Status: 41 grader i snit og osten er smeltet!

Endnu en gang er vi nået til en campingplads i ørkenen, og det må derfor være på tide med et nyt blogindlæg. Af en eller anden årsag er det også kun campingpladserne, hvor temperaturen aldrig kommer under 30 grader, at der er internet.

Efter vi forlod Blythe for lidt over en uge siden er der sket en masse. På vej til Tucson fandt vi et vildt sprødt mtb trail i Pheonix, hvor et stykke af ørkenen var forvandlet til en labyrint af spor mellem et hav af kaktusser. Selvfølgelig skulle vi ud og køre mens det var varmest. Heldigvis blæste det lidt, men det hjalp ikke meget mod de 45 grader.

En rimelig original opmærkning af sporet i Phoenix.

Efter en tur i Pheonix ovnen ankom vi til Tucson, hvor vi blev taget godt i mod af Belin og fik vist vores værelse. Lidt senere kom Marianna med lillebror JP og deres onkel. Om aftenen tog vi i biografen og så Prometheus, en ganske udmærket fremtidsfilm, men det bedste var nu næsten køreturen frem og tilbage. Den foregik i en oldschool Cadillac med det vildeste læderindtræk i en så pornorød farve, at man skulle tro den var blevet censureret væk i USA. Den store køler og en blød affjedring gav den en helt speciel stil, men desværre failede den max da vi skulle hjem fra biografen – no battery 😦 Vi fik dog hjælp af en flink mand i en stor pickup og hjem kom vi.

Familien i Tucson

Det smukke indre af Marianas Cadillac.

Fredag tog vi lige et smut til Nogalez i Mexico, hvor Marianna og Belins bedstemor bor. Her blev vi inviteret på mexicansk mad og slik, hvor maden var væsentlig bedre end slikket. Mexicansk slik findes både i version der smager som at tygge i en gammel lædersko og så en for normale mennesker, der godt kan lide det lidt sødt.

Den mexicanske slikbutik

Til gengæld er mexicansk bowling ligesom i Europa, så her blev det også til en sikker sejr til Rasmus 😉

At komme ind i Mexico var ca. ligeså nemt som at komme ud af tivoli. Ingen kontrol, ingen pas, kun et lille skilt hvor der stod man ikke måtte medbringe våben, hvilket den mexicanske befolkning nok ikke helt har forstået. Efter turen i New York var vi lidt spændte på hvor svært det mon ville være at komme ind i USA igen. Proschowsky var måske ligefrem nervøs, da grænsepolitiet (Selvfølgelig veludstyrede med diverse automat våben) Ikke lige kunne se at Søgaard havde været i USA før…. De fandt dog heldigvis stemplet i passet, og lod ham passere. Proschowsky så lidt mere suspekt ud, men efter at have lovet ikke at have stoffer med, fik også han lov at komme igennem. Alt i alt en meget overskuelig omgang, der klart kan anbefales, frem for turen over New York.

Rasmus går tur med lillebror JP

Om aftenen prøvede vi at snige os på bar med Marianna og Belen, men da Proschowsky blev spurgt om ID, var Søgaard ualmindelig hurtig til bare at bestille en vand. Det kan godt være man kan køre bil fra man er 16, men bestille sig en lille uskyldig øl, det kan man ikke før man er 21.

De følgende dage brugte vi på at besøge noget mere familie, være kulturelle i form af et besøg på det lokale flymuseum og en række af byens cykel bikse, hvor det blev til en lille souvenir (et nyt sæt xt bremser til proghornen, der længe havde hængt lidt i avid bremsen).

Et fly i lidt mindre målestok

I kantinen må man åbenbart ikke have sin gun med ind.

Lidt træning blev det dog også til. Vi fandt et fedt mtb trail og uden tvivl det fedeset heste spor ever i Catalina national forest. Hvis bare kødscooterne i Danmark ville lave sådan nogle spor, ville vi måske have mindre trang til at spise dem. Det var et langt singletrack hvor man hele tiden kunne holde høj fart og flow. Super lækkert.

Hestesporet i Catalina. Lidt noget andet end de hullede, mudrede, totalt op pløjede heste stier vi har her hjemme.

Søndag morgen stod den på endnu en lille trænings snack i form af 45 kilometers stigning til toppen af Mount Lemon. En lille knold i deres baghave på knap 3 km. Den startede desværre ikke helt nede ved havet, så vi måtte nøjes med 2300 højdemeter :s Til gengæld var udsigten fantastisk, selvom det hele hurtigt var forbi, og vi efter 2:45 måtte vende næsen hjem af.

På toppen af Mount Lemon

Til dessert bestilte vi 2½ times tennis træning med Mariana og Belens 11 årige lillesøster Krista. Da vi havde fået stille vores trænings sult, tog vi forbi Red Box automaten, og hævede to film på beløbet, 1½ dollar, jo tak.

Mandag tog vi forbi universitetet, hvor vi fik pryglet noget jern i deres gigantiske gym inden vores nye coach Mariana viste os hvordan man tager solbadning til et helt nyt niveau – en flydende skummadras i den afkølede pool, hvor udsigten bestemt heller ikke var til at klage over.

Tirsdag var vores sidste dag i Tucson. Vi havde planlagt at tage af sted tidligt om morgenen, men inden vi fik spist den overdådige morgenmad og sagt farvel var klokken næsten 12. Familien var ikke meget for at vi tog af sted, men vi lovede at komme tilbage en anden gang.

Den rutinerede mor lavede lige æg, bacon og french toast til hele familien, mens den yngste søn hyggede sig på armen.

Herefter gik turen mod Sedona. Et sted vi var blevet anbefalet – og det med god grund. Sedona ligger i red rock country hvor alle stenene og klipperne er røde. Desværre er der også rigtig mange kaktusser så hvorfor ikke lige indkassere 5 punkteringer på under 24 timer? Vi fandt et sygt frådern trail med slick rock, drops og en lille kløft, hvor vi var nødt til at kaste os selv og cyklerne over.

Trailhead i Sedona

Her gik vi og troede danske komanulansatte var ineffektive 😮
PS. Der er to mænd mere til at prøve at regulere trafikken fra de andre veje.

Onsdag aften kørte vi til Kaibab National Park, hvor vi for en kort bemærkning slog teltet op. 03.40 stod vi nemlig op igen for at køre til Grand Canyon og se solopgangen ved Yaki Point. Det var et flot syn at se solen kaste sine første stråler ned i den dybe kløft. Vi nøjedes dog ikke med at se ned i den, vi barberede også lige en 2-4 timers hike ned i kløften på 1 t 35 min. En lækker tur der gav lidt sved på panden/ryggen.

Solopgang i Grand Canyon

Vi holder varmen!

Udsigt over Grand Canyon

Inden vi helt forlod Grand Canyon nåede vi også lige at se udsigten fra udsigtstårnet ved Dessert View. Nu sidder vi i vores egen lille sandkasse, hvor vi skal campere de næste to dage.