Halleluja for aircondition
”Brian Head Resort, hvad sker der for overnatningsmulighederne? Enten en knoldet mark uden så meget som et hul i jorden eller 93 dollars for et værelse, der er en fjerdedel værd??” Nå men så kører vi da bare videre og kan passende begynde at skrive dette blogindlæg.
Fra vores sandkasse i Page gik turen til den nærliggende Lake Powell, hvor vi efter et skuffende besøg på sten-stranden opdagede, hvorfor alle de andre turister sejlede rundt ude på søen i stedet for at få deres tæer viklet ind i tang. Med dankortet i hånden stod beslutningen blot mellem at leje en husbåd, en kæmpe speedbåd eller en vandscooter. Man skulle bare være 18 år for at leje både, så der var frit valg på alle hylder. Vi endte dog med en vandscooter der i gennemsnit kunne sejle 30-35 mph. Det skulle dog testes, så knap var vi kommet ud af havneanlægget før gashåndtaget blev trykket i bund: 8000 omdrejninger pr. min og 62 mph (100 km/t) – JA TAK, det rykker i røvhårene (specielt når man sidder bagpå og slet ingen føling har med båden).
Vandscooteren, som vi havde lejet i to timer, blev rykket max rundt og et par gange eller 10 måtte vi også se vandscooteren fortsætte et par meter videre uden os selv. På brochuren stod der, at der var brandstof nok til 3-4 timer, men det holdt heller ingen steder. Da vi var færdige, var tanken næsten tom, men til vores held kunne udlejningsfirmaet kun finde ud af at fylde 6 gallon på, hvor vi nok nærmere skulle have betalt for 11 😉
Jet ski på Lake Powel
For at fuldende en god dag købte vi en ordentlig satan af en entrecote bøf, nogle pølser og en ordentlig omgang salat. Så var der dømt grill for alle pengene. Bøffen smeltede på tungen mens pølserne knap nok egnede sig til at blive skyllet ud i toilettet. Vi må nok bare indse at ostepølser i udlandet ikke er helt det samme som i Danmark.
Dagen efter tog vi på en guidet tur til Antilope Canyon, som krævede en tur i en firhjulstrækker. Til vores store fornøjelse var vores guide ham med den tungeste fod, så udover at se den meget flotte canyon, fik vi også en sjov tur i den åbne firhjulstrækker.
Antilope Canyon
Yaa!! FOX affjedring på jeepen
Herefter gik turen til Grand Canyon. Ja du læste rigtigt! Vi tænkte vi lige ville se den igen, men denne gang fra den noget mindre turristede nordside. Efter 25 miles af spændende grusstier nåede vi endeligt ud til kanten. Her var ikke et øje, og i modsætning til sydsiden kunne vi her få lov at nyde det pragtfulde syn fra sadlerne på vores cykel. Et 18 miles langt singletrack snoede sig langs kanten og førte ud til 5 udsigtspunkter.
MTB Trail på nord siden af Grand Canyon
Næste stop på vores tur var Bryce National Park, hvor vi fik set en masse Hoodoos. Vi fandt aldrig helt ud af hvad det var udover klipper, men flot og anderledes var det. Om aftenen sov vi på Ruby’s Inn i Bryce City, som udelukkende bestod af butikker eller overnatningssteder ejet af Ruby, den havde han sku luret godt. Vi kvitterede med at gå i poolen uden at have været i bad efter vores cykeltur.
Søgaard spejder ud over Bryce Canyon, i håb om at finde en Hoodoo
Efter anbefaling fra Bjarke Refslund tog vi en cykeltur i det nærliggende Red Canyon. Vi var begge rimelig smadrede efter at have sovet i telt i en uge, så vi endte med at tage det mest kendte spor ”Thunder mountain trail” som en restitutionstur. Desværre var kun Søgaard, der tordnede. Han var ikke helt tilfreds med sin cykel, som lige fik en flyvetur ind i en busk. Udover den sidste rigtige nedkørsel, var trailet ikke specielt fedt, men den nedkørsel var så også rimelig sprød.
Generelt har vi ikke haft problemer med at udtage vores vejvalg her ovre, men på vej til Las Vegas blev det lidt mere spændende. Erfarne adventure racere ville sikkert have taget højde for det, men vi blev lokket lige i vejvalgs fælden, da en stor skovbrand havde lukket et lille område på et par hundrede kvadratkilometer af skoven af. Samlet tidstab ca. 64 minutter. BOM.
Skovbrand…
Frem kom vi dog, og fandt os et lille Motel i nærheden af The Strip. Igen kan vi konstatere at det havde været bekvæmmeligt at have 21 somre på ID kortet, da det ellers er praktisk talt umuligt at finde et hotel på The Strip. Dagen efter fortsatte hotel jagten, og vi fandt frem til at Hilton måtte være det bedste sted for små drenge som os. Det lå godt nok ikke på The Strip, men til gengæld har det sin egen togstation, og en Buffet med over 100 retter! Som ved alle andre buffeter tog vi det selvfølgelig som vores samfundspligt at spise for laaangt mere end hvad vi betalte. Hilton er endnu ikke gået konkurs, men den ene dag lykkedes det os at spise så meget mad, at vi kunne nøjes med det ene måltid.
Opskriften er simpel: Gå ned til morgenmadsbuffeten (Den billigste buffet om dagen) kl. 10:45, æd dig stop hamrende mæt i French toast, pandekager, æg, bacon, melon, scones og alt hvad hjertet ellers begærer. Klokken er nu ca. 11:15, og du vil erfare at morgenmaden er blevet erstattet af en overdådig middag/aften buffet. Her starter du bare fra en ende af med at smage det hele, hvorefter du går et par omgange ekstra for lige at snacke det bedste. Hvis dig eller din makker på noget tidspunkt skulle blive mæt og have trang til at give op, må i sørge for at huske hinanden på at der er stor forskel på at være mæt, og ikke at kunne spise mere.
Måltidet afsluttes derfor med et par runder i kagebuffeten, hvorefter de meget gerne skulle have indtaget rigeligt med energi til resten af dagen.
Noget af Proschowskys morgenmad den sidste dag.
Ud over den lækre mad bød Vegas, på nogle af de største og mest pompøse bygninger vi nogen sinde har set, og nogle af de mindst påklædte damer.
Pirat show i Vegas
Det er alt hvad i får for denne gang. Vi er godt nok kommet lidt længere på vores rejse, men skrivemaskinen kører desværre ikke helt så hurtigt som Tahoen.
Rasmus og Andreas
Status: 41 grader i snit og osten er smeltet!
Endnu en gang er vi nået til en campingplads i ørkenen, og det må derfor være på tide med et nyt blogindlæg. Af en eller anden årsag er det også kun campingpladserne, hvor temperaturen aldrig kommer under 30 grader, at der er internet.
Efter vi forlod Blythe for lidt over en uge siden er der sket en masse. På vej til Tucson fandt vi et vildt sprødt mtb trail i Pheonix, hvor et stykke af ørkenen var forvandlet til en labyrint af spor mellem et hav af kaktusser. Selvfølgelig skulle vi ud og køre mens det var varmest. Heldigvis blæste det lidt, men det hjalp ikke meget mod de 45 grader.
En rimelig original opmærkning af sporet i Phoenix.
Efter en tur i Pheonix ovnen ankom vi til Tucson, hvor vi blev taget godt i mod af Belin og fik vist vores værelse. Lidt senere kom Marianna med lillebror JP og deres onkel. Om aftenen tog vi i biografen og så Prometheus, en ganske udmærket fremtidsfilm, men det bedste var nu næsten køreturen frem og tilbage. Den foregik i en oldschool Cadillac med det vildeste læderindtræk i en så pornorød farve, at man skulle tro den var blevet censureret væk i USA. Den store køler og en blød affjedring gav den en helt speciel stil, men desværre failede den max da vi skulle hjem fra biografen – no battery 😦 Vi fik dog hjælp af en flink mand i en stor pickup og hjem kom vi.
Familien i Tucson
Det smukke indre af Marianas Cadillac.
Fredag tog vi lige et smut til Nogalez i Mexico, hvor Marianna og Belins bedstemor bor. Her blev vi inviteret på mexicansk mad og slik, hvor maden var væsentlig bedre end slikket. Mexicansk slik findes både i version der smager som at tygge i en gammel lædersko og så en for normale mennesker, der godt kan lide det lidt sødt.
Den mexicanske slikbutik
Til gengæld er mexicansk bowling ligesom i Europa, så her blev det også til en sikker sejr til Rasmus 😉
At komme ind i Mexico var ca. ligeså nemt som at komme ud af tivoli. Ingen kontrol, ingen pas, kun et lille skilt hvor der stod man ikke måtte medbringe våben, hvilket den mexicanske befolkning nok ikke helt har forstået. Efter turen i New York var vi lidt spændte på hvor svært det mon ville være at komme ind i USA igen. Proschowsky var måske ligefrem nervøs, da grænsepolitiet (Selvfølgelig veludstyrede med diverse automat våben) Ikke lige kunne se at Søgaard havde været i USA før…. De fandt dog heldigvis stemplet i passet, og lod ham passere. Proschowsky så lidt mere suspekt ud, men efter at have lovet ikke at have stoffer med, fik også han lov at komme igennem. Alt i alt en meget overskuelig omgang, der klart kan anbefales, frem for turen over New York.
Rasmus går tur med lillebror JP
Om aftenen prøvede vi at snige os på bar med Marianna og Belen, men da Proschowsky blev spurgt om ID, var Søgaard ualmindelig hurtig til bare at bestille en vand. Det kan godt være man kan køre bil fra man er 16, men bestille sig en lille uskyldig øl, det kan man ikke før man er 21.
De følgende dage brugte vi på at besøge noget mere familie, være kulturelle i form af et besøg på det lokale flymuseum og en række af byens cykel bikse, hvor det blev til en lille souvenir (et nyt sæt xt bremser til proghornen, der længe havde hængt lidt i avid bremsen).
Et fly i lidt mindre målestok
I kantinen må man åbenbart ikke have sin gun med ind.
Lidt træning blev det dog også til. Vi fandt et fedt mtb trail og uden tvivl det fedeset heste spor ever i Catalina national forest. Hvis bare kødscooterne i Danmark ville lave sådan nogle spor, ville vi måske have mindre trang til at spise dem. Det var et langt singletrack hvor man hele tiden kunne holde høj fart og flow. Super lækkert.
Hestesporet i Catalina. Lidt noget andet end de hullede, mudrede, totalt op pløjede heste stier vi har her hjemme.
Søndag morgen stod den på endnu en lille trænings snack i form af 45 kilometers stigning til toppen af Mount Lemon. En lille knold i deres baghave på knap 3 km. Den startede desværre ikke helt nede ved havet, så vi måtte nøjes med 2300 højdemeter :s Til gengæld var udsigten fantastisk, selvom det hele hurtigt var forbi, og vi efter 2:45 måtte vende næsen hjem af.
På toppen af Mount Lemon
Til dessert bestilte vi 2½ times tennis træning med Mariana og Belens 11 årige lillesøster Krista. Da vi havde fået stille vores trænings sult, tog vi forbi Red Box automaten, og hævede to film på beløbet, 1½ dollar, jo tak.
Mandag tog vi forbi universitetet, hvor vi fik pryglet noget jern i deres gigantiske gym inden vores nye coach Mariana viste os hvordan man tager solbadning til et helt nyt niveau – en flydende skummadras i den afkølede pool, hvor udsigten bestemt heller ikke var til at klage over.
Tirsdag var vores sidste dag i Tucson. Vi havde planlagt at tage af sted tidligt om morgenen, men inden vi fik spist den overdådige morgenmad og sagt farvel var klokken næsten 12. Familien var ikke meget for at vi tog af sted, men vi lovede at komme tilbage en anden gang.
Den rutinerede mor lavede lige æg, bacon og french toast til hele familien, mens den yngste søn hyggede sig på armen.
Herefter gik turen mod Sedona. Et sted vi var blevet anbefalet – og det med god grund. Sedona ligger i red rock country hvor alle stenene og klipperne er røde. Desværre er der også rigtig mange kaktusser så hvorfor ikke lige indkassere 5 punkteringer på under 24 timer? Vi fandt et sygt frådern trail med slick rock, drops og en lille kløft, hvor vi var nødt til at kaste os selv og cyklerne over.
