skruer, hvilket er enorm nemt og smart, hvis kortholderen skal pakkes ned.

Kortholderen som man får den tilsendt – usamlet

Selve kortbordet kan fås i tre forskellige størrelser – 275x275mm, 250x300mm og 300x300mm, og to forskellige farver – sort og transparent/hvid. Fælles for de tre plader er, at det klare plastic cover fæstnes fire steder på bagsiden af pladen med velcro, hvilket gør det hurtigt og nemt at få kortet sat fast og kortet holdes stort set tørt i regnvejr.

Kortpladen sidder fast på stativet med en skrue, der kan strammes uden værktøj. Kortpladen kan selvfølgelig dreje 360 grader, så kortet hele tiden kan være nordvendt.

Samlet og klar til montering

Jeg har selv valgt et 110 mm stativ i grøn og en sort kortplade i 300x300mm, hvilket har den nette vægt af 380 g, hvilket er hele 25 g lettere end min gamle kortholder, der havde samme størrelse 😉

I løbet af weekenden har jeg så testet kortholderen til årets første world cup, og jeg må sige at jeg er meget positiv. Hele kortholderen kom i en stor kuvert og skulle samles, hvilket tog 5 min og var enormt let.

Kortet er også let og hurtigt at få på plads, når det udleveres i startboksen, da der ikke er nogle knapper der skal trykkes gennem op til nogle gange fire lag papir. Det er bare at åbne coveret i to sider, smække kortet ind under og så give de to hjørner et let klap om på bagsiden. Let og hurtigt, og så er der mere tid til at studere kortet. Jeg kan kun anbefale denne kortholder.

Klar til race

Orifix forhandles endnu ikke i Danmark, men jeg vil kunne hjælpe med eventuel kontakt og senere vil kortholderne måske kunne købes gennem mig.

Men tag et kig på Orifix’ hjemmeside www.orifix.net og læs mere og se det store udvalg af farver 🙂

/Rasmus


Årets første world cup, Tjekkiet.

Jeg er netop hjemvendt fra årets første world cup afdeling som fandt sted i og omkring Ritka ca. 20 km udenfor Prag. Efter 1. afdeling af den hjemlige Trimtex cup for 2 uger siden, som jeg ikke fik skrevet om, men hvor jeg kørte en 3. plads, en 2. plads hjem og et rigtig ømt knæ hjem, var jeg meget i tvivl om hvordan det ville gå, og jeg havde derfor heller ikke så store forventninger.

Dejligt med den nye landshold regnjakke fra Trimtex.

World cuppen lagde ud med langdistance i Kytin om lørdagen, hvor jeg skulle starte som nr. 4 og stort set hele løbet gik rigtig godt. Jeg fik taget et dårligt vejvalg til post 16, og lavede så ellers en kæmpe hjerneblødning til næstsidsteposten, hvor jeg får vendt kortet 90 grader forkert og så ellers bare begynder at koge rundt på en sti, som jeg slet ikke skal være på. Jeg fatter hat og inden jeg endelig finder ud, hvad jeg har gang i, har jeg tabt 8 min og 24 pladser, så jeg ender som nr. 55. Meget skuffende på en dag hvor o-teknikken på nær den ene fejl kørte rigtig godt. Fysisk følte jeg ikke jeg kunne trykke igennem som jeg gerne ville, men efter også at have været snottet på den store klinge i 4 dage i weekenden inden, var det måske ikke så mærkeligt.

Bjarke stod for den bedste danske præstation og blev nr. 14 på en dag, hvor det overraskende var Samuel Pökälä fra Finland, der tog sejren.

Søndag stod på mellemdistance med stævneplads lige udenfor det hotel vi boede på. Der var 5 km med 140 højdemeter til start, så der var lagt op til noget downhill. Den første del af banen var rigtig teknisk og jeg tog mange stop for at være sikker. Derudover var der en del stejle nedkørsler hvor man også skulle være skarp. På nær et lille minuts bom på post 5 kører jeg sikkert i posterne uden at køre så stærkt. Fra post 13 og hjem var det rimelig let orienteringsmæssigt og med en voldsom stigning til post 14 blev det noget mere fysisk præget, hvilket passede mig fint, hvilket også kan ses på stræktiderne, hvor jeg kører mig 9 pladser op. Jeg ender som nr. 27, sølle 25 sek. efter Michael Sommer, som blev bedste dansker en placering bedre end mig. Alt i alt var jeg okay tilfreds med mit løb. Når det bliver o-teknisk svært er jeg ikke så god, så at jeg havde kørt stort set uden bom var positivt, og så var der også noget mere at skyde med end dagen før.

WC Tjekkiet Mellem

Mandag sluttede vi af med stafet, hvor jeg skulle køre førstetur med Caroline på andentur og Johan som sidste mand. Bjarke og Michael kørte også førstetur og fra start tager vi tre teten ud mod starttrekanten, hvorfra jeg også kører først til min første og anden post. De forskellige første ture er gaflet helt vildt, så det er slet ikke til at få overblik over, hvor man ligger i feltet, men jeg har okay skud i benene og henter mange der har haft en kortere gafling. Post 8 bommer jeg en lille smule og skal så hente en del igen. Ved post 11 og lige inden publikumspassagen må jeg dog indkassere en punktering og et meget fladt forhjul. Jeg får dog forholdsvist hurtigt skiftet slange men punkterer så igen ved post 13. Jeg kan dog køre halvvejs til post 14, men må så af og da der ”kun” er 5 poster igen, vurderer jeg at det er hurtigere at løbe den hjem end at skulle i gang med lappegrejet. Jeg kommer derfor i mål som nr. 27 ud af 29. Bjarke fik også defekt undervejs og måtte udgå, så derfor var det kun Michaels hold som var med fremme. Mit hold endte næstsidst mens Michael, Camilla og Bergmann endte som nr. 10.

WC Tjekkiet stafet

 En rigtig skuffende dansk dag, men udover mine punkteringer og et enkelt bom på post 8 synes jeg, det var gået rigtig godt.

I løbet af weekenden var vi indlogeret på et hotel med tilhørende rideanlæg og en frygtelig masse heste. Heldigvis blev hestene på de 1000 billeder, der hang på gangene og i ridefolden. Heste og mountainbikere er som regel ikke den bedste kombination, hvilket Proschowsky også fandt ud af, da han vredt blev anråbt af hotelejeren og fik af vide, at han ikke måtte cykle på gårdspladsen, for det skræmte hestene. Hvad sker der? Skyd den kødscooter og lav et måltid ud af den i stedet 😉

De lidt korte dyner på hotellet.

/Rasmus