Den årlige skitur med drengene og nominering til årets internationale resultat.
Igen i år stod uge 4 på skitur med drengene (se deltagerliste i forrige indlæg). I år var vi 10 og turen gik til Sjusøen 1,5 time nord for Lillehammer, hvor vi havde booket en 10/12 personers hytte lige midt på alpinpisten ved Natrudstilen, hvilket betød at hver træning altid startede med en stigning eller en nedkørsel og så en stigning.
Igen i år havde vi lejet en minibus til at fragte os frem og tilbage og ikke mindst fragte maden fra det legendariske indkøbs i Udevalla, hvor vi købte alt maden til hele ugen, og som danner grundlag for en fin quiz om prisen for hele herligheden, en sejr Søren desværre fik 😉
Se bonen nedenfor.
På forhånd var der store forventninger og også en smule nervøsitet til turen og skiløbet, da vi havde 4 nye med, som kun havde hørt om sidste års udskillelses løb, men i år var vi lidt bedre til at vente på hinanden og køre lidt frem og tilbage, så alle kom med rundt. Om formiddagen kørte vi typisk en lidt længere tur på en 2,5-3,5 timer og så en lidt kortere tur på 1,5-2 timer om eftermiddagen.
Allerede på første tur fik jeg dog voldsomt ondt i min højre albue, måske af for meget stagning eller en forkert bevægelse. Det gjorde hvert fald så ondt at jeg ikke kunne bruge den højre arm normalt. Hurtigt fandt jeg dog ud af at jeg bare kunne skøjte og så padle med venstre arm i stedet for at gå klassisk, og heldigvis havde jeg købt et par Madshus Nanosonic skøjte ski af Hans Jørgen Kvåle, som hans søster Barbro kom med mandag aften, så jeg var fri for at skøjte på mine klassiske ski mere end to ture.
Jeg skøjtede derfor hele resten af ugen, også fordi jeg egentlig synes skøjt er fedest og så er der også en stor overførbarhed mellem cykling og skøjt, så det var helt perfekt og til min store glæde havde jeg masser af power og kunne tit køre fra de andre, der også kørte skøjt.
Ugen endte med den årlige stafet mellem løber- og mtbo-drengene, hvor løberne kom skidt fra start allerede inden startskuddet lød. Marius havde nemlig lagt sig syg og der var derfor kun Søren og Thrane tilbage på det oprindelige løberhold. Vi ændrede derfor stafetten til en 4-turs stafet på en 700 m runde med en klassisk, en fri stil, en klassisk og så en fri stils tur til at slutte af med, så en mand på mtbo holdet skulle løbe to gange og begge løbere skulle løbe to gange, mens løbernes upcoming starts med Joakim, Thor og Laage og skulle have en mand ud to gange. En stafet alle kunne stå inde for.
Allerede på første turen satte Konring tingene på plads og kom i mål 20 sekunder før den nærmeste løber, 2. turen stod jeg for og øgede forspringet yderigere, mens Proschowsky ikke ville stå tilbage for os andre, hvorfor forspringet igen voksede, så jeg kunne slutte stafetten af med at skøjte i mål over 1 min 20 sek foran det næste hold som overraskede nok var løbernes upcoming stars. Et kæmpe nederlag for løberne men en sikker sejr og håneretten det næste år for de stærke mtbo-drenge J
I løbet af ugen havde vi hverken haft internet eller en ordentlig sportskanal til at vise EM i håndbold, men vi havde dog fulgt med via teksttv og nogle opdateringer på sms hjemmefra. Fredag fandt vi dog ud af at vi kunne se semifinalen på en café og søndag nåede vi akkurat lige hjem så vi kunne se 2. halvleg og glæde os over endnu en sejr.
Før jeg tog til Norge var jeg af Horsens Orienteringsklub blevet indstillet til årets talent, årets internationale resultat og årets sportspræstation ved Sport Award 2012 i Horsens, og mens jeg var i Norge blev jeg så nomineret til årets internationale resultat. Festen blev dog afholdt om lørdagen mens jeg stadig var i Norge, så jeg kunne desværre ikke være med, men jeg vandt dog ikke prisen, så jeg gik ikke glip af så meget.