Trailhead i Sedona
Her gik vi og troede danske komanulansatte var ineffektive 😮
PS. Der er to mænd mere til at prøve at regulere trafikken fra de andre veje.
Onsdag aften kørte vi til Kaibab National Park, hvor vi for en kort bemærkning slog teltet op. 03.40 stod vi nemlig op igen for at køre til Grand Canyon og se solopgangen ved Yaki Point. Det var et flot syn at se solen kaste sine første stråler ned i den dybe kløft. Vi nøjedes dog ikke med at se ned i den, vi barberede også lige en 2-4 timers hike ned i kløften på 1 t 35 min. En lækker tur der gav lidt sved på panden/ryggen.
Solopgang i Grand Canyon
Vi holder varmen!
Udsigt over Grand Canyon
Inden vi helt forlod Grand Canyon nåede vi også lige at se udsigten fra udsigtstårnet ved Dessert View. Nu sidder vi i vores egen lille sandkasse, hvor vi skal campere de næste to dage.
Vores campingplads / Sandkasse i Page.
Her er lidt varmt, men hvis man gør sandet vådt er det sygt godt at bygge sandslotte af.
Den amerikanske udgave af Proschowsky… Så meget for at have stavet hele sit navn i telefonen.
Om ikke andet, så kommer der et nyt blogindlæg når vi krydser Nevada på ”The loneliest road in America”, men mon ikke vi havner i en ørken inden da 😉
Det var alt herfra. Sørg nu for at drikke vand nok derhjemme så i ikke besvimer i varmen!
/Proschowsky og Søgaard
Kørerturen til Page bød på en hel del flotte views.
Natbadning i poolen. Ganske behageligt når både vand og luft er 30 grader
The first week in the states
Nu har jeg været i USA i en uge sammen med Andreas Proschowsky. Vi er i skrivende stund ved at krydse ørkenen imellem LA og Tucson, og har derfor tid til lige at skrive denne lille roman om vores oplevelser so fare.
Vi tog hjemmefra sidste tirsdag kl. 7 og så tog det fart! På vej til LA havde vi en mellemlanding i New York og heldigvis var flyet 1 time tidligere fremme end planlagt, hvilket betød at vi lige akkurat kunne nå at komme igennem den meget omfattende kontrol for at få lov at komme ind i landet. Ikke nok med at vi havde udfyldt ESTA papirer hjemme fra, blev udspurgt af ”sikkerheds agenter” i Kastrup, fik scannet alt bagagen, udfyldt nye papirer i flyet, så skulle vi også lige igennem lidt over to timers sikkerheds kontrol i New York. Her blev vi først jaget i den rigtige kø af Big Mamma, hvorefter vi fik taget fingeraftryk af begge poter, blev udspurgt om destination og formål for rejse og tjekket vores pas et halvt dusin gange. Så tror man ligesom man er færdig men nej. Vi skulle også lige finde vores bagage, stille os i en ny kø, for derefter at aflevere den på et nyt bagagebånd, stille os i endnu en kø for endnu en gang at blive sikkerhedsscannet og endelig kunne vi komme med flyet, hvor de selvfølgelig ikke havde mere mad, til LA.
Efter 6 timers sultestrejke kom vi endelig frem. Her havde Gerry og Colleen (Proschowskys familie, som vi skulle bo hos) sørget for transport hjem til deres hus. Her ventede os en varm velkomst med lækre sandwichs, en bil vi kan låne i 2 måneder og to opredte værelser, det er luksus.
Vores bil de næste to måneder. Vi takker Gerry og Colleen.
Andreas’ værelse
- Gerry og Colleens hus
De første to dage brugte på at få samlet cyklerne, prøvekørt dem i bakkerne, købt lidt af de ting vi manglede og ellers bare nyde livet og poolen ved Gerry og Colleens hus. Der ud over var vi inviteret til sommerferie fest med de ansatte fra den skole hvor Colleen er rektor. Her blev vi også taget rigtig godt imod, og det var spændende at møde og snakke med de lokale. Vi mødte blandt andet Maria, der straks inviterede os hjem til hendes forældre, hvor vi da skulle møde hele familien og blive så længe vi havde lyst. Det er vanvittigt så åbne og imødekommende folk er imod os, selvom vi nærmest ikke kender dem. Vi tog selvfølgelig imod tilbuddet og aftalte at mødes med dem lørdag morgen.
Fredag stod vi tidligt op for at tage i Universial Studios, en forlystelsespark i Hollywood, hvor vi prøvede en masse forskellige rutsjebaner, der alle var bygget op over forskellige film og indeholdt en masse specialeffekter og 3D film. Vi så også 2 live shows; et hvor en mega tyk mand, med mega meget selvironi viste hvordan man lavede forskellige speciel effects, og et hvor hele omgivelserne fra filmen Water World var genskabt i en stor arena. Her spillede de en scene fra filmen hvor byen bliver angrebet, i forsøget på at få oplysninger om ”Dry Land” Det indebar stunts på vandscootere, eksplosioner, et fly der landede i poolen, folk der blev skudt og faldt i vandet fra 10 meters højde, og en masse andre fede effekter. Til sidst var vi på the ”Studio Tour” En guidet rundvisning i Universal City, hvor Universial Studios film bliver optaget. Her så vi en lang række Kulisser til blandt andet, Desperate Houswifes, The Grinch, Pirates of the Caribbean, the Trueman Show og mange mange flere. Det var sjovt at se hvordan man kunne genkende nogle af stederne, og vildt at de rent faktisk har opbygget permanente byer med forksellige gader til at afsepjle forskellige områder og tidsaldre.
Mr. Beans bil
- Kuliser fra filmen “The Grinch”
- Water World i Universial Studios
Efter en lang dag i parken, fandt vi cyklerne frem og begav os op mod hollywood skiltet. Vi havde fundet en mountainbike trail der skulle gå op i nærheden af skiltet. Det gik helt fint op ad asfalten, MEN da vi ramte singletracket skulle man enten hede Julian Absalon på en god dag, eller være usandsynligt glad for at bære rundt på sin cykel, for det var nærmest umuligt at cykle. Efter halv times klatring nåede vi dog op til en virkeligt flot udsigt, en flok amerikanske tøser der troede vi var fra Australien og ikke anede hvad eller hvor Danmark var. Nedkørslen bød heldigvis på lidt mere cykling, og flere flotte panorama views ud over Hollywood og LA. Der var dog stadig en del steder hvor Danny Hard ville være blevet udfordret på den onde klinge, så det kørte vi selvfølgelig…… ikke. Pludseligt stod vi ved trailets start og tænkte ”what the fuck” hvor fanden er Hollywood skiltet? Rimeligt skuffende at vi ikke fik set skiltet på tæt hold, men det er jo svært at få det hele med når man bare kommer blæsende forbi i bedste Tony Martin stil.
På toppen af Holly Wood Hills.
Proschowsky på vej ned af.
Lørdag ringede vækkeuret kl. kvart over 5, da vi skulle mødes med Maria og hendes familie. Det indebar en køretur på tværs af LA, ca. 125 km. Hvilket kan virke overkommeligt, men i LA målestok er riiimeligt langt, da de 7 sporede motorveje stopper fuldstændigt til!!. Frem kom vi dog, og her blev vi endnu en gang modtaget med åbne arme. Efter af have mødt hele Marias familie, hvilket vil sige, forældre, børn, søskende, og deres kærester, tog vi med dem ud og hike. Turen gik ned til bunden af en canyon, hvor vi sprang ud fra en klippe og fik os en lille dukkert i floden. Turen tilbage gik udelukkende op af, og var lidt mere udfordrende for nogle end andre, men op kom vi alle. På vejen hjem fik vi tanket lidt energi op på burgerstedet In N Out, hvor vi selvfølgelig skulle prøve den klassiske four by four. Bolle, 4 gange ost, 4 gange bøf og lidt frisk salat. 1000 kcal BOM. Tilbage på terrassen og få en kold øl og en lur inden vi skulle ud og spise på ”The Boiling Crab” om aftenen. Her var menuen skaldyr i rigelige mængder, serveret direkte på bordet. Ingen tallerkener, ingen bestik, bare en hagesmæk og klør 5. Virkeligt fedt koncept med nogle virkeligt gode og seriøst store krabber og rejer. Natten tilbragte vi tilbage hos Marias forældre, hvor Marias bror Adrian og hans kæreste sov på sofaen, så vi kunne bo på hans værelse.
Søgaard hopper fra klipper.
The Classics four by four Burger from In ‘N Out
Marias familie
Søndag morgen vidste Adrian os et lokalt mtb spor inden vi fik serveret en ordentlig omgang amerikansk morgenmad. Med fulde maver gik turen mod Holly Wood, hvor vi endeligt fik set Holly Wood skiltet, besøgt voks museet, taget billeder med stjernerne i vejen og fik tilbudt både hash og optagelse i en religiøs sekt. Vi takkede dog nej tak til begge dele da vi jo er voksne og ansvarsfulde og købte verdens største is i stedet for.
Aktion helte og religiøse sekte i Holly Wierd
Proschowsky og Hugh Hefner
Om aftenen kørte vi ud og besøgte Merilie, Ray og Frank, noget mere af Proschowskys’ familie. Det var fedt for Proschowsky at se huset og haven igen, og vi fik et dejligt måltid mad og en god snak om alle afkroge af familien.
Ray, Merilie, Proschowsky og Frank
Mandag stod på vilde rutsjebaner i Magic Mountain, hvor man blev snurret rundt på den helt store klinge (54 tands) Der var rutsjebaner hvor man stod op, sad ned, vendte på hovedet, lå vandret og loop og twist i alle tænkelige retninger. Kombineret med hastigheder på op til 125 km i timen og lodrette drop på knap 100 meter, var det nogle rimeligt crazy ture! De fleste af de ansatte var rimeligt trætte af livet, og af at stå og klappe af turister der havde kørt på rutsjebanen 😮 men den rappende, stort smilene, beatboxene neger i Goliath han nød det og sørgede for god stemning i køen.
Rutsjebaner i Magic Mountain
Tirsdag morgen kørte vi til AAA for at hente meget omfattende rejse materiale til vores tur. Bestående af 3 guide bøger, 3 campingbøger, et par dusin kort over alt vi kommer i nærheden af, selvfølgelig med vores rute markeret i hånden, og en Trip Tik der lige sammenfatter det hele på overskuelig vis. Alt sammen ganske gratis og serveret i et stop fyldt indkøbsnet, slå den FDM. Herefter var det bare at sætte sig i Bilen og følge instruktionerne mod Tucson. På vejen havde vi fundet et Mountainbike spor, 500 højdemeter op af grusstier og derefter nogle rimeligt udfordrende downhill sektioner. Det kunne ikke gå være en galt, så det var bare at smække røven langt ned bag sadlen og håbe på det bedste. Søgaard klarede det meget godt, men Proschowsky måtte erfare at det til tider kan være ret praktisk med en bagbremse (Der ikke er produceret af Avid) men dog ingen store styrt J På vejen videre fik vi lige den geniale ide at campere i ørkenen. Damen vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre da vi bad om en telt plads, men med 45 grader klokken 6 om aftenen havde det nu også været lækkert med en autocamper med Aircondition. Vi fik dog en fin plads i første række ned til floden og efter en tur i poolen og en god omgang pølser med pasta var der lagt i ovnen til varm nat.
Vores camping plads i Blythe/en oase i ørkenen
I Tucson skal vi besøge lidt mere familie i form af Marianna, Belen og ellers bare hygge os i varmen.
Over and out her fra
/ Rasmus og Andreas
PS. Solen skinner, himlen er blå og Søgaard er ved at skalle fra hinanden som et puslespil med 1000 brikker.
Trimtex cup afd. 2, et “brækket ben” og World Cup i Polen
Som overskriften siger, så kommer følgende indlæg til at omhandle lidt forskelligt, og noget af det skete allerede tilbage i januar. Som jeg har skrevet før, har jeg jo døjet noget med et dårligt knæ og bare tænkt, at det skulle have tid, hvilket det egentlig også bare skal, men nu ved jeg hvorfor det bare skal have tid. For knap en måned siden var jeg til Team Danmark læge for at få knæet undersøgt. Umiddelbart kunne lægen dog ikke se noget ved en ultralydsscanning, og jeg blev derfor henvist til en MR scanning på Århus Sygehus. Det offentlige system og ventetider kører ikke helt optimalt, men jeg fik hurtigt en afbudstid og blev derfor scannet og en uge efter fik jeg svar: “Du har haft et brud i knoglen, hvilket har forårsaget en blødning inde i knoglen!”. Så helt et brækket ben var det ikke, men det var på vej. Bruddet skyldes nok et styrt jeg havde på cykel i januar, hvorefter jeg også begyndte at have ondt. Heldigvis var der ikke sket noget med knæskal, brusk eller sener, og det skal bare have tid før det ikke længere giver smerter. Der kan dog gå mellem 1-6 mdr men jeg kan ikke gøre det værre af at cykle med det, sådet var en rigtig dejlig melding. Når det nu skulle være, så er jeg jo sluppet billigt fra det, og mit knæ er sådan set fint på nær en lille revne nederst i lårbensknoglen.
Med disse imformationer tog jeg 2. afd af trimtex cuppen, som var spredt lidt ud over Sjælland: Lang i Tisvilde Hegn, Sprint i Tokkekøb og Mellem i Hvalsø skovene.
Langdistancen gik ikke så godt. Egetlig kører jeg fint og laver ingen fejl, men til post 9 styrter jeg og slår mit kortplade løs, da noget af kortholderen bøjede. Det var overhovedet ikke til at læse noget kortet der roterede som en karussel i den stræke blæst, og jeg valgte derfor at udgå.
Sprinten i Tokkekøb var en noget anderledes positiv oplevelse. Der var fælles start og hurtigt lå Bergmann, Proschowsky og jeg i front. Bergmann og jeg har hver vores gafling efter post 1, der var fælles., mens Proschowsy, der egentlig har min gafling bommer sig lidt væk og derfor ikke kommer til at køre sammen med mig. Mit mål er at komme til samlingsposten samtidig eller før Bergmann, der dagligt træner i skoven. Da jeg stempler samlingsposten efter de to gaflinger har jeg dog overhovedet ikke set Bergmann og ved ikke, hvordan han ligger. Jeg giver den derfor max gas og ser ham så i modløb et par poster efter. For at hente ham bliver jeg nødt til at satse på et andet vejvalg, som viser sig at være 2 sek hurtigere, men slet ikke nok. Ved 3. sidste posten er jeg også kommet lidt på bagkant og kører derfor 4 meter den forkerte vej. Jeg nåede derfor ikke at hente Bergmann, men jeg bliver en sikker nr. 2.
På mellemdistancen var jeg opsat på at vinde. Jeg havde vildt gode ben og det går rigtig godt indtil post 10, hvor der efter min mening er kortfejl. Her m,ister jeg 6 min og bommer også lidt i vrede ud fra posten. Ud fra post 11 er der dog en KÆMPE kortfejl som jeg også mister tid på. Jeg får dog klaret hovedet og tråder alt hvad jeg kan i pedalerne i håbet om at jeg kan sætte Johan, der har hentet mig, og at Bergmann og Proschowsky også har lavet fejl. Igen ved post 21 er der kortfejl som jeg mister tid på, men udover de 3 fejl kører jeg stort set fejlfrit og har 11 strækvindere ud af 22 poster, så det synes jeg helt bestemt var godkendt. Det rækte kun til en placering som nr. 5 (så vidt jeg husker) men det var god træning og en god indikation på at benene stadig kan træde lidt watt.
Det var vist det jeg manglede for at kunne nå frem til:
World cup i Polen
I sidste weekend var jeg med landsholdet til 2. afd. af World Cuppen som denne gang foregig i Duszniki Zdrój som er et skiområde, hvorfor der overhovedet ikke var andre mennesker end os der kørte worldcup. Som sædvanlig når det er i Polen, bliver alt gjort i sidste øjeblik og det er ikke alt der er helt styr på. Der var fx nogle kort som ikke var helt i orden og blev rettet dagen før takket være den danske event adviser Jan Eg. Stiernes gradueringer var heller ikke helt efter bogen på mellemdistancen, men det var ens for alle. Vi kørte sprint, mellem og lang massestart og her kommer min oplevese af de tre løb.
Klar til parade og sprint inde i Duszniki Zdrój
Sprint.
Ud fra opvarmningskortet troede jeg at sprinten ville blive RIGTIG teknisk så jeg valgte bevidst ikke at varme super meget op for ikke at køre alt for stærkt og bomme i min iver for at komme i gang. På forhånd havde jeg lagt en taktik for løbet, hvor det vigtigste var at tage de stop, der skulle til for ikke at komme på bagkant og bomme, samt at bevare kortkontakten i gul zone. Heldigvis for mig var sprinten slet ikke så teknisk, som jeg havde troet, og jeg kører de første 4 poster rigtig godt. På post 5 fumler jeg lidt med mit kort, der skal vendes, og til post 6 har jeg rigtig tunge ben op ad bakken og tager så en sti til venstre en gang for tidligt, hvilket jeg opdager ret hurtigt, men da det går ned af bakke vurderer jeg, at det ikke kan betale sig at vende om, hvilket nok var en fejl, da jeg mister over et minut på den post. Post 7 tager jeg lidt tøvende, men derfra kører det rigtig godt og jeg kommer i mål uden at lave flere fejl. På nær post, 5,6 og 7 var jeg rigtig godt tilfreds med sprinten, hvor jeg er 3.37 efter vinderen og mister 2.37 i forhold til de hurtigste stræktider på post 5,6 og 7.
Mellem.
Jeg var rigtig klar på at køre et godt løb og jeg havde igen lagt en taktik for løbet. På vej til post 1 kører jeg og læser kort, hvor jeg flere gange får forhjulet i et mudderhul og må have den ene sko ud af pedalen, så der mister jeg lidt tid. På de næste poster har jeg fin flow og får udført mine vejvalg. På post 7 overser jeg en sti men opdager hurtigt, at jeg er forbi men løber så bare ind over terrænet. Post 9 kegler jeg maks og mister rigtig meget tid fordi kortet er noget mangelfuldt, hvilket også er tilfældet ved post 12, hvor jeg kommer ud af en lille sti som ikke er på kortet. På post 14 dummer jeg bare helt regulært og mister lidt tid. På nær de tre poster var jeg igen rigtig godt tilfreds med mit løb, men specielt post 9 ødelægger det hele. Jeg er 10.22 efter vinderen og mister 7.44 i bom på de tre poster til de hurtigste stræktider, hvorfor en placering i top 10 ikke havde været urealistisk, da top 10 var 6.35 foran mig.
Lang.
Igen var jeg rigtig klar på at præstere og lave et godt resultat. Jeg havde bestemt mig for at følge med teten men ikke at skulle frem og trække. Jeg følger fint med til post 1 og kommer så helt i front på vej til post 2, da de to forreste kører forbi en sti, som jeg så drejer nedaf for bare at vise de andre hvor mosen er, da jeg ryger lige på hovedet i den og må kæmpe for at få mig selv og min cykel op igen. Da det er lykkedes er jeg næsten bagerst og har en løs kortplade som roterer for et godt ord. På post 3 bliver jeg trukket til den forkerte post fordi jeg er så træt af det og bare skal hente de andre. Jeg opdager det dog hurtigt og får kørt til min egen post og gafling, hvor jeg kun ligger sammen med Juuso fra Finland. Vi kører sammen et stykke tid hvor jeg ikke kan se en skid på mit kortbord mens jeg kører og tager derfor flere stop. På nær en overset sti til min post 7 kører jeg egentlig rigtig fint med er rigtig træt af min kortplade og gider ikke køre anden runde for at ende sidst på resultatlisten pga. dårligt materiale, når jeg startede for at lave et godt resultat. Rigtig trælst, for jeg havde rigtig gode ben og var egentlig rigtig skarp og fokuseret.
Så overordnet set var worldcuppen noget lort resultatmæssigt, men jeg tager også rigtig mange gode ting med. På mange poster er jeg ikke ret langt efter og med lidt træning så er jeg endnu kortere efter og hvis jeg så bare kan minimere de fejl jeg laver, så ser det ikke helt skævt ud.
Resultater, splittider, lidt billeder og kort kan ses på http://www.wcup.pl/
Nu skal jeg til Sverige og kører de svenske mesterskaber her i weekenden, hvorefter jeg tager to mdr. til USA for at cykle. Det glæder jeg mig vildt meget til og der kommer nok også noget på bloggen undervejs 🙂
Det danske landshold i Polen med vores nye Trimtex caps 🙂
/Rasmus
12 timers intensiv jagt
I sidste weekend var jeg taget til Sjælland, nærmere bestemt Nøddebo, for at køre nordens største 12 timers mtb løb, H12. Jeg var tilmeldt med Bergmann og Proschowsky, men vi havde haft lidt svært ved at finde en sidste mand, så to dage før løbet fik vi Rasmus Folino, der er gammel juniorlandsholdløber i orienteringsløb, med på holdet. Folino selv sagde han ikke var i så god cykelform, men han var lige kommet hjem fra en sæson på langrend i norge og havde kørt vasaløbet i 5 timer og 20 min så vidt jeg husker, så lidt form måtte der da være.
Inden starten havde vi kigget lidt på de andre hold og umiddelbart så konkurrencen ikke så hård ud som den plejer at være, måske fordi der var sramliga om søndagen. Sidste år blev vi nr. 10 og derfor var vores målsætning i år at køre i top 5 i det 202 hold store felt.
Desværre starter løbet ikke helt som vi vil. Ca. halvvejs på første runde får Proschowsky, der kører første tur, sin anden punktering, og da han kun havde CO2 patroner med til første punktering og ingen ekstra pumpe, må han løbe de 6,5 km, der er hjem. Detbetyder, at han skifter mig ud som nr. 167 med 20 min. op og en helvedes masse langsomme ryttere foran mig, der endnu ikke er blevet spredt men kører i store klumper, som er svære at overhale på de små singletracks. ØV.
Derfor starter vi en vanvittig jagt på at hente nogle af de gode hold. Jeg kører os op som nr. 92 (hvor jeg samtidig ødelægger min ene sko), Bergmann fortsætter den gode stil og kommer ind som nr. 45 i hvad der viser sig at være vores holds bedste tid i løbet af dagen. Folino glemmer at tage sin astma medicin, men giver den alt, hvad han kan, kører en acceptabel tid og sender Proschowsky ud som nr. 33. Herfra begynder det at gå lidt langsommere med at køre placeringer ind, men ligeså stille kravler vi derop af. Med omkring 4 omgange tilbage kan vi chancen for at køre os i top 10 og overhale vores gamle team, Team ride4fun med Bjarke Refslund på holdet. Desværre fyrer Bjarke den max af og kører to hurtige omgange, mens Proschowsky i stedet indkasserer punktering nr. 3 og endnu en omgang tabt tid. Vi ender derfor med at have kørt 15 omgange i tiden 11 timer 23 min, hvilket placerer os som nr. 14 kun 5 min fra top 10. Endnu engang ØV, men sådan er 12 timers løb. Nogle gange kan man køre samtlige 12 timer uden defekter, men andre gange går det hele galt. Så vi må jo bare prøve igen næste år.
Personligt kunne jeg godt mærke at jeg ikke havde så meget at skyde med. Jeg kørte omgangstider på 0:43:54, 0:43:17, 0:44:40 og 0:44:27, så mine tider lå meget konstant men jeg kørte 3 min langsommere end Bergmanns hurtigeste tid, som dog blev sat i tørvejr og uden alle de langsomste ryttere foran, mens jeg kun kørte omgange i regn og som den bagerste i feltet. Så det er okay, men der er lidt at arbejde på J
Mit knæ havde det også fint, så det er rigtig positivt, nu hvor USA og de fedeste tracks venter om en lille måneds tid.
Resultater og omgangstider for H12 kan ses her.
Der ligger masser af billeder fra løbet på H12’s egen hjemmeside. Jeg fik ikke selv taget nogle, fordi jeg hele tiden havde travlt med at klæde om, få noget at spise, få varmen på majs koldeste dag, vaske cykel, tjekke resultater osv.
/Rasmus
Ny sponsor: Orifix
Noget af det vigtigste udstyr til mtbo, udover cyklen, er kortholderen. Derfor er det med glæde, at jeg kan præsentere Orifix.net som ny sponsor.
Orifix har valgt at sponsorere mig med en af deres kortholdere, som jeg her vil beskrive.
Kortholderen minder meget om Mirys men adskiller sig dog alligevel på flere områder. For det første kan stativet fås i 10 forskellige farver, så den matcher 100 % til cyklen, og dernæst kan stativet fås i 2 forskellige højder – 80 mm, 110 mm, hvortil en extension på 50 mm kan tilvælges, så højden passer til ens behov. Stativet, der er asymmetrisk, så det både kan sidde tæt på dig eller længere væk, passer også både til standard og oversize styr, da der følger to spacere med, som bruges ved standard styr. Når stativet sættes på styret kan man enten bruge umbraco skruer eller fingerskruer, som ikke behøver værktøj for at spændes. Skruerne kan både skrues i fra oven og fra neden, da der er to gange gevind, hvilket også gør at skruerne ikke falder ud når du skal have stativet af.
Stativet er lavet i fire dele, som samles med 4 skruer, hvilket er enorm nemt og smart, hvis kortholderen skal pakkes ned.
Kortholderen som man får den tilsendt – usamlet
Selve kortbordet kan fås i tre forskellige størrelser – 275x275mm, 250x300mm og 300x300mm, og to forskellige farver – sort og transparent/hvid. Fælles for de tre plader er, at det klare plastic cover fæstnes fire steder på bagsiden af pladen med velcro, hvilket gør det hurtigt og nemt at få kortet sat fast og kortet holdes stort set tørt i regnvejr.
Kortpladen sidder fast på stativet med en skrue, der kan strammes uden værktøj. Kortpladen kan selvfølgelig dreje 360 grader, så kortet hele tiden kan være nordvendt.
Samlet og klar til montering
Jeg har selv valgt et 110 mm stativ i grøn og en sort kortplade i 300x300mm, hvilket har den nette vægt af 380 g, hvilket er hele 25 g lettere end min gamle kortholder, der havde samme størrelse 😉
I løbet af weekenden har jeg så testet kortholderen til årets første world cup, og jeg må sige at jeg er meget positiv. Hele kortholderen kom i en stor kuvert og skulle samles, hvilket tog 5 min og var enormt let.
Kortet er også let og hurtigt at få på plads, når det udleveres i startboksen, da der ikke er nogle knapper der skal trykkes gennem op til nogle gange fire lag papir. Det er bare at åbne coveret i to sider, smække kortet ind under og så give de to hjørner et let klap om på bagsiden. Let og hurtigt, og så er der mere tid til at studere kortet. Jeg kan kun anbefale denne kortholder.
Klar til race
Orifix forhandles endnu ikke i Danmark, men jeg vil kunne hjælpe med eventuel kontakt og senere vil kortholderne måske kunne købes gennem mig.
Men tag et kig på Orifix’ hjemmeside www.orifix.net og læs mere og se det store udvalg af farver 🙂
/Rasmus
Årets første world cup, Tjekkiet.
Jeg er netop hjemvendt fra årets første world cup afdeling som fandt sted i og omkring Ritka ca. 20 km udenfor Prag. Efter 1. afdeling af den hjemlige Trimtex cup for 2 uger siden, som jeg ikke fik skrevet om, men hvor jeg kørte en 3. plads, en 2. plads hjem og et rigtig ømt knæ hjem, var jeg meget i tvivl om hvordan det ville gå, og jeg havde derfor heller ikke så store forventninger.
Dejligt med den nye landshold regnjakke fra Trimtex.
World cuppen lagde ud med langdistance i Kytin om lørdagen, hvor jeg skulle starte som nr. 4 og stort set hele løbet gik rigtig godt. Jeg fik taget et dårligt vejvalg til post 16, og lavede så ellers en kæmpe hjerneblødning til næstsidsteposten, hvor jeg får vendt kortet 90 grader forkert og så ellers bare begynder at koge rundt på en sti, som jeg slet ikke skal være på. Jeg fatter hat og inden jeg endelig finder ud, hvad jeg har gang i, har jeg tabt 8 min og 24 pladser, så jeg ender som nr. 55. Meget skuffende på en dag hvor o-teknikken på nær den ene fejl kørte rigtig godt. Fysisk følte jeg ikke jeg kunne trykke igennem som jeg gerne ville, men efter også at have været snottet på den store klinge i 4 dage i weekenden inden, var det måske ikke så mærkeligt.
Bjarke stod for den bedste danske præstation og blev nr. 14 på en dag, hvor det overraskende var Samuel Pökälä fra Finland, der tog sejren.
Søndag stod på mellemdistance med stævneplads lige udenfor det hotel vi boede på. Der var 5 km med 140 højdemeter til start, så der var lagt op til noget downhill. Den første del af banen var rigtig teknisk og jeg tog mange stop for at være sikker. Derudover var der en del stejle nedkørsler hvor man også skulle være skarp. På nær et lille minuts bom på post 5 kører jeg sikkert i posterne uden at køre så stærkt. Fra post 13 og hjem var det rimelig let orienteringsmæssigt og med en voldsom stigning til post 14 blev det noget mere fysisk præget, hvilket passede mig fint, hvilket også kan ses på stræktiderne, hvor jeg kører mig 9 pladser op. Jeg ender som nr. 27, sølle 25 sek. efter Michael Sommer, som blev bedste dansker en placering bedre end mig. Alt i alt var jeg okay tilfreds med mit løb. Når det bliver o-teknisk svært er jeg ikke så god, så at jeg havde kørt stort set uden bom var positivt, og så var der også noget mere at skyde med end dagen før.
WC Tjekkiet Mellem
Mandag sluttede vi af med stafet, hvor jeg skulle køre førstetur med Caroline på andentur og Johan som sidste mand. Bjarke og Michael kørte også førstetur og fra start tager vi tre teten ud mod starttrekanten, hvorfra jeg også kører først til min første og anden post. De forskellige første ture er gaflet helt vildt, så det er slet ikke til at få overblik over, hvor man ligger i feltet, men jeg har okay skud i benene og henter mange der har haft en kortere gafling. Post 8 bommer jeg en lille smule og skal så hente en del igen. Ved post 11 og lige inden publikumspassagen må jeg dog indkassere en punktering og et meget fladt forhjul. Jeg får dog forholdsvist hurtigt skiftet slange men punkterer så igen ved post 13. Jeg kan dog køre halvvejs til post 14, men må så af og da der ”kun” er 5 poster igen, vurderer jeg at det er hurtigere at løbe den hjem end at skulle i gang med lappegrejet. Jeg kommer derfor i mål som nr. 27 ud af 29. Bjarke fik også defekt undervejs og måtte udgå, så derfor var det kun Michaels hold som var med fremme. Mit hold endte næstsidst mens Michael, Camilla og Bergmann endte som nr. 10.
WC Tjekkiet stafet
En rigtig skuffende dansk dag, men udover mine punkteringer og et enkelt bom på post 8 synes jeg, det var gået rigtig godt.
I løbet af weekenden var vi indlogeret på et hotel med tilhørende rideanlæg og en frygtelig masse heste. Heldigvis blev hestene på de 1000 billeder, der hang på gangene og i ridefolden. Heste og mountainbikere er som regel ikke den bedste kombination, hvilket Proschowsky også fandt ud af, da han vredt blev anråbt af hotelejeren og fik af vide, at han ikke måtte cykle på gårdspladsen, for det skræmte hestene. Hvad sker der? Skyd den kødscooter og lav et måltid ud af den i stedet 😉
De lidt korte dyner på hotellet.
/Rasmus
Ny låge i stalden
Ja da, noget af det bedste der findes er at få en ny cykel, og det har jeg lige fået, eller købt er måske mere rigtigt, men ikke destro mindre ejer jeg nu en cykel mere, og hvilken en. Jeg har længe været på udkig efter en fullsuspension mtb (jeg har solgt min cupe), da jeg til juni rejser til USA for at køre mtb i to måneder, så da jeg i søndags så en knap et år gammel Cannondale Scalpel kunne jeg simpelthen ikke lade være med at tage ud og se den for derefter at købe den.
For mig er en Scalpel en af de fedeste fully’er, da den ikke har noget hængsel ved krankboksen. Den er lavet så den bare flexer i carbonen, hvilket gør den lettere – OG så meget mere liret 😉
Her kommer lige en spec liste
Stel: Cannondale Scalpel 2011, BallisTec Hi-MOD, Zero Pivot, BB30
Forgaffel: Lefty Speed PBR Lite
Bagdæmper: Rock Shox Monarch RT3
Bagskifter: Sram XX, 10 speed
Forskifter: Sram XX
Trigger: Sram XX
Bremser og skiver: Sram XX
Krank: FSA Afterburner 386 med 2-klinge setup
Forhjul: DT Swiss XCR 1.7
Baghjul: Spinergy Disc
Sadel: Token
Styr: Token Carbon
Barends: Ritchey WCS
Her de sidste par dage har jeg så testet den lidt på de fede spor i Varde grusgrav og i Blåbjerg, da jeg var i sommerhus med en kammerat, og jeg kan kune sige at den bare køre pisse godt. Den mærkes ikke som andre fullyer når man står og accelererer, hvor den virker stiv, men når man kører over rødder og huller flexer bagstellet, så den lige tager de værste rystelser. Lefty forgafler kører også rigtig godt, så selvom det ser mærkeligt ud så er det fedt at køre med.
Mit første indtryk af den er derfor kun positivt, og jeg glæder mig til at komme ud og køre noget mere på den 🙂
/Rasmus
MTBO Camp 2012
Fra d. 30. maj til 3. april deltog jeg i den årligt tilbagevendende sæson åbner for mtbo folket, MTBO Campen, som i år havde base i Hillerød. MTBO Campen er en hyggelig måde at starte sæsonen på, da der både er konkurrencer men også træninger så man har mulighed for at komme ind på kortet igen efter en lang vinterpause, hvor der for mange og i hvert fald for mit eget vedkommende ikke har været mange o-tekniske træninger. Herudover er campen ofte velbesøgt med deltagere fra Sverige, Finland, Østrig, Rusland, England, Tyskland, Schweiz og sikkert nogle jeg har glemt. Men det betyder at man lige får snakket med nogle af konkurrenterne og får et lille indblik i hvordan deres vintertræning er gået.
Fredag aften åbnede campen med en natsprint i Præstevang, hvor jeg egentlig havde et okay løb udover nogle fejl ved nogle stier som ikke var på kortet og en sti som var forsvundet i fældede træer. Jeg følte jeg havde okay ben, så det var bare at lade orienteringen styrer farten. Som noget nyt kørte vi med det touch free SportIdent Active Card, som er kendt fra ski-orientering. Det er en enhed lidt ligesom Emit, hvor man kan klippe posterne uden at skulle stemple dem. Med Active Card Skal man bare indenfor en raius på 60 cm for at klippe posten, hvor brikken så kvitterer med blink og en “bib” lyd. Posterne kan registreres med op til 40 km/t hvilket er en spor fordel i mtbo. Personl.igt fik jeg dog ikke det bedste forhåndsindtryk, da min enhed gik i stykker på strækket fra sidsteposten til mål, hvorfor min tid ikke kunne registreres.
Lørdag formiddag stod programmet noget usædvanligt for MTBO Campen på et World Rankig Event (WRE) i Gribskov Midt. På forhånd havde jeg lagt fokus på denne konkurrence samt søndagens WRE. Jeg havde derfor analyseret de to terræner og tilpasset min o-teknik til konklusionen for terrænanalysen. Henover vinteren har jeg sammen med Søren Strunge ændret min o-teknik, og lørdagens mellem distance car derfor første test af o-teknikken i en konkurrence. Og heldigvis fungerede min taktik rigtig godt og jeg kunne køre en 9. plads hjem 3.21 efter vinderen Jussi Laurila. Jeg mistede tid på 3 poster hvor jeg ikke fik taget det helt rigtige vejvalg, men jeg udførte min plan, hvilket var mit fokuspunkt.
Om eftermiddagen var der træning i Stenholt Vang.
WRE mellemdistance kortet
Søndag stod den igen på WRE, denne gang langdistance, og igen kørte jeg overordnet rigtig godt. Jeg følte ikke helt jeg havde hul igennem til stægerne og laver kun 2 rigtige fejl ved post 6 og 17, hvor jeg den ene gang kører på en sti der ikke er på kortet og må vende om og hvor jeg anden gang kører lige fordi den sti jeg skal ind af uden at se den. Mit løb rakte til en 11. plads, hvilket jeg var okay tilfreds med eftersom min form ikke er helt som den skal være.
Mandag skulle vi både køre mellemdistance i Tokkekøb og sprint i Gadevang. På mellemdistancen var der massestart men igen gaflinger, så Proschowsky og jeg vælger at starte for os selv, henholdsvis 3 og 4 mine efter feltet, for at træne vores o-teknik og ikke kroge-teknik. Udover et stræk hvor jeg har hentet en og lige hænger en lille smule laver jeg ingen fejl og kører rigtig godt indtil strækket til næstsidste posten hvor jeg mister en klingebolt og brækker mellemklingen på vej op af en bakke. Med denne defekt kunne jeg ikke cykle på min cykel og måtte udgå, men med et godt løb i bagagen.
Desværre havde jeg mit krankværktøj derhjemme og jeg kunne derfor ikke skifte klingen. Derfor fik jeg lov at låne Lasse Pedersens nye 29” hardtail, en Merida Big Nine. På nær en enkelt post hvor jeg tror jeg er på vej til den næste post og derfor ikke lige fatter hvor jeg er kører jeg et godt o-teknisk løb. Jeg er normalt ikke så godt på sprint så jeg holder lidt igen for at få flyd, og farten stiger ikke af at jeg på vej til post 9 ud af 16 knækker ventilen på baghjulen og indkasserer et meget fladt dæk. Da jeg kun har lånt cyklen har jeg ingen 29” slange med ud og må derfor nøjes med min 26” latex slange som ikke er meget for at strække sig 3” ekstra, og da dækket falder af fælgen bare man kigger på det bleve det ikke denne mandag eftermiddag jeg slår rekord i hurtigste slangeskift. Små 20 min og mange bandeord tager det og motivationen for at kører stærkt er forsvundet sammen med ventil hovedet. I mål tænker jeg så: “Halløj, nu får jeg sikkert “præmien” for langsomste tid”, men nej. Selvfølgelig er der en finne som har kørt langsommere end mig, og mens jeg skriver dette kan jeg se, han er blevet tager ar resultatlisten, hvad sker der for et lorteløb??!!
Sidstedagen tirsdag stod på ultra langdistance med fællesstart, en distance jeg normalt synes er rigtig god, men efter 4 poster kan jeg mærke at knæet ikke er helt godt. På gårsdagens sprint kunne jeg også mærke det, men jeg troede det ville gå over. Det gjorde det desværre ikke og jeg vælger at køre hjem, da jeg ikke umiddelbart tror at mit knæ har godt af 2 timers ræs mere.
Resultatmæssigt var det ikke de bedste 5 dage for mit vedkommende, men jeg fik trænet en masse o-teknik, hvilket er vigtigt for mig, da det er her jeg tidligere har haft min svaghed, så set med de briller, var det 5 gode dage med gode baner, og heldigvis var årets sæsonmål ikke at vinde campen. Nu er det bare at arbejde videre med o-teknikken og formen, så jeg er klar når starten går til årets første World Cup i Tjekkiet d. 5 maj.
Alle tider og baner kan ses her.
Sæsonstart med sejr
I søndags kørte jeg Fitness.dk løbet i Slagelse. På forhånd var jeg meget usikker på min form og mit knæ, og om jeg overhovedet kunne gennemføre, og derfor var jeg heller ikke forhåndstilmeldt. Efter en tur på raceren om lørdagen, hvor jeg fik godt ondt i knæet bestemte jeg mig dog for at tage med alligevel og prøve knæet af, dog kun på den korte ”børnebane” på 57 km og ikke den lange 76 km, som jeg kørte sidste år.
Vejret var rigtig flot allerede fra morgenen af, så den langærmede cykeltrøje blev liggende i bilen. Startskuddet lød kl. 10.05 hvorefter vi skulle køre et 4 km startloop, inden vi kom ind på den knastørre 19 km omgang, som jeg skulle køre 3 gange. Selvom jeg på forhånd havde bestemt mig for ikke at skulle ligge og trække feltet, kom jeg først ind på ruten, som startede med en singletrack sektion. Her var der kun 2 der kunne hænge på, som så også smuttede forbi mig, da jeg tabte kæden lige inden det første grusvejs stykke. De blev dog hurtigt hentet igen, og da ingen af dem rigtig gad trække trak jeg bare fra under halvvejs på første omgang. Herefter kørte jeg alene hele vejen, hvilket, måske i kombination med dårlig form, gjorde at jeg på sidste omgang var rimelig stegt, hvilket også kunne ses på min omgangstid som var 5 min langsommere end 2. omgang. Jeg kom dog i mål til sejr i tiden 2:36 og kunne herefter gå ombord i det store kagebord der altid er til denne sæson åbner.
Ligesom sidste år var min ryg rimelig smadret, men knæet havde det godt, så det var fedt at komme i gang igen og få en positiv oplevelse – og så en sejr i første konkurrence for 1900 mtb.
Så nu håber jeg bare, at knæet holder til næste weekend, hvor der er MTBO Camp på Nordsjælland.
I øvrigt vandt Benjamin Justesen herrernes sportsklasse (76km), mens Rikke Kornvig vandt damernes sportsklasse (57 km).
/Rasmus
Vasaloppet – 90 km på langrend
Her kommer en noget forsinket beretning fra vasaløbet.
I uge 9 var jeg sammen med min far, søster, Mette Henriksen og Andreas Proschowsky taget til Sjusøen i Norge for at få noget træning på ski. Turen udsprang dog af at vi alle havde tilmeldt os mandagens åbent spor til Vasaloppet.
På forhånd vidste jeg ikke hvad jeg kunne forvente mig. Jeg havde aldrig løbet så langt på langrend før, og min højre albue var blevet lidt øm igen, så jeg skulle bare under 8 timer, idet dette var min fars mål. Til åbent spor kan man starte over 2,5 time fra kl. 7, men langt de fleste valgte at starte kl. 7, så da jeg startede 7.21 nåede jeg at løbe 1 km før jeg stod helt stille i en gigantisk kø. Der gik længe inden jeg kunne køre nogenlunde frit, og hyppige sporskift var i lang tid et nødvendigt element for at kunne køre i et fornuftigt tempo.
Lige en heikpter på vejen, standard 😉
Efter den først bakke gik det stort set ned af hele vejen til mål, dog med enkle mindre bakker, men det kombineret med gode spor betød at benene var overflødige. Det var bare at gå i gang med dobbelt stavtag og så presse igennem. De få bakker kunne jeg dog ikke tage kun i armene, og da jeg ikke havde fået smurt nok fæstevoks under skiene var nødt til to gange at stoppe op for at smøre.
Efter 2 timer begyndte det at sne kraftigt så sporene sneede til, hvorfor der kun var et okay spor og et som til nøds kunne bruges til at overhale i, men det gjorde at sporene blev noget langsommere end de to første timer. Efter 6 timer og 41 minutter lykkedes det dog at komme i mål, hvor jeg blev speaket som verdensmester i mtbo og blev interviewet. Det var meget fedt.
Proschowsky som var startet senere end mig kom i mål ret kort tid efter mig og slog mig også med 13 min, lidt ærgerligt, men forventet da han er i noget bedre form end mig. Alligevel blev jeg dog anden bedte H21 fra DK i mandagens åbne spor og nr. 6 af alle fra DK.
Egentlig var løbet ikke så hårdt og jeg følte godt jeg kunne have kørt hurtigere, men det ved jeg til næste år, hvor det nok godt kan tænkes, at jeg skal køre det igen.
I ugen efter vasa tog vi som nævnt til Sjusøen for at få nogle flere timer i bogen. Vi havde en hel uge med rigtig flot vejr og høj sol. Desværre sneg temperaturen sig i solen op mod de 17 grader, så sporene blev lidt tunge og isede op af dagen. Sporene blev dog kørt rigtig flot op, og da jeg skøjtede hele ugen skulle jeg heldigvis ikke tænke på fæste og klister.
Lækre spor og lækkert vejr.
De sidste to dage blev det dog minusgrader igen, men stadig med skyfri himmel, så det var helt perfekt, og vi sluttede af med at køre til Lillehammer og køre lidt rundt på det olympiske stadion.
Nu er der ikke mere ski for i år, men cykelsæsonen nærmer sig også hastigt, så jeg må hjem og se om knæet holder. På ski var der heldigvis ingen problemer, så jeg krydser fingre for at træningen snart er på fuld tryk igen.
Lidt fordele skal der være.
/Rasmus
Til pølser med borgmesteren
I mandags var jeg inviteret til hædersaften på rådhuset, hvor alle i Horsens Kommune, der enten havde vundet jysk/fysk, Dm eller en international titel var blevet inviteret for at blive hædret og modtage Horsens Kommunes Idrætspris 2011.
Vi var ret mange fra Orienteringsklubben, og i alt skulle 151 personer hædres, hvilket foregik ved at man blev rådt op sammen med resten af dem fra ens klub, hvorefter man skulle op foran publikum på en scene, hvor borgmester Jan Trøjborg og byrådsmedlem Dorthe Mogensen delte en lille skulptur og roser ud.
Skulpturen var lavet af sten og billedhugger Filip Nielsen og hed Opstigning, og skulle symbolisere tilstræbelsen på at nå det højeste, men kan opnå, altså nå til tops i den sport man dyrker.
Efter prisuddelingen og nogle interwievs med tre af sportens store navne i Horsens blev vi takket for vores indsats som rollemodeller for andre i byen. Aftenen blev sluttet af med at vi blev budt på den ikke særligt sunde men populære spise, pølser, som Dorthe Mogensen sagde det.
/Rasmus
Den årlige skitur med drengene og nominering til årets internationale resultat.
Igen i år stod uge 4 på skitur med drengene (se deltagerliste i forrige indlæg). I år var vi 10 og turen gik til Sjusøen 1,5 time nord for Lillehammer, hvor vi havde booket en 10/12 personers hytte lige midt på alpinpisten ved Natrudstilen, hvilket betød at hver træning altid startede med en stigning eller en nedkørsel og så en stigning.
Igen i år havde vi lejet en minibus til at fragte os frem og tilbage og ikke mindst fragte maden fra det legendariske indkøbs i Udevalla, hvor vi købte alt maden til hele ugen, og som danner grundlag for en fin quiz om prisen for hele herligheden, en sejr Søren desværre fik 😉
Se bonen nedenfor.
På forhånd var der store forventninger og også en smule nervøsitet til turen og skiløbet, da vi havde 4 nye med, som kun havde hørt om sidste års udskillelses løb, men i år var vi lidt bedre til at vente på hinanden og køre lidt frem og tilbage, så alle kom med rundt. Om formiddagen kørte vi typisk en lidt længere tur på en 2,5-3,5 timer og så en lidt kortere tur på 1,5-2 timer om eftermiddagen.
Allerede på første tur fik jeg dog voldsomt ondt i min højre albue, måske af for meget stagning eller en forkert bevægelse. Det gjorde hvert fald så ondt at jeg ikke kunne bruge den højre arm normalt. Hurtigt fandt jeg dog ud af at jeg bare kunne skøjte og så padle med venstre arm i stedet for at gå klassisk, og heldigvis havde jeg købt et par Madshus Nanosonic skøjte ski af Hans Jørgen Kvåle, som hans søster Barbro kom med mandag aften, så jeg var fri for at skøjte på mine klassiske ski mere end to ture.
Jeg skøjtede derfor hele resten af ugen, også fordi jeg egentlig synes skøjt er fedest og så er der også en stor overførbarhed mellem cykling og skøjt, så det var helt perfekt og til min store glæde havde jeg masser af power og kunne tit køre fra de andre, der også kørte skøjt.
Ugen endte med den årlige stafet mellem løber- og mtbo-drengene, hvor løberne kom skidt fra start allerede inden startskuddet lød. Marius havde nemlig lagt sig syg og der var derfor kun Søren og Thrane tilbage på det oprindelige løberhold. Vi ændrede derfor stafetten til en 4-turs stafet på en 700 m runde med en klassisk, en fri stil, en klassisk og så en fri stils tur til at slutte af med, så en mand på mtbo holdet skulle løbe to gange og begge løbere skulle løbe to gange, mens løbernes upcoming starts med Joakim, Thor og Laage og skulle have en mand ud to gange. En stafet alle kunne stå inde for.
Allerede på første turen satte Konring tingene på plads og kom i mål 20 sekunder før den nærmeste løber, 2. turen stod jeg for og øgede forspringet yderigere, mens Proschowsky ikke ville stå tilbage for os andre, hvorfor forspringet igen voksede, så jeg kunne slutte stafetten af med at skøjte i mål over 1 min 20 sek foran det næste hold som overraskede nok var løbernes upcoming stars. Et kæmpe nederlag for løberne men en sikker sejr og håneretten det næste år for de stærke mtbo-drenge J
I løbet af ugen havde vi hverken haft internet eller en ordentlig sportskanal til at vise EM i håndbold, men vi havde dog fulgt med via teksttv og nogle opdateringer på sms hjemmefra. Fredag fandt vi dog ud af at vi kunne se semifinalen på en café og søndag nåede vi akkurat lige hjem så vi kunne se 2. halvleg og glæde os over endnu en sejr.
Før jeg tog til Norge var jeg af Horsens Orienteringsklub blevet indstillet til årets talent, årets internationale resultat og årets sportspræstation ved Sport Award 2012 i Horsens, og mens jeg var i Norge blev jeg så nomineret til årets internationale resultat. Festen blev dog afholdt om lørdagen mens jeg stadig var i Norge, så jeg kunne desværre ikke være med, men jeg vandt dog ikke prisen, så jeg gik ikke glip af så meget.
/Rasmus
Vinter = tid til ski
De sidste 5 dage har jeg været med familien på skiferie i Wagrain i Østrig. Fredag eftermiddag stod vi på kabinebussen i Lund for derefter at køre mod Østrig og, ifølge nettet, 220 cm sne på toppen af bjergene.
Lørdag morgen kunne vi vågne op til super overskyet og tåget vejr med let snefald. Lidt trælst at starte ud på men i løbet af dagen, som blev brugt på Flachau siden, klarede det op, og solen begyndte at kigge frem. I ugen forinden var der faldet en meter sne, så det var ikke det vi manglede, og pisterne blev derfor også hurtigt opkørte.
Søndag kunne vi stå op til ”kaiserwetter” med høj sol og ingen skyer. Denne dag brugte vi på at løbe over mod Alpendorf og bl.a. prøve en piste med 65% hældning.
- På toppen af Flying Mozart i kaiserwetter
Også mandag stod den på det mest perfekte vejr til en lang dag på ski. Godt nok var temperaruren faldet til -16 grader i løbet af natten, men på toppen af bjergene var det noget varmere og temperaturen steg også 10 grader i løbet af dagen, så der til frokosttid var -6 grader i bunden, helt perfekt og da vi tilmed var med liften oppe som nogle af de første, havde vi næsten de nyopkørte pister for os selv, og havde dermed mulighed for at give den fuld gas og virkelig udnytte skienes drejeradius og dermed komme helt ud og carve, hvor farten bare stiger og stiger. Rigtig fed oplevelse.
Samtid afprøvede vi min søsters nye GoPro hjelm kamera, så når jeg engang får movie maker til at gøre som jeg vil, kommer der en lille optagelse af mig på ski
Tirsdag som var sidste dag på ski stod på overskyet vejr med sne og en del blæst. For at prøve noget nyt, kørte vi over mod Zauchensee fra Kleinarl. Der var ikke ret mange mennesker, så vi havde stort set pisterne for os selv. Desværre var pisterne ikke de fedeste og der var lidt for mange blå, dog havde Zauchensee to rigtig fede sorte piste og en worldcup pist, som bestemt var et besøg vejr. Efter frokost tog vi en bus fra Flachauwinkel til Flachau og brugte resten af dagen på at køre i det område, som jeg helt klart syntes, var det bedste område omkring Wagrain: Nye, store lifte med varme i sæderne og gode, brede pister med plads til alle, hvilket gør at pisterne ikke bliver så opkørte.
Herefter stod den på pakning, aftensmad og så en bustur hjem til DK, hvor jeg lige har 2,5 dag hjemme før jeg igen, fredag, tager på ski. Denne gang til Sjusøen i Norge, hvor jeg skal stå på langrend i en uge sammen med noget af den danske junior/ungsenior elite i både fod- og mtb orientering.
Deltagerlisten lyder som følger:
Andreas Konring (mtbo) – sølvmedaljetager ved junior VM i sprint
Andreas Proschowsky (mtbo) – verdensmester i lang og stafet ved junior VM
Marius Thrane (fod o) – bronze medaljetager ved junior VM stafet
Rasmus Thrane (fod o) – tidligere verdensmester i sprint ved junior VM
Thor Nørskov (fod o) – flere gange medaljetager ved ungdoms EM
Joakim Sehested (fod o) – guld medaljetager ved undoms EM i stafetten
Søren S. Sørensen (fod o) – deltager ved junior VM
Rasmus Lau (fod o og mtbo) – tidligere U16 landsholdløber
Martin Laage (fod o) – tidligere U16 landsholdsløber
Så det er folk der ved hvordan der skal trænes, og der skal nok blive kamp til stregen og nogle timer i bogen med god alternativ træning.
Sidste år var vi også afsted, så jeg ved, at der vil helt sikkert blive noget underholdende rivalisering mellem fod-o folket og mountainbikerne, som jeg også vil skrive om senere, så hæng på 😉
/Rasmus
Et nyt år med nye mål og udfordringer
Jeg må indrømme der er gået længe, alt for længe, siden sidste indlæg, og det er for dårligt. Nu vil jeg prøve at opdatere siden noget oftere og i det følgende indlæg prøve at fortælle i kort form hvad jeg har gået og lavet siden VM
EM i Rusland
Efter VM i Italien skulle der kun gå en lille måned før det danske mtbo landshold skulle i ilden igen til senior EM i Rusland. Jeg var, selvom jeg stadig var junior, blevet udtaget til holdet og glædede mig til at komme til Rusland og give den gas på cyklen.
Mit EM blev dog ikke værd at skrive hjem om. På sprinten lavede jeg for mange fejl på en ellers super fed bane i et fedt terræn, på mellemdistancen fik jeg defekt på bremsen og måtte udgå, så blev jeg syg, men kunne dog lige fucke stafetten op ved at tage sidste sløjfe den forkerte vej rundt. Havde ellers kørt godt indtil da, men det mistede jeg meget tid og mange placeringer på. På langdistancen måtte jeg udgå pga sygdom, så det var ren elendighed.
Tilgengæld kunne jeg glæde mig på Erik Knudsens vegne som gjorde rent bord og vandt alle de individuelle distancer 🙂
Heldigvis var arrangemetet meget underholdende, idet russerne havde valgt at se stort på de internationale regler, og havde gjort som det passede dem. Eksempelvis var målestokket på nogle af banerne forkert, brikken var ikke godkendt af IOF, enhederne virkede ikke som de skulle og transporten var et stort cirkus.
Fast arbejde
Efter EM skulle jeg lige have en pause og finde motivationen efter et dårligt EM og et helt års pause hvor 90 % af træningerne har været alene. Det kan være lidt hård at skulle motivere sig så længe alene og nu var målet nået.
Derfor var der i efterårsferien også tid til lidt anderledes mtb. Bergmann, Proschowsky og Henrik Konge (har også kørt mtbo) tog en uge i Konges sommerhus i Henne Strand hvor vi brugte ugen på at køre mtb og lave en lille film.
Efter sommerferien var jeg begyndt ved et vikarbureau, hvor jeg nærmest kunne få alt det arbejde jeg ville have. Jeg havde derfor også nok at se til med at arbejde og det kunne godt være lidt hårdt.
I november blev jeg fastansat ved en blikkenslager som arbejdsmand, hvor jeg får en masse praktisk erfaring med et håndværk.
Problemer med knæene
Efter en måneds pause med lidt småtræning var jeg ved at finde motivationen igen, men desværre slår jeg knæet op i min lockout til forgaflen på min cykel (så den knækker) da min kæde under en konkurrence pludselig ryger af. dette sker to gange og gør at mit knæ bliver helt stift og gør vanvittigt ondt.
Smerten i mit knæ bliver ved og det er meget hævet. Jeg småtræner med det men kan ikke træne igennem. Lige da knæet er blevet i orden styrter jeg på cykel pga is på vej på arbejde og slår det andet knæ som får et ordentlig slag og bliver som det andet. Denne gang lader jeg være med at træne med det og det går noget hurtigere over og jeg begynder så at træne, men der er satdig noget ømhed. Så vælger jeg så at styrte på rulleski og slå samme knæ. Dette var heldigvis ikke så voldsomt og nu endelig er jeg ved at kunne træne ordentligt igennem igen. Tror dog lige jeg skal fordi en fysioterapeut og have noget behandling før det bliver helt godt igen, men jeg kan se lyset nu.
Nye mål og udfordringer
Her i 2012 er jeg så rykket om som h21 og skal dermed køre seniorklassen. Jeg har dog stadig mål og ambitioner jeg vil træne benhårdt for at nå. I 2012 er VM igen det store mål og her er målet at køre i top 10 på langdistancen. For at nå mine mål og hele tiden blive bedre, har min personlige træner Harald Hermanrud igen lavet en træningsplan som skal sørge for at jeg topper til VM i Ungarn august. Jeg har dog indset at, hvis jeg skal være med i toppen i H21 elite så skal jeg forbedre min o-teknik, og derfor har jeg netop startet et samarbejde med tidligere verdensmester og sølvmedaljevinder ved VM i mtbo, Søren Strunge. Han er rigtig klog på o-teknik og jeg vil derfor suge til mig og lære så meget som muligt.
Så der er nok at tage fat på, og ikke mindst at komm i ordentlig form, så jeg ikke kommer alt for langt bagud til sæsonstart. Jeg kan dog mærke at der stadig er noget power i benene, så jeg er ikke bekymret 🙂
Håber alle er kommet godt ind i det nye år.
/Rasmus
VM i Italien samt en guldmedalje
Sådan, endelig lykkedes det at blive verdensmester og få hængt guldmedajen rundt om halsen! Fredag d. 26. august var dagen hvor det hele lykkedes for os tre juniordrenge og vi kunne køre først over stregen på samtlige 3 stafetture for tilsidst at tage titlen som verdens bedste junior stafethold 🙂
Jeg vil dog starte fra begyndelsen, så nedenfor er en længere beretning om dette års VM i Italien.
Afgang
Lørdag morgen d. 20/8 kl 7.05 lettede Air Berlin flyet mod Berlin fra Danmark. Efter en mellemlanding i Berlin kunne hele det danske landshold i MTBO stige ud af flyet i Venedig til en mur af varme på den gode side af 35 grader. Noget af en omvæltning i forhold til Danmark og de 15 grader vi nu kunne præstere midt i august, men nu var alle klar til at give sig fuldt ud for at nå deres mål.
Jeg selv var dog lidt usikker på hvad jeg kunne forvente af mig selv, da jeg ugen forinden havde slået mit knæ rigtig voldsomt og nærmest ikke havde været i stand til at cykle i en hel uge uden store smerter. Jeg tog det derfor også stille og roligt på lørdagens modelevent i terrænnet omkring golfklubben i Brendola. Heldigvis gik det godt og træningen om søndagen i nærheden af Nanto gik også godt, hvorfor troen på mine målsætninger for VM igen var stor. Det var meget enkelt. Medalje på lang og/eller mellemdistancen, vinde stafetten og da sprint ikke er min bedste distance, ville en top 6 placering være fint.
Sådan skulle det dog ikke helt gå, og det er jo desværre sådan det ofte går med drømme. De går ikke i altid i opfyldelse, men når de gør, er det bare fedt.
Lang kval og lang finale
Mandag startede vi ud med et kvalifikationsløb til langdistancen, eller for os juniorer var det bare en prolog, da alle ville gå videre til finalen. Min plan var at få ordentlig gang i benene og føle, at der var noget at skyde med og ellers komme ind på kortet og køre sikkert hele vejen. Det lykkedes rigtig godt med kun en enkelt lille fejl på vej mod post 4. Jeg rettede dog hurtig op og efter 56 min kunne jeg køre i mål som klar vinder af prologen og med Bergmann og Proschowsky placeret som nr 3 og 4. Rigtig god start for os danske junior drenge, men da alle automatisk var videre til finalen, var det svært at vide hvor meget de andre havde givet sig.
Resultater for lang kval og splittider.
Resultatet af prologen blev dog at jeg dagen efter på lang finale skulle starte sidst på den 28 km lange bane med 750 højdemeter. Jeg var indstillet på skulle vinde, da terrænet lige lå til mig med store stier og asfaltveje, hvor jeg kunne bruge min fysik. Desværre laver jeg første fejl til post 3, hvor jeg overser den asfalt vej jeg skal op ad, hvorfor jeg kommer ind af en parallel vej 150 m senere. Jeg når at kravle 70 højdemeter op inden jeg opdager fejlen og må ned samme ved og op ad den rigtige vej og 70 højdemeter mere. Kæmpebom, men der er stadig langt tilbage. De næste poster kører jeg kontrolleret for at komme ind på kortet igen, men så på post 6, som er samle og væskepost kører jeg mod post 12 istedet for 7. Jeg opdager det dog og retter ind på et noget længere vejvalg end det direkte, hvorefter jeg stempler post 7 bare for at opdage, at jeg er punkteret. I min kæmpe ærgelse er jeg ikke ligefrem den hurtigste til at få skiftet slange, og eftersom jeg kørte for medajler vælger jeg at udgå og trille hjem. Det var en enorm skuffelse for mig selv, at noget materielt skulle afgøre løbet for mig, men man må jo bare acceptere, at det er en del af sporten.
Heldigvis ender Andreas Proschowsky efter et næsten fejlfrit løb med at blive verdensmester på langdistancen med 2 min til nr 2. Så gik guldet alligevel til Danmark og det var derfor lidt mindre hårdt selv at være ude. Også Rikke Kornvig vinder guld i WE, mens Erik Knudsen bliver nr 2 i ME, hvorfor det alligevel blev en god dansk dag.
Resultater for lang og splittider.
Mellem
Efter langdistancen havde vi en hviledag som blev brugt til at slappe af, nusse lidt med cyklerne, bade, spise frokost på en god restaurant, trille en lille tur på cyklen og ikke mindst få fokus på morgendagens mellemdistance, som vi på forhånd forventede ville blive noget mere o-teknisk.
Dette viste sig at være rigtigt. Der var mange flere stier og spor og kombineret med en masse bakker blev udførelsen af vejvalgene svær. Jeg selv stoppede op rigtig mange gange for ikke at køre ud af en forkert sti i et kryds med 6 stier og det satte også sit præg på præstationen som ikke blev så hurtig med nogenlunde sikker o-teknisk, dog med små fejl hist og her. Ved post 5 kommer jeg dog den gale vej rundt om en mark og stempler posten inden jeg opdager, jeg har kørt udenfor stien, hvorfor jeg må vende cyklen og køre tilbage samme vej for at tage den rigtige vej ned til posten – noget rigtig mange andre ikke gjorde, desværre. Det kostede noget tid men hellere det, end at have snydt og stå med en dårlig smag i munden bagefter. Derfor var det dog alligevel lidt ærgerligt at ende som nr. 7 kun 36 sekunder fra podiet. Jeg var dog langt fra 1. pladsen som den unge Krystof Bogar fra Tjekkiet besatte efter et rigtig godt løb.
Rikke viste igen sin styrke og blev nr 3.
Resultater for mellem og splittider.
STAFET!!!
Fredag stod den så på stafet, mit sidste store mål men også et fælles mål. De sidste to år er vi blevet nr 4 på stafetten, første år et godt resultat, andet år et skuffende resultat efter at have ligget helt fremme indtil sidst sløjfe. Derfor var det nu, det skulle være, eftersom både Bergmann og jeg rykker op som seniorer næste år.
Stafetrækkefølgen var med mig som 1. tur, Bergmann på 2. tur og med den nykårede verdensmester på lang, Proschowsky som sidstetur – et stafethold med rigtig stærke ryttere på samtlige ture, hvilket vi skulle drage fordel af.
Min taktik var som sidste år at køre lidt defensivt og bare følge med og være sikker på orienteringen og samtidig vide at ingen ville kunne køre fra mig fysisk. Allerede på den gaflede post 1 er der dog mange som kegler, og jeg lægger mig forrest og presser lidt på op ad bakken, hvorefter kun 2 sidder med. Jeg sætter derfor bare gas på og tænker “Hva faen, hvis de er så langsomme kan det også bare være lige meget” hvorefter jeg køre mit eget løb uden at se nogle andre. Jeg laver en enkelt lille krølle på post 6, hvor der efter min mening er en kæmpe kortfejl. Det slår mig dog ikke ud og jeg fortsætter i front for min gafling frem mod post 10, som jeg hamrer forbi, idet jeg tror den ligger på asfaltvejen og ikke nede på en lille sti. Jeg ender derfor helt oppe i startområdet før jeg opdager fejlen. Jeg hamrer derfor tilbage for at opdage at 3-4 juniorhold er kommet forbi mig. Ret hurtigt sætter jeg de første, og på den ugaflede sidste sløjfe henter jeg den førende italiener og kommer i mål i bedste tid men kun 1 sek foran Italien.
Bergmann viser dog styrke og får oprejsning efter to diskvalifikationer og bliver i front og kommer ind med lidt under 10 sekunders forspring – denne gang til Finland. Herefter er det bare at vente på Proschowsky, der på radioposten meldes 1 min bagud – vi tror dog det skyldes en gafling. I hvert fald kommer Proschowsky først ind på publikumsstrækket lige foran Rusland, der dog ingen chance har på den sidste sløjfe og må se sig slået med 48 sekunder af the danish young guns 😉
Stafet er altid spændende, for der kan ske så meget, når man er tre ryttere der skal have det til at klappe, men det er ekstra spændende når man er med i front og derfor også ekstra fedt, når det lykkedes. For mig var det også en kæmpe forløsning endelig at tage den medajle og fedt at kunne dele det med to af ens venner.
De danske seniorherrer vandt også stafetten efter en meget spændende konkurrence. Rikke kørte damerne op på en 3. plads, men manglede en post, hvorfor holdet blev disket. De danske juniorpiger med min søster på holdet kom på podiet som nr 4. Så igen en rigtig god dansk dag.
Resultater for stafetten og splittider.
Øverst på podiet.
3 sultne drenge.
Sprint og banquet
Normalt ligger stafetten på sidstedagen og er dermed sidste diciplin inden den store banquet. I år lå sprinten imidlertid til sidst, hvorfor vi alle skulle ned på jorden igen og fokusere på dette års sidste VM distance. Som nævnt var mine egne forventninger ikke så store til lige netop sprinten. Men som en af de først startende havde jeg egentlig et godt løb af en sprint at være, hvor jeg kun laver et par små fejl som jeg hurtig rettede op på. Det virkelig svære stræk fra 15-16 havde jeg også luret og helt styr på, imodsætning til mange andre som bommer sig væk lige netop her. I mål er der også kun 4 der kan slå min tid og jeg ender derfor som nr. 5 to sek foran Bergamnn på 6. pladsen. Igen var det Krystof Bogar der tog guldet, hvorfor DK og Tjekkiet endte med at dele guldhøsten mellem sig – 2 sejre til hver.
På podiet i banquettøjet.
Herefter var det bare at skynde sig hjem til hotellet, pakke cyklen ned, i bad og på med banquettøjet som traditionen tro er ens for os juniorer. I år havde seniordrengene dog også oppede sig og kom velklædte til forfest på værelse 207 (juniordrengens værelse), hvor den årlige vinsmagning begyndte – lidt kulturel skal man vel være 😀
Overordnet set var det et VM med både op og nedture, da jeg specielt havde håbet på mere på langdistancen, men heldet skal også være på ens side, og det hele skal klappe, for at det lykkedes. Stafetguldet reddede dog helt klart mit VM, og jeg vil nu tage alt det positive med videre. Ellers har jeg chancen for igen at køre resultater hjem om kun 3 uger hvor jeg skal køre EM i Rusland. Jeg skal dog deltage i seniorklassen, hvorfor forventningerne om medajler ikke er helt så store.
Udover et godt VM kan jeg helt klart anbefale Düsseldorf Airport, hvor vi fik lov at vente 4 timer på vores fly på vej hjem – der er simpelthen så dejligt, og Pizzeria Nirvana, hvor specielt deres Cavalina (pizza med hest) er god 🙂
/Rasmus
Tjekkisk/Pilzen 5 dages
Fra d. 2-7. juli var jeg sammen med Bergmann og Proschowsky taget til Tjekkiet for at køre et 5 dages MTBO løb. I Tjekkiet er sporten meget større end i Danmark, og der var derfor også både H21E, H21A, H21B og H21C, hvor vi i Danmark har en H21 klasse med 20 deltagere. For træningens skyld havde vi tilmeldt os H21E, hvor alle de skarpe og hurtige kørte.
Turen derned foregik i mine forældres gode gamle polo classic, som med tre mand, tre cykler samt bagage og telt, var godt presset. Dog ikke værre end at de modkørende biler blinkede lidt af os, fordi lygterne lyste lidt mere opad end normalt. Udover lidt kø, gik turen derned også smertefrit, og efter 12 timer kunne vi parkere på den lidt snuskede campingplads som skulle være eventcenter de næste 5 dage. Hele pladsen var booket til formålet, men da vi kom en dag tidligere var pladsen stort set tom og vi kunne i tørvejr stille vores telt med udsigt til en lille sø.
Hårdt presset polo
Det skulle imidlertid vise sig at blive en af de få stunder med tørvejr, men som campingmanden sagde, så havde vi jo et telt med sådan noget smart vandtæt stof 😉
Dagen efter kunne vi vågne op til en herlig velkomst. Bergmanns fake duffel var blevet stjålet mens vi sov (der stod to ægte northface duffels lige ved siden af), og det samme var Proschowskys toilettaske og vores køletaske. “Welcome to Czech Republic”. Det var selvfølgelig trælst, men vi fik nu også meget sjov ud af det, som da tyveriet skulle politianmeldes, hvilket sammenlagt kom til at vare 6 timer, da politiet ikke kunne snakke engelsk og derfor skulle tilkalde en tolk, hvorefter Bergmann blev hevet med på politistationen for at forklare hvad der havde været i tasken, nypris og nuværende pris, hvilket blev skrevet ned i en rapport på tjekkist med et-finger-system, som bergmann så kunne tage med hjem til sit danske forsikringsselskab, smart.
Heldigvis havde vi stadig vores cykler, så det var bare at give den gas på den første mellemdistance, som var rimelig let o-teknisk. Mit løb rakte til en 12. plads 5 min efter vinderen, hvilket jeg var meget tilfreds med, eftersom jeg havde smidt lidt tid på to poster og ikke havde de beste ben efter en uge uden så meget træning pga. studenterkørsel, translokation osv.
På vej i mål på første etape
2. etape stod på langdistance, som jeg normalt er god til, hvorfor jeg også så frem til løbet. Desværre startede jeg sent, og da det havde regnet i flere timer var skoven helt vildt fedtet og mudret, hvilket ikke lige er min bedste side, så på den konto satte jeg noget tid til, og derudover bevarede jeg ikke fokus og lavede nogle dumme fejl, hvorfor jeg skuffende endte som nr 24, 12 min efter vinderen.
3. dag stod på en sprint på 3,6 km og med ikke mindre end 22 poster. Hovedet skulle altså holdes skarpt, hvilket jeg formåede indtil post 15, hvor jeg overser post 16, 17 og 18 og kører direkte til post 19. Ikke et godt udgangspunkt for en god placering. Udover denne hjerneblødning var jeg faktisk rigtig godt tilfreds med mit løb, hvor jeg egentlig kun lavede en fejl til post 1. Med 3 manglende poster og et disk, var jeg nu ude af den samlede stilling 😦
Udover sprinten stod denne dag også på o-triathlon: 1.tur – oløb, 2.tur – svømning uden poster, 3. tur – MTBO freeorder. Dette stillede vi selvfølgelig også op i med Bergmann og hans små løbeben på første turen, Proschowsky som Michael Phelps og mig selv på sidsteturen. Mange hold havde gjort rigtig meget ud af udklædning, og langt de fleste svømmere troede fuldt og fast på 3 størrelser for små speedos var vejen til succes, så det var en festlig fornøjelse. Bergmann lagde ud med at blive slået af en pige, tilgengæld levede Proschowsky fuldt ud til de 8 OL-guldmedaljer, dermed var det op til mig at indhente de sidste par hold i front for at vi skulle slutte øverst på skamlen. Det lykkedes desværre ikke helt. Jeg tror vi blev nr 4 eller 5 men lige da starten gik begyndte vandet at vælte ned og da hele forestillingen foregik med de gode gamle klippetænger og et kontrolkort uden plastic havde jeg ikke meget mere end en klum papir med hjem, hvor løbsjuryen ikke mente de kunne se alle klip. Jeg kunne derfor skrive endnu en diskvalificering på cv’et.
Danish Junior Team klar til start
4. og 5. etape havde fællesnævneren mellemdistance og for mit vedkommende også kongebom og hovedet under armen. Jeg fandt aldrig flydet og ræsede bare afsted uden overblik. Mindre blev forvirringen heller ikke, da sidste etape, der var en jagstart, som jeg desværre ikke deltog i, havde 15 ordinære poster som skulle tages i rækkefølge og derudover 7 freeorder poster, som jeg aldrig fik overblikket over. Det blev derfor til to halvdårlige resultater, dog med enkelte gode momenter.
Udover 5 rigtige gode løb, havde arrangørerne også sørget for underholning om aftenen. Campingpladsens p-plads var blevet inddraget til et kæmpe øl-telt hvor der hver aften var højt humør og super stemning. Arrangørerne havde sørget for masser af øl, live band, retro-disko-party, typiske tjekkiske sange (som blev ved i det uendelige) og ikke mindst ølstafet. De tjekkiske ryttere gav den god gas og den store mængde indtagne øl syntes ikke at påvirke deres løb næstedag, men resulterede dog i de ondeste dansemoves til stor fornøjelse for os andre.
Ølteltet under oprejsningen
Disse fester efter hvert løb, fandt vi ud af, er en fast del af den 20 afdelinger lange tjekkiske MTBO-cup, og må formodes at være en af de væsentlige grunde til sportens store opbakning, for ikke nok med at dyrke en fed sport, så er det sociale samvær helt i top og stemningen er fantastisk.
Resultater, splittider og billeder fra arrangørerne kan ses her.
Udover deltagelse i MTBO-sportens svar på o-ringen er jeg siden sidste blogindløg blevet udtaget til den danske junior VM-hold, hvilket min søster Camilla også er. For hende er det første gang hun skal med på cyklen, men for 3 uger siden deltog hun i JWOC for det løbende folk.
Hele holdet til både junior og senior VM som afholdes i sidste uge af august i Italien kan ses her, og VM’s hjemmeside kan ses her.
DM lang og FM stafet
Efter de svenske mesterskaber i forrige weekend var det i denne weekend tid til det danske af slagsen. Modsat Sverige, har vi i Danmark kun DM lang, så fredagens sprint i Tokkekøb Hegn, var bare en del af Friluftsland cuppen. Her kunne jeg ikke rigtig få gang i stængerne på det meget mudrede mtb spor, hvor flere af posterne lå, og o-teknikken var heller ikke alt for god. Jeg var derfor også noget efter Proschowsky, der vandt, mens jeg tog mig af 2. pladsen.
Resultater kan ses her http://www.oklub.dk/
Fredagens sprint var dog bare opvarmning til det, der virkelig talte – DM-titlen, der skulle afgøres i Grib Skov. Efter meget skuffende kun at være blevet nr 2 sidste år, var jeg meget opsat på at vinde denne gang. Inden start forberedte jeg mentalt på hvad jeg skulle gøre, og da det sidste bib i startboksen lød, var det bare at give den max gas på den ikke så o-teknisk krævende bane på 23 km og en forventet vindertid på 90 min.
90 min skulle der dog ikke til før jeg kom i mål. 1:21 lød tiden på og var hvert fald nok til at slå Bergmann, der startede før mig og, som jeg havde set ude på banen. Jeg havde kørt et stort set fejlfrit løb, dog med enkle forkerte vejvalg, men ikke nogle der kostede meget tid. Tiden gik og løb også ud for Proschowsky, hvorfor jeg endelig kunne kalde mig danmarksmester.
Det var rart at få en sejr hjem på netop det løb der var vigtigt, og det jeg havde sat mig op til.
Udover min egen sejr, blev det også en sejr i D20 til min tvillingesøster Camilla, der ellers normalt løber o-løb istedet for at cykle.
Søndag skulle FM-stafet afvikles med samme stævneplads som om lørdagen. CAmilla og jeg stillede op sammen i H20, hvor vi skulle prøve at slå de to allerøddrenge Bergmann og Proschowsky. Dette lykkedes imidlertid ikke, eftersom banen igen var meget lidt o-teknisk krævende og jeg ikke havde vildt meget at skyde med og bummede lidt på, hvorfor jeg var lidt efter på 1.turen, og Camilla langt fra kunne følge med drengene. På 3.turen havde jeg fået lidt bedre ben og kørte også et godt løb, men desværre overser Camilla post 7 på sidsteturen og vi må vinke farvel til en ellers stensikker sølvmedalje langt foran de næste.
Super ærgerligt, men sådan er stafet desværre nogle gange.
Resultater fra stafetten http://www.orientering.dk/fif/index.asp?goto=http%3A//www.orientering.dk/fif/loeb/dmmtbo2011/%3Fcnt%3Dno
Billeder kommer senere.
Nu går der desværre lang tid inden der er MTBO igen, da jeg pga eksamener ikke kan nå at komme hjem fra World Cuppen i Sverige i den kommende weekend. Næste konkurrence bliver derfor tjekkisk 5-dages hvor Bergmann, Proschowsky og jeg deltager i H21E, for at få lidt mere træning inden VM. Jeg glæder mig meget, da der eftersigende er gang i den, og der er da også over 250 H21 ryttere til start, så det er lidt noget andet end i Danmark.
Svenske mesterskaber i MTBO
For første gang skulle der i weekenden afvikles svenske mesterskaber i MTBO. Mesterskaberne var også en del af den danske Friluftsland cup, hvorfor vi var en del danskere, der havde taget turen til Åhus, for at give svenskerne bank.
Dette lykkedes også til dels. Fredag eftermiddag blev der i dejligt sommervejr kørt sprint i Åhus Norra. Fra starten af gik alt dog galt. Da jeg kommer ind i startboksen og skal have mit kort, er der ikke flere H20 baner. Startpersonalet finder så ud af at H40 og H20 har den samme bane, hvorfor jeg så får et kort fra H40 og når akkuyrat at sætte kortet på kortbordet, da startlyden lyder. SÅ det er bare afsted og køre det som en stafet. Fint nok. Men desværre får jeg historiens største hjerneblødning og kan slet ikke finde post 1. Jeg kegler rundt, da den sti jeg skal dreje ind på er ret lille og ikke rigtig ligner en sti. Det tager derfor 8.50 inden jeg kan stemple den første kontrol og køre videre. Herefter holder jeg fokus og kører faktisk en ret god sprint 7 strækvindere af 15 mulige. Jeg ender 6.46 efter Bergmann som vinder. Til sammenligning brugte han 2.06 til første posten. Overall havnede jeg på en meget skuffende 6. plads bag hele 3 svenskere.
Lørdag stod den på mellemdistance i Degeberga, og endnu en gang var vejret helt forrygende med høj sol og næsten ingen vind. Jeg skulle have oprejsning for gårsdagens løb, så jeg var meget fokuseret på at komme godt ind på kortet og stoppe op hvis jeg var i tvivl. Dette lykkedes også på en bane, som havde rigtig mange gode vejvalgsstræk, hvor det ikke lige umiddelbart var til at se hvad der var hurtigst. Dette fører også til at vi 3 danskere ligger indenfor 24 sekunder ved post 9 af 13. Til post 12 mister jeg dog 1.20 til Bergmann, som vinder, da jeg tror jeg er drejet til vesntre af en sti. I virkeligheden er jeg dog på vej lige i posten, men drejer så til højre og kører på vej mod post 1. Bergmann vinder med 24 sekunder til mig på 2. pladsen og 50 sekunder til Proschowsky på 3. pladsen. De øvrige svenskere var alle over 7 min efter. På nær mit bom tilsidst på banen, havde jeg kørt et godt og kontrolleret løb, hvor jeg havde 8 stræk med bedste tid.
Søndag skulle vi så ud på en langdistance i Ravlunda, hvor vi også kørte langdistance til MTBO Campen for et år siden. Et område både med bakker, store åbne områder og normal svensk skov. Efter endnu ikke at have vundet et løb var jeg tændt på at give den fuld gas og allerede ved post 4 ser jeg Bergmann, der var startet 2 min før mig. Ved post 6 ser jeg de øvrige svenskere, som alle var startet noget før mig og ved post 8 er jeg foran. Herfra holder jeg bare koncentrationen og træder så mange watt ud i pedalerne som muligt. Jeg får ikke taget alle de bedste vejvalg med 12 strækvindere ud af 19. Jeg vinder sikkert med 15 min til Bergmann, 17 til Proschowsky og 20 min til nærmeste svensker. Det var et godt løb med fuld fokus og fedt at mærke flowet og poweren i benene igen efter at have været skadet i 3 uger.
Ud over cyklingen blev det også til en masse hygge og årets første tur i vandet. Det var dog rimelig koldt så krokketspillet blev fundet frem i stedet og brugt flittigt ud for den campingvogn vi åbenbart have booket. Vi troede det var en lille hytte, men næ nej. Så har jeg dog også prøvet at campere på den måde. Weekenden skulle dog også bruges til at læse op til fysikeksamen om mandagen, men trods meget ihærdige forsøg og en vilje af stål lykkedes det ikke at få læst mere end én sætning. Det måtte derfor blive på vej hjem i toget, at det sidste emner om dynamiske stjerne skulle have en ordentlig tur. Desværre glemmer jeg min mobil og mine noter og bøger i bilen i Kastrup, hvorfra jeg skulle tage toget hjem. Jeg må derfor stå af på hovedbanegården, hvor alt er kaos og forsinket og intet afgør fra den rigtige perron, tage et S-tog til Allerød og tilbage igen og vente på et lyt tog mod Jylland. Perfekt afslutning på en ellers så god dag.
Resultater for weekenden kan ses her http://www.pan-kristianstad.nu/index.php?option=com_content&view=article&id=31:mtb-sm-2011&catid=4&I
H12 2011
I lørdags stod programmet på H12 – 12 timers ræs i skoven omkring Isterød Efterskole. For mig var det 3. gang jeg skulle deltage, men denne gang var forventningerne til resultatet lidt højere end tidligere år, da jeg nu skulle køre for Team ride4fun og sammen med 3 andre hurtige gutter.
Oprindeligt skulle holdet bestå af de 4 yngste på Team ride4fun, og dermed være vores ungdomshold. Uheldigvis blev Niklas Bangsbro skadet til DM i adventurerace og vi fik derfor en lånerytter med fra Slagelse Mtb. Holdet kom derfor til at bestå af Andreas Bergmann, Andreas Proschowsky, Frederik Thue og mig selv.
Vi lagde godt ud med Proschowsky på førsteturen, hvorefter vi skiftedes til at køre en enkelt runde hver for at holde farten oppe og omgangstiderne nede. På de to første runder formår jeg desværre at styrte to gange – et enkelt styrt på hver omgang. Det var dog bare op på cyklen igen og videre. Det første styrt var bare et skvat, men andet styrt var med hovedet først og lige i jorden, hvilket resulterede i flere sår i hovedet og, fandt jeg ud af senere, en forstuvet nakke. Det var der dog ikke tid til at tænke på i kampens hede, hvor Team ride4funs 2. hold lige havde overhalet os. Løbet fortsatte derfor næsten uden problemer. Frederik havde lige en krankboks der gik og Proschowsky tabte kæden, men vi lå stabilt omkring i 10. plads. En overgang var vi oppe som nr 9, men ÅMK’s hurtige herrer fik lige overhalet os tilsidst og vi sluttede derfor på en meget tilfredstillende 10. plads – 2 runder efter Team T-bikes som vist vandt H12 for 4. år i træk.
Undervejs var der afslapning og god stemning i teamets lejr, hvor jeg havde mulighed for at få sat navn og ansigt på de andre på holdet, da jeg endnu er den nye fra Jylland.
Det var endnu en gang en fed dag i Isterød, hvor vejret var med os, men desværre ikke heldet til at få del i de mange fede lodtrækningspræmier.
Resultater kan ses her www.h12.dk
/Rasmus
Rasmus Søgaard 