/Rasmus
Vinter = tid til ski
De sidste 5 dage har jeg været med familien på skiferie i Wagrain i Østrig. Fredag eftermiddag stod vi på kabinebussen i Lund for derefter at køre mod Østrig og, ifølge nettet, 220 cm sne på toppen af bjergene.
Lørdag morgen kunne vi vågne op til super overskyet og tåget vejr med let snefald. Lidt trælst at starte ud på men i løbet af dagen, som blev brugt på Flachau siden, klarede det op, og solen begyndte at kigge frem. I ugen forinden var der faldet en meter sne, så det var ikke det vi manglede, og pisterne blev derfor også hurtigt opkørte.
Søndag kunne vi stå op til ”kaiserwetter” med høj sol og ingen skyer. Denne dag brugte vi på at løbe over mod Alpendorf og bl.a. prøve en piste med 65% hældning.
- På toppen af Flying Mozart i kaiserwetter
Også mandag stod den på det mest perfekte vejr til en lang dag på ski. Godt nok var temperaruren faldet til -16 grader i løbet af natten, men på toppen af bjergene var det noget varmere og temperaturen steg også 10 grader i løbet af dagen, så der til frokosttid var -6 grader i bunden, helt perfekt og da vi tilmed var med liften oppe som nogle af de første, havde vi næsten de nyopkørte pister for os selv, og havde dermed mulighed for at give den fuld gas og virkelig udnytte skienes drejeradius og dermed komme helt ud og carve, hvor farten bare stiger og stiger. Rigtig fed oplevelse.
Samtid afprøvede vi min søsters nye GoPro hjelm kamera, så når jeg engang får movie maker til at gøre som jeg vil, kommer der en lille optagelse af mig på ski
Tirsdag som var sidste dag på ski stod på overskyet vejr med sne og en del blæst. For at prøve noget nyt, kørte vi over mod Zauchensee fra Kleinarl. Der var ikke ret mange mennesker, så vi havde stort set pisterne for os selv. Desværre var pisterne ikke de fedeste og der var lidt for mange blå, dog havde Zauchensee to rigtig fede sorte piste og en worldcup pist, som bestemt var et besøg vejr. Efter frokost tog vi en bus fra Flachauwinkel til Flachau og brugte resten af dagen på at køre i det område, som jeg helt klart syntes, var det bedste område omkring Wagrain: Nye, store lifte med varme i sæderne og gode, brede pister med plads til alle, hvilket gør at pisterne ikke bliver så opkørte.
Herefter stod den på pakning, aftensmad og så en bustur hjem til DK, hvor jeg lige har 2,5 dag hjemme før jeg igen, fredag, tager på ski. Denne gang til Sjusøen i Norge, hvor jeg skal stå på langrend i en uge sammen med noget af den danske junior/ungsenior elite i både fod- og mtb orientering.
Deltagerlisten lyder som følger:
Andreas Konring (mtbo) – sølvmedaljetager ved junior VM i sprint
Andreas Proschowsky (mtbo) – verdensmester i lang og stafet ved junior VM
Marius Thrane (fod o) – bronze medaljetager ved junior VM stafet
Rasmus Thrane (fod o) – tidligere verdensmester i sprint ved junior VM
Thor Nørskov (fod o) – flere gange medaljetager ved ungdoms EM
Joakim Sehested (fod o) – guld medaljetager ved undoms EM i stafetten
Søren S. Sørensen (fod o) – deltager ved junior VM
Rasmus Lau (fod o og mtbo) – tidligere U16 landsholdløber
Martin Laage (fod o) – tidligere U16 landsholdsløber
Så det er folk der ved hvordan der skal trænes, og der skal nok blive kamp til stregen og nogle timer i bogen med god alternativ træning.
Sidste år var vi også afsted, så jeg ved, at der vil helt sikkert blive noget underholdende rivalisering mellem fod-o folket og mountainbikerne, som jeg også vil skrive om senere, så hæng på 😉
/Rasmus
Et nyt år med nye mål og udfordringer
Jeg må indrømme der er gået længe, alt for længe, siden sidste indlæg, og det er for dårligt. Nu vil jeg prøve at opdatere siden noget oftere og i det følgende indlæg prøve at fortælle i kort form hvad jeg har gået og lavet siden VM
EM i Rusland
Efter VM i Italien skulle der kun gå en lille måned før det danske mtbo landshold skulle i ilden igen til senior EM i Rusland. Jeg var, selvom jeg stadig var junior, blevet udtaget til holdet og glædede mig til at komme til Rusland og give den gas på cyklen.
Mit EM blev dog ikke værd at skrive hjem om. På sprinten lavede jeg for mange fejl på en ellers super fed bane i et fedt terræn, på mellemdistancen fik jeg defekt på bremsen og måtte udgå, så blev jeg syg, men kunne dog lige fucke stafetten op ved at tage sidste sløjfe den forkerte vej rundt. Havde ellers kørt godt indtil da, men det mistede jeg meget tid og mange placeringer på. På langdistancen måtte jeg udgå pga sygdom, så det var ren elendighed.
Tilgengæld kunne jeg glæde mig på Erik Knudsens vegne som gjorde rent bord og vandt alle de individuelle distancer 🙂
Heldigvis var arrangemetet meget underholdende, idet russerne havde valgt at se stort på de internationale regler, og havde gjort som det passede dem. Eksempelvis var målestokket på nogle af banerne forkert, brikken var ikke godkendt af IOF, enhederne virkede ikke som de skulle og transporten var et stort cirkus.
Fast arbejde
Efter EM skulle jeg lige have en pause og finde motivationen efter et dårligt EM og et helt års pause hvor 90 % af træningerne har været alene. Det kan være lidt hård at skulle motivere sig så længe alene og nu var målet nået.
Derfor var der i efterårsferien også tid til lidt anderledes mtb. Bergmann, Proschowsky og Henrik Konge (har også kørt mtbo) tog en uge i Konges sommerhus i Henne Strand hvor vi brugte ugen på at køre mtb og lave en lille film.
Efter sommerferien var jeg begyndt ved et vikarbureau, hvor jeg nærmest kunne få alt det arbejde jeg ville have. Jeg havde derfor også nok at se til med at arbejde og det kunne godt være lidt hårdt.
I november blev jeg fastansat ved en blikkenslager som arbejdsmand, hvor jeg får en masse praktisk erfaring med et håndværk.
Problemer med knæene
Efter en måneds pause med lidt småtræning var jeg ved at finde motivationen igen, men desværre slår jeg knæet op i min lockout til forgaflen på min cykel (så den knækker) da min kæde under en konkurrence pludselig ryger af. dette sker to gange og gør at mit knæ bliver helt stift og gør vanvittigt ondt.
Smerten i mit knæ bliver ved og det er meget hævet. Jeg småtræner med det men kan ikke træne igennem. Lige da knæet er blevet i orden styrter jeg på cykel pga is på vej på arbejde og slår det andet knæ som får et ordentlig slag og bliver som det andet. Denne gang lader jeg være med at træne med det og det går noget hurtigere over og jeg begynder så at træne, men der er satdig noget ømhed. Så vælger jeg så at styrte på rulleski og slå samme knæ. Dette var heldigvis ikke så voldsomt og nu endelig er jeg ved at kunne træne ordentligt igennem igen. Tror dog lige jeg skal fordi en fysioterapeut og have noget behandling før det bliver helt godt igen, men jeg kan se lyset nu.
Nye mål og udfordringer
Her i 2012 er jeg så rykket om som h21 og skal dermed køre seniorklassen. Jeg har dog stadig mål og ambitioner jeg vil træne benhårdt for at nå. I 2012 er VM igen det store mål og her er målet at køre i top 10 på langdistancen. For at nå mine mål og hele tiden blive bedre, har min personlige træner Harald Hermanrud igen lavet en træningsplan som skal sørge for at jeg topper til VM i Ungarn august. Jeg har dog indset at, hvis jeg skal være med i toppen i H21 elite så skal jeg forbedre min o-teknik, og derfor har jeg netop startet et samarbejde med tidligere verdensmester og sølvmedaljevinder ved VM i mtbo, Søren Strunge. Han er rigtig klog på o-teknik og jeg vil derfor suge til mig og lære så meget som muligt.
Så der er nok at tage fat på, og ikke mindst at komm i ordentlig form, så jeg ikke kommer alt for langt bagud til sæsonstart. Jeg kan dog mærke at der stadig er noget power i benene, så jeg er ikke bekymret 🙂
Håber alle er kommet godt ind i det nye år.
/Rasmus
Rasmus Søgaard